En mild aften på en februaronsdag i Aarhus sørgede Hiss Golden Messenger for årets hidtil bedste koncertoplevelse for undertegnede. Året er godt nok ikke så gammelt endnu, men jeg vil gætte på aftenens koncert også bliver hængende når årslisten skal sættes sammen i december.
Fremmødet var bestemt ikke overvældende på Atlas, mens Phil Cook (Megafaun) varmede op, men han gjorde det alligevel med højt humør og indlevelse, at dømme ud fra de par numre jeg nåede at høre. Alene på scenen og skiftevis på piano og elektrisk guitar faldt hans solomateriale fint i tråd med Hiss Golden Messenger.
Cook svingede også guitaren (og sad bag piano og keyboard) senere, da aftenens hovednavn, Hiss Golden Messenger, gik på kl. 21. Ud over frontmand M.C. Taylor, var også Scott Hirsch, som har medvirket på alle Hiss Golden Messenger’s albums og siddet bag producerknapperne, på bas, og Kyle Keegan på trommer med til at sørge for at der musikalsk ikke var mange fingre at sætte på udførelsen af Hiss Golden Messenger-materialet. Hele vejen igennem leverede bandet organisk, varmt og overbevisende, og selv om der ikke er meget sceneshow i M.C. Taylor og kumpaner, var det alligevel fængslende at opleve de fire herrer på scenen, fordi det skinnede igennem at de levede helt med i musikken på hver deres måde – også når de ind i mellem vendte ryggen til publikum og formede en klynge rundt om trommesættet, mens de rockede igennem.
De fleste numre i aftenens sæt kom fra sidste års fine Lateness of Dancers udgivelse, og fik ekstra nerve og intensitet i live-udgaverne. Først fik vi dog en 1o minutter lang åbner, ‘Hey Brother, Do You Know The Road?’, der med det samme manifesterede at Hiss Golden Messenger bestemt ikke havde tænkt sig at snyde hjørner under aftenens koncert. Glimrende korarbejde af Cook og Hirsch sørgede for at den på en gang tilbagelænede og intense levering gav rygradsrislen hos undertegnede, og i det hele taget spillede bandet som en organisk swingende enhed, ikke bare her, men hele vejen gennem koncerten.
M.C. Taylor er måske ikke den mest udadvendte frontmand, og undervejs var det relativt sjældent han kiggede direkte på publikum, men man var bestemt ikke et øjeblik i tvivl om at han og bandet nød at stå på scenen. Som optakt til andet nummer (‘Daylight’) fortalte han om Bob Dylan’s nylige tale til en prisoverrækkelse, hvor Dylan blandt andet brokkede sig over at der ikke længere er nogen bands der kan swinge. “This band can swing it – Don’t ever let Bob Dylan tell you otherwise”, kommenterede Taylor tørt, og bandet satte i et stærkt rytmisk drive.
‘Saturday’s Song’ og ‘Lucia’ blev begge leveret med stærk rytmisk fornemmelse og groove, der tilførte materialet en ekstra snert af livlighed, som ind i mellem kan mangle lidt i studieversionerne. Liveudgaverne var mere rå i kanten og rockede, men uden på nogen måde at tabe følsomheden og melodiøsiteten. Et af Lateness of Dancers’ bedste numre, ‘Mahogany Dread’, blev dedikeret til koner og børn, som bandet måtte efterlade for at leve tour-livet, og den blev leveret i en melankolsk version, der igen gav en stille rygradsrislen.
Herefter dedikerede Taylor ‘Sufferer (Love My Conquerer)’ til afdøde Jason Molina, og den blev leveret i en flot og vibrerende live-version. Den blev fulgt op af et mere countryficeret nummer, som bandet havde lært sig på tourens første dag, men endnu ikke fundet navn til, inden vi fik en glimrende version af ‘Blue Country Mystic’ fra Poor Moon, som blev introduceret med lidt snak om bandets hjemstavn i North Carolina, der som Taylor bemærkede mest er kendt for sine bjerge, hvorefter han bemærkede “we live three and a half hours from the mountains”. Musikken havde de til gengæld med til os, og sammenspil og timing sad atter lige i skabet.
‘I’m A Raven (Snake Children)’ fik ekstra power og kant i guitarerne, mens Keegan gav ekstra swung bag trommerne, mens bandet lukkede det ordinære sæt med en sprællevende og varmt velspillet udgave af ‘Southern Grammar’, som satte en streg under at en koncert føjer nye nuancer til Hiss Golden Messenger’s musik. Efter et kort og intenst bifald vendte bandet tilbage til scenen, for hurtigt at efterlade den igen, for at komme ned på gulvet til publikum. Her indtog Taylor, Cook, Hirsch og Keegan gulvet, kun Taylor bevæbnet med en guitar, og sang og spillede ‘Drum’ (som også afslutter Lateness of Dancers) i en overvældende og intens udgave med publikum som kor (trods Taylor’s indledende bemærkning om at han som Jomfru af stjernetegn var “terrified of singalongs”). Undervejs blev det også til en improviseret trommesolo fra Keegan på en af Atlas’ olietønder, og afslutningen understregede endnu engang den overbevisende musikalitet man som publikum var vidne til denne aften.
Kort fortalt en fremragende koncert, som gjorde at jeg helt glemte at Atlas var lidt mere end halvtomt og bandet sagtens kunne have nøjedes med en mindre scene – men hvad gør det, når lyd og oplevelse i dette tilfælde gik op i en højere enhed?
Hiss Golden Messenger har 3 koncerter tilbage på deres tour i denne omgang, Gøteborg, Oslo og endelig København, hvor de kan høres på Ideal Bar Live lørdag d.21. februar. Herfra skal lyde en meget varm anbefaling om at komme op af sofaen og opleve bandet. Var det perfekt? Det var det nok ikke, men det var en ualmindeligt anbefalelsesværdig koncertoplevelse, og indfanger derfor lige præcis 6 stjerner herfra.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Louise Koustrup/Fonden Voxhall
