Denne plade kræver tid og ro. Har du det, så får du virkelig en oplevelse. Men sæt også lige fem-ti minutter af, efter det hele er klinget ud. De stemninger, den sætter, kan godt bruge lidt fredelig refleksion…
Ro. Stemningen af er der er tid. Og at der bliver sagt noget roligt i denne tid.
Sådan lægger Hjalte Ross ud på Less. ”You say I need you/ Like the convict needs his child” åbner Lifelessness og her får vi allerede fra første færd et metafor om savn, der næsten kan måle sig med Everything But The Girl.
Med ophøjet og rørende ro går vi så igennem dette meget stille nummer før pladens bedste følger:
Waiting For A Change har en e-bow agtig, let drive guitar der ligger over nogle virkelig, virkelig lækre lo-fi trommer der virkelig svinger og spiller. Der er en endda et decideret melodisk hook i refrænet og oven på alt dette ligger der en nærmest whisper-core agtig vokal.
Det er mesterligt og uden at have popsangens drive til hele tiden at trykke play indtil nummeret er ’slidt op’, så er netop det netop udslagsgivende for nummerets langtidsholdbarhed med de levende, organiske instrumenter, stemningen og den suspence, der opbygges før pop-hooket giver et ventet release.
Perfekt udført, rørende og roligt. Skrøbeligt som en fugleunge. Men med liv fra trommerne.
Havde pladen blot været en EP, der rummede de fire første numre, havde jeg på stedet udnævnt den årets udgivelse inden for formatet:
– der er styrker, stemninger og overskud. Også selv om det tredje nummer måske er lidt mere klassisk ballade-agtigt og det fjerde, Dark Blue, har et nærmest rondo-dansende præg med sin dæmpede distortion-guitar og i øvrigt igen meget levende, spillede trommer. En stil, der gentages på sidste del af pladens bedste nummer, Useless.
Det er stærkt – men så roligt, underspillet og næsten hviskende og med idéer, der udføres perfekt.
Resten af pladen er langt fra dårlig. Men det er som om den nærmest dansende Dark Blue bryder fortryllelsen lidt – på en måde, der ligger ud over at man som lytter efter de første fire numre har ’regnet stilen ud’.
Det skal dog også understreges, at det er fordi starten af pladen er så stærk. For vi får fine numre som The Morning Light og Useless, der nærmest sender tankerne til et neddæmpet The Rhonda Harris og der kommer også, selvfølgelig, fristes man til at sige, kvindelig b-vokal på Useless. Smagfuldt og ikke-forceret, næsten subtilt. Men bare ikke helt ”deroppe” med de første sange.
Sange tyder det i øvrigt også ud med da både instrumentelle passager og helt numre sniger sig ind og selv om stemningerne stadig er der og i høj grad sættes effektivt, så stiller det også bare nogle andre krav til både lytter og kunstner. Krav, der nok ikke helt honoreres.
Det, der så er at sige om de mere stille numre er, at de bliver rørende. Som lytter skal man stille sig lidt på tæer for at købe ind i den neddæmpede æstetik, men gør man det, så får man også enoget, der er så fint og skrøbeligt, at man næsten ikke tør trække vejret imens det spiller.
Egentlig ikke underligt, Ken havde svært ved at fange den stemning på tidligere materiale på Rising.
Det har været hårde vilkår.
Når Wake Up åbner med en metronom, der som et vægur tikker derudaf, så maler det billeder på nethinden af bedsteforældres hjem, hvor tiden næsten føles som stående stille. Der er i hvert fald tid til eftertanke og refleksion.
Jeg ville ønske, jeg havde mere tid i mit liv til sådan at sætte sig ned og lytte til musik som dette. Musik, der kræver opmærksomhed og med så små midler og insisteren sætter stemninger. En sand kunstnerisk oplevelse, der ikke tåler en mere teknisk analyse. Men bare mærkes og er.
Jeg har dog ikke så meget tid. Jeg vil dog måske investere i denne plade. For at tvinge mig selv til at sætte tempoet ned. Bare en gang imellem.
Den vil bo godt ved siden af plader med Organge Monks i min samling og da jeg både ejer Eels og Nikolaj Nørlund, vil den heller ikke falde helt uden for kategori.
Men den vil bare meget stille stå der og ’råbe’ ”Prøv at skru ned for alt, så du kan høre mig”.
Vildt. Egentlig radikalt.
I modsætning til, når jeg har anmeldt andet meget stille musik, så får jeg ikke akut lyst at sætte noget bøvet punk på, når Bye Bye klinger ud. Det er ret beset heller ikke afslutteren, for vi får et næsten uakkompagneret sidste, langsomt slag med halen i Every Reason, der er indspillet så stille og vi næsten misser den sidste pointe. Men så er det slut og den ’rigtige’ stilhed kan sænke sig.
Man skal lige op i gear efter Less. Men det haster ikke. For stemningen er sat.
Stærk anbefaling herfra!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
