Norske Highasakite har fået fremragende anmeldelser for deres første 2 albums, især i hjemlandet. Nu er de klar til at erobre resten af verden, og tredje album kunne godt være den krog der får folk til at bide på. Er du til eksperimenterende electro-pop med en underlæggende indie vibe, eller bare nysgerrig, så er Camp Echo årets hidtil mest uomgængelige udgivelse.
Camp Echo er et eller andet sted også en meget rammende titel for oplevelsen der venter en over det 9 numre lange album, hvor nordmændene afsøger popmusikkens muligheder og grænser – hvor langt KAN man rent faktisk udvide rammen og lege med genrens konventioner, uden at det flyder ud i ingenting? Ret langt viser det sig. Camp Echo er lyden af et legesygt, men stadig topkontrolleret og velovervejet band, der sender sfæriske og svævende toner ud i det store, vide pop-rum, venter på de rammer ydermuren, ræsonnerer tilbage, og derefter smelte ekkoet sammen med det fundament af både tunge og dansevenlige beats, som de stod med som udgangspunkt.
Det kommer ikke mindst til udtryk i sangerinde Ingrid Helene Håviks markante, særprægede og karakteristiske vokal, der ofte skifter position i lydbilledet, skiftende mellem for-, mellem- og baggrunden, nogle gange sovset ind i drømmende rumklang, andre gange helt ren, af og til loopet som kor eller bare et helt instrument i sig selv – og en spejling af sig selv. Kombineret med en musikalsk del, der er en forunderlig sammensmeltning af drømme-indie, dunkende elektroniks puls, skvulpende beats og fordrejet og kreativ popmusik, lige dele radiovenligt og avantgarde.
Det centrale element, trods twists og krumspring, er Håviks fortryllende vokal. En blanding af kølig og let-distanceret sirene-sang og noget mere varmblodet, nærmest afrikansk eller mellem-østligt klingende og “dansende”. Som et kuriøst sammenstød mellem Karin Dreijer Andersson (The Knife, Fever Ray), en snert Niki and The Dove og M.I.A., måske, hvis jeg skulle forsøge at sætte nogle pejlemærker op. Denne sammenblanding af noget køligt og varmere går igen i selve musikken, både i en luftig form, som svævende musikalske gasskyer og noget mere tyktflydende i væskeform. Detaljerigdommen er stor, der er masser af lag at dykke ned og forsvinde i, men ofte tilsat en tydelig rød tråd nummeret igennem, en dunkende puls, noget markant percussion eller andet. Det afgørende trick er, at Highasakite’s lydbillede hverken kommer til at fremstå overlæsset, fortænkt eller prætentiøst.
Bare rolig, du er i sikre hænder, selvom det kan virke som om du lader dig falde ned i et uendeligt ormehul. Og her fandt jeg så en indgang ind i nogle nedslag. For på den næsten 6 minutter lange “God Don’t Leave Me”, en langsomt udviklende og voldsomt betagende sag, ender vi et sted ude i rummet, eller oppe i himlen, nærmest en art space gospel – med et elektronisk, danse-sansende element mod slut. Ham Gud dukker forresten op af og til i lyrikken, ikke som et forkyndende element, bare rolig, mere som noget at synge op imod, som et opgør med følelser som tvivl og afmagt, eller en form for pejlemærke i “mørket”. Highasakite virker kort og godt som et eksperimenterende pop-band, hvor der også er masser på spil i teksterne. Et andet eksempel, er den ligeledes langsomt opbyggende og udviklende afslutter, “Chernobyl”, her ligger det episke og den store forløsning nærmest mærkbart på lur lige under overfladen. Lyrikken kan jeg ikke helt afkode den reelle betydning af, den kunne handle om en, der rejser ud for at blive terrorist og efterlader et brev, men vi kan også være over i noget knap så konkret, men den gentagede sætning “when I came home to Chernobyl I am the bomb, I dream of nothing” kunne være et tydeligt tegn.
Tematikken synes også at dukke op tidligere på albummet, hvor det i den forvrængede og flimrende “My Mind Is a Bad Neighborhood” lyder “either you’re with us or you’re with the terrorists”, senere vendt om til “either you’re with us or you’re with the rebellion”. Super fedt nummer i øvrigt, hvor vokalen for alvor rummer et ekko af M.I.A., men i en maskinel eller robot-klingende udgave, noget der er med til at forstærke den industrielle klang der helt overordnet gennemstrømmer nummeret. Men det er samtidig også et enormt smittende og dansevenligt nummer, lidt hen ad Robyn, når det så ikke lige slår over i en synth-bloppet og kunstigt-boblende 80’er klang, der lyder som noget der kunne strømme ud af en gammel arkade hal. Denne stemning af gammel computerspil går igen i “Deep Sea Diver” senere på pladen, et fint eksempel på, at Highasakite ikke bare fræser igennem en masse idéer, som rastløse pop-fantaster, uden at tage elementer med sig videre igennem pladen.
De kan sgu’ endda skrive “hits”, for at det ikke skal være løgn. To singler er allerede ude, de er, naturligvis, fristes man til at sige, lettere aparte valg, i den forstand, at jeg synes der er to andre sange der trænger sig mere på som åbenlyse singler – men hvorfor vælge det åbenlyse! Førstesinglen, “Someone Who’ll Get It”, viser bandet i deres mere afventende og tilbageholdende hjørne, hvor en langsomt dunkende puls driver nummeret frem, med flot kor i baggrunden (korarrangementerne er forresten bjergtagende hele vejen igennem albummet). Det er ikke det mest flashy nummer, men igen fornemmer man at bandet har noget på hjertet og mellem ørerne – er vi ude i en anti-krigs sang pakket ind i noget der lyder mere uskyldigt og roligt? Nummerets store force er mødet mellem den nordiske kølighed i den roligt pulserende rytme og percussion og kor delene, der får til at lyde som en fodboldslagsang fra varmere himmelstrøg. Anden singlen “Golden Ticket” er også en af de mere rolige skæringer, her leges der en del med lyse og mere deadpan leverede toner på vokalen, mens musikken igen er et møde mellem det afkølede og mere opvarmede – tilsat synthede danseflader i kortere udbrud.
Glimrende numre, men der er 2 numre jeg finder mere hittede på albummet, hvor både melodi og omkvæd er akut fængende og numrene i det hele taget bare rummer “det der”, der gør at man tænker “single” eller “hit”: “Samurai Swords”, der har et albummets bedste omkvæd og “I Am My Own Disease”, der bare er en uforskammet dansabel sag, der samtidig demonstrerer bandets flair for, at skrive tekster der får en til lige at spidse ører en ekstra gang, og ikke “bare” affeje det som værende fremragende dansemusik.
Highasakite formår at fremstå opløftende og anspore til eftertænksomhed på samme tid, det er mystisk og dragende, når det ikke lige er lige på og hårdt. Det er musik du kan sidde stille og drømme til, hvis du ikke lige får en ustoppelig trang til at rejse dig og danse tankerne ud. Det er en invitation til at slutte dig til selskabet og rejse ud i det ukendte, men heller ikke bleg for periodevis at slippe din hånd og efterlade dig på egne ben. Det føles som en varm omfavnelse og et diskret skub væk fra intimiteten, når du begynder at føle dig lidt for sikker. Det er organisk, viberende, levende og har en puls, selvom maskinerne er lukket med ind i Camp Ecco. Og det ER et bevis på, at man KAN lave popmusik til en topkarakter!
Af Ken Damgaard Thomsen
Highasakite spiller fredag d. 1/7 på Roskilde festival, besøg bandet på facebook
