Lateness of Dancers manifesterer på egen dæmpet vis Hiss Golden Messenger som garant for høj musikalsk kvalitet.
Jeg opdagede selv amerikanske Hiss Golden Messenger i forbindelse med deres seneste udgivelse, Haw, fra april 2013. Det var dog blevet både efterår og vinter inden jeg fik lyttet den igennem, så en anmeldelse af Haw blev det aldrig til (men den anbefales kraftigt!). Til gengæld landende Lateness of Dancers, sangskriver og hovedmand M.C. Taylor nyeste samling sange, og første album på et større selskab (Merge) i vores indbakke i september. En travl måned, hvor vi prioriterede de danske anmeldelser, og så blev det altså vinter igen før Hiss Golden Messenger fandt vej til mine hovedtelefoner, og fik en anmeldelse med på vejen.
Efter at have levet et stille liv, hvor der godt nok var positiv opmærksomhed fra anmeldere, er Hiss Golden Messenger med Lateness of Dancers trådt et skridt frem i lyset. Albummet er blandt andet blevet fremhævet i Uncut Magazine og Washington Post som en af årets bedste udgivelser. Det er selvfølgelig ikke en garanti for at den vil falde i danske lytteres smag, men i mine ører er det et godt album. Skal jeg prøve at ramme Hiss Golden Messenger med én reference, ville det være at det lyder som en mindre quirky, mere soulet version af Bonnie Prince Billy (hans seneste album landede også i vores indbakke i en travl periode, men får også en forsinket decemberanmeldelse).
Det er ikke sådan lige til at høre at M.C. Taylor og multiinstrumentalisten Scott Hirsch, som bidrager instrumentalt på albummet, har en fælles fortid i et hardcore band (Ex-Ignota) og indie-rock bandet The Court & Spark, for som Hiss Golden Messenger er det country, soul, blues, gospel og folk-rock, der står som de musikalske klipper i landskabet. I centrum er Taylor’s vokal, som omkranses af velspillede bidrag fra guitar, bas, trommer, piano og orgel, samt korvokal fra Alexandra Sauser-Monnig (Mountain Men). Lateness of Dancer‘s 10 sange springer ikke ud i hovedet på dig og råber på din opmærksomhed, men på deres egen dæmpede måde sniger de sig alligevel ind under huden på én.
Det starter næsten lidt for tilbagelænet med ‘Lucia’, som alligevel stille og roligt sniger sig ind på én med sit rolige tempo og Taylor’s vokal som bakkes diskret op af korvokaler, og langsomt ruller albummet sig selv i gang. På den pianobårne ‘Saturday’s Song’ funderer Taylor over hvad lørdagen kan bringe: “When Saturday comes I’m gonna lose myself//When Saturday comes I’m like everybody else//I might get a little crazy//I’m gonna drink some whiskey//Let me be”, mens ‘Mahogany Dread’ for alvor lader Taylor træde i karakter og med sin dæmpet medrivende fremdrift binder bro mellem fortid, nutid og fremtid, mellem driverlivet og familielivet, og slutter på en positiv note: “But happy days are still ahead”.
Det er som om hverdagen har indhentet Taylor, men han bruger det konstruktivt, og sætter nutiden i spil overfor fortiden. Som på for eksempel ‘Day O Day (A Love So Free)’, hvor han i andet vers synger “I smoked my mind up in the old hotel down in Cairo//Where I tried to rack up all my tomorrow’s tomorrows//And it was just wasted time”, men alligevel leder det hen mod en positiv åbning i tredje og sidste vers: “I’m gonna put all my pain in a bottle//And throw it all the way deep down into the East River//Then walk that way with my head up like the poet//With a rose in my jaw”. Lateness of Dancers er lyden af en mand, der er modnet af tiden, og har fundet noget, der viser en vej fremad – kærligheden og familielivet. Det lyder måske ikke sindsoprivende, og er det for så vidt heller ikke – men det er alligevel på sin egen måde meget rørende og relaterbart.
Således også titelnummeret, som også kredser om bevægelsen fra at være uden retning, til at finde den. Hiss Golden Messenger’s tidligere albums skildrer i højere grad den søgen, mens det er som om den stort set er fuldført her. Vi får også en portion diskret sydstatsgroove på ‘I’m a Raven (Snake Children)’, hvor Taylor længes efter fortidens mere usikre terræn; “Lord, how I loved the outlaw life”.
Faderfiguren vendes i ‘Black Dog Wind (Rose of Roses)’, hvor Taylor konstaterer at han både har taget noget med sig fra faderen, men også har valgt anderledes. Det er hverdagslige, men alligevel vægtige reflektioner over livet, hvor det fører én hen, og de valg man træffer undervejs, de fejl man begår og at man alligevel kan kigge fremad. Smerten er der endnu, men mest som et minde, og på albummets to sidste sange, den stille ‘Chapter & Verse (Ione’s Song)’ og den banjo- og violin-inficerede afslutter ‘Drum’, tilbyder Taylor først at være en støtte og en “regnbue”, inden han på ‘Drum’ slår på tromme for at sprede gode nyheder. Melankolien og mørket er der måske nok endnu, “But at the moment the sun is shining right on me//And the road is shimmering in the haze//Oh Ione, your daddy’s just as dark as can be//But I can be your little rainbow too”. Det er lyset, der har overtaget på Lateness of Dancers, og selv om Taylor er bevidst om at det kan være en kortvarig fornøjelse er der alligevel noget stilfærdigt opløftende over Taylor’s dæmpede optimisme.
Lateness of Dancers har måske ikke Haw‘s mere ildevarslende og mørke øjeblikke, men alle ti sange er alligevel medrivende på deres egen, stille country-rockede måde. Taylor bakkes fint op undervejs af de forskellige musikere, og når Sauser-Monnig’s vokal ind i mellem bakker op, fører det sangene et luftlag op. Her er ingen svulstige instrumentaludladninger, blot en organisk helhed med Taylor i centrum. Lateness of Dancers virker på en måde tidløst – det kunne lige så godt være indspillet for 20 eller 10 år siden, men det er netop også en del af kvaliteten. For nogen kan det nok virke for behageligt og for varmt ind i mellem, og afklaretheden hos Taylor kan måske virke lidt kedelig. Men heldigvis bliver det aldrig prædikende eller helligt i teksterne, og den høje kvalitet hele vejen rundt sørger alligevel for at albummet holder hele vejen hjem, og kan fiske 5 stjerner op på sin vej.
Hiss Golden Messenger spiller i Danmark til februar, hvor både Aarhus (Atlas, d.18/2) og København (Vega, d.21/2) får besøg.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
