Hjerterus spiller med hvad deres hjerter er fyldt af, og det sidder på rette sted. Desværre er pulsen svingende hvad sangskrivningen angår, og så er det som om at deres dansksprogede poppunk ikke helt fungerer.
Idéen er som udgangspunkt eller ikke heeeelt tosset. Poppunk, som man kender den fra slut-90erne/start 00erne, bare på dansk. Og så er de præpubertære dudebro tekster skiftet ud med refleksioner over voksenlivet og dens udfordringer. Musik til, for og af den generation, som var ung dengang og nu står et andet sted i livet et kvart århundrede senere.
Så vidt så godt.
Hjerterus spiller med hjertet, det banker for sagen og jeg hader det bestemt ikke. Men udførelsen halter altså. Især hvis vi sammenligner på lige vilkår i et eller andet form for fiktivt tværsnit i “branchen”. Havde det her været en god, gammeldags demo fra et ungt og uprøvet band, eller en flok glade amatører, så havde jeg nok set med lidt mildere øjne på sagerne.
Beklageligvis er en af bagsiderne af streamingtidens “alle kan være med på lige vilkår” (teoretisk set) tendenser, at demoen som man kendte den stort set er uddød. MEN jeg synes man (og dermed også JEG) skal have i baghovedet, at det her er et band, som måske har musikken som hobby. Og som har stået for hele baduljen selv.
Der lægges fra land med 3 numre, som jeg selv efter gentagende lyt har svært ved at skelne fra hinanden når det næste tager over. Isoleret set er der sikkert forskelle, men når musikken spiller, så lyder det som om de er skåret efter samme skabelon med nærmest identisk klang og opbygning. Naturligvis er der forskelle, når de afspilles separat, men de er glemt lige så snart næste nummer tager over – og det hele mudrer sammen.
Det åbner for så vidt fint med den tilforladelige “langt fra mig”, hvor der lægges ganske iørefaldende fra land med noget der næsten minder om et omkvæd. Men man lægger også straks mærke til vokalen og den effekt, som er lagt på den, som giver den et lidt autotunet skær. Hvilket også gør at stilen og klangen fremstår en anelse dateret. En duft af 00er emo-poppunk hænger over Hjerterus. Når vokalen så senere går op, så lyder det en kende skingert.
“20 dage” og “du er den som jeg tror du vil have” følger op, og jeg synes jeg ret ubesværet kan nynne den samme melodi over de tre sange, selvom der er nuanceforskelle i sangenes egentlige melodier. De føles bare så små, at jeg nemt kan gennemtrumfe mit forehavende og så virker det hele bare enslydende og ligegyldigt. Og lyrikken hjælper desværre ikke, selvom bandet ifølge dem selv havde større ambitioner end den gennemsnitlige poppunk.
I “min dopamin” sker det første tydelige brud med formlen, tempoet er sat ned og der skrues op for det emotionelle i vokalen. Det gør det så bare ikke nødvendigvis bedre. Faktisk begynder EPen for alvor at føles som en noget træg omgang at komme igennem. Og vokalen skurrer noget i øregangene, så den følelsesladede tekst bliver mere irriterende end gribende.
Helt galt går det så på EPens næstsidste nummer “ideen om kærlighed! Der indledes med en tynd synth-sovs, inden vokalen kommer helt helt skidt ind i sangen. Jeg prøver virkelig ikke at være nedladende eller hænge nogen ud her, men det lyder som en fejlslagen X-Factor audition. Hvordan er det her sluppet igennem den interne kvalitetskontrol? Jeg har en idé om at der er forsøgt at arbejde med nogle kontraster her, for der ligger en lysere andenstemme, som byder ind i korte udbrud og supplerer den tilstræbt dybere lead-vokal. Det fungerer beklageligvis slet ikke.
I omkvædet rammer Hjerterus dog et eller andet som rammer skiven, og faktisk er EPens bedste momenter. Her er vokalerne mere i synk, den storladne melodi løfter sig og nummeret, og man fornemmer at de her gutter KAN skriv en fængende popmelodi. Måske skal de bare have lidt assistance eller mere tid?
De prøver i hvert fald, og lukker passende med nummeret “prøver du?”. Her leges der endnu engang med vokalens klang og udtryk, og igen er resultatet ikke hundrede procent vellykket. Igen rettes skuden dog op i omkvædet, så sangen ikke synker selvom den tager vand ind.
Og det er så også den samlede fornemmelse man efterlades med efter 6 numre og lidt over 20 minutter i selskab med hjerterus. De prøver, prøver en del af og rammer mindst lige så meget forbi, som indenfor skiven – pletskud er der kun antydningen af i et enkelt nummer. Men der er noget varmt, charmerende og underligt uskyldigt over det. Og det mener jeg igen ikke nedladende, men som en force. Måske er umiddelbart et bedre ord?
Her er i hvert fald ingen skumle bagtanker eller leflen for tidens modeluner, hjerterus er nærmere håbløst romantiske hvad den musikalske stil angår. Og det føles ærligt og oprigtigt.
Af Ken Damgaard Thomsen
