Med tre decideret fremragende numre gør HIGHBOY på Like The Day rigtig fin figur. Kendetegnende er amerikansk inspiration, smuttende, charmerende vokal – og, i hvert fald for de tre bedste numres vedkommende, interessante twists.
Havde man taget de tre bedste numre fra Like The Day og parret dem med ét eller to af de øvrige, havde vi haft årets EP allerede. Måske endda mere. Ikke fordi de andre numre er dårlige. Overhovedet. Men fordi tre numre netop rager frem:
‘What Empires’, ‘Gadgets’ og ‘Crash, Dive’.
Og det, der især får disse numre til at gøre sig positivt bemærket er twists i tekst, styrken i fremførslen og den mere eller mindre udtalte humor, der gennemsyrer metaforik, emner – og hvordan disse emner forholder sig til udtrykket.
For pladen gør brug af en MEGET pæn kvindevokal af Pernille Loumann, der passer fint i den ellers ret nedbarberede men ikke ukomplicerede americana-produktion.
Der er lidt ung Dolly-sødme (dog ikke twang!) over den her – mens den andre steder kan minde om hjemlige Annika Aakjær. Dog synges der på engelsk her, og humoren er lidt mere subtil hos HIGHBOY.
Åbningsnummeret, ‘What Empires’, sætter stemning og twistet er måske ikke så meget humoristisk som i en skarp observation om parforhold: Der synges om en arkæolog, der (enfoldigt?) prøver at udlægge og kondensere kærlighedslivet som noget teknisk, arkæologisk. Og nummeret kommer dermed til at udstille den enfoldighed, der ligger i at prøve at kondensere kærligheden til noget – hmm – fagligt?
Det er godt set!
I’m not an Archaeologist
I’m a poetic activist
går refrænet som dermed understreger de forskellige tilgange til følelser – og konklusionen er da også heldigvis, at de via kommunikation sammen må finde ud af, hvilke imperier, de sammen kan opbygge. Om det bliver en succes, melder historien ikke noget om.
Vokalen er sød, pæn. Akustisk guitar bakker op og bærer melodi, mens trommer og synths skaber fint bagtæppe og drift. Meget fint!
Den pæne vokal går så over i andet nummer, ‘Gadgets’.
Ved første gennemlytning havde jeg et smil på læben.
Ved anden tænkte jeg. ”Hvad? Handler den om….?”
Ved tredje konkluderede jeg ”DEN HANDLER OM ET MASSAGEAPPERAT!!!”
Ved fjerde tænkte jeg ”…måske”.
Det er pladens stærkeste nummer og uden på den måde at springe til smålumre konklusioner, handler teksten i hvert fald om at være nede, og så få besøg af nabo, ven eller moder der så medbringer en gadget, der kan afhjælpe tristheden. Så. Altså. Måske er det bare en kritik af idéen om hvordan dimser kan løse alt? Det må man som lytter selv finde ud af.
Uptempo, smuttende stemme og bund-charmerende er nummeret i hvert fald – og der er endda også tale om en effektiv melodi. Stærkt!
Det tredje, stærke nummer er en ballade. Her er det igen teksten og dens levering, der giver twistet. ‘Crash, Dive’ har et virkelig fint refræn, båret hen over en akustisk guitar og b-vokaler og stille, mekanisk percussion:
This is not genocide
This is Friday night
This is not civil war
This is a dance floor
Den voldsomme metaforik kombineret med skrøbelig levering og nedtonethed giver et interessant twist og gør, at dette nummer står ud fra de øvrige.
Men hvad så med de øvrige numre?
Der er fem andre, rigtig fine numre på pladen. Det er ikke muligt at finde et dårligt nummer iblandt de fem, men de mangler alle disse ’twist’ og bliver derfor ’kun’ til gode numre. Ja, ret beset mister pladen ret meget momentum under afslutningen og ‘I don’t want this’ og ‘I had you’ bliver ikke den afslutning, man kunne have håbet på. Men de holder fint som personlige, intime og små sange.
Titelsangen er et fint, håndholdt og let poppet nummer der rummer en træthed, overbærenhed og ikke mindst en poetisk åre.
Ja, og så har jeg slet ikke berørt ‘Hush, Hush, Harriet’, som Ken var ganske begejstret for i vores Repeat-segment.
Som lytter bliver man selvfølgelig sulten efter mere af det allerbedste. Der er dog masser af kvalitet hele vejen igennem på pladen og den lidt mindre energiske eller smilfremkaldende afslutning kan sagtens tilgives, når det generelle niveau er så højt.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
