Det er ikke sådan at du ligefrem bliver inviteret indenfor til kaffe og kringle af High On Fire, du får nærmere døren tyret lige i smasken når du ringer på. Når du lige har sundet dig, opdager du at døren ikke er smækket i, men står lidt på klem – så snig dig endelig indenfor og tag en bid af det hele, før du bliver opdaget. Nej okay, jeg tror egentlig ikke at de er meget mere fjendtlige end så mange andre, men de lyder bestemt sådan!
High On Fire er et amerikansk stooner doom metal (lad os bare sige det) band fra onde Oakland/Californien, hjemsted for blandt andet Machine Head og de ondeste fans i NFL (Oakland Raiders). Dannet i 1998 af Matt Pike, guitarist fra det legendariske kultorkester Sleep, trommeslager Des Kensel og bassist George Rice – sidstnævnte forlod bandet i 2002, og bassen varetages nu af Jeff Matz.
Jeg vil nu overlade det til Matt Pike selv at forklare hvad dette album går ud på, selvom det fylder lidt er det det hele værd:
“The album’s title (translation: “The Mysteries of the Worm,”) is a nod to a fictional grimoire conceived by the late, great Psycho author Robert Bloch in 1935 and later incorporated into horror master H.P. Lovecraft’s renowned Cthulu Mythos. “It’s a concept record, a little bit,” Pike offers. “I got this idea about Jesus Christ and the Immaculate Conception: What if Jesus had a twin who died at birth to give Jesus his life? And then what if the twin became a time traveler right then? He lives his life only going forward until he finds this scroll from an ancient Chinese alchemist who derived a serum out of the black lotus—which is actually in Robert E. Howard’s ‘Conan’ stories—and then he starts traveling back in time. He can see the past through his ancestors’ eyes, but his enemies can kill him if they kill the ancestor that he’s seeing through at the time. Basically, he keeps waking up in other people’s bodies at bad times. It’s kinda like that old TV show Quantum Leap. Kurt (producer Kurt Ballou) actually pointed that out to me after I told him the idea. But whatever—time travel is a killer concept.”
Aha…
Det lyder jo alt sammen meget godt, og pænt out there. Nå men, er der nogen der kan lide sørøvere? Logoet fra før nævnte Oakland Raiders er en sørøver, og Matt Pike’s vokal kan næsten bedst karakteriseres som lyden af en gammel sørøverkaptajn, der står på dækket og brøler ordrer og slynger om sig med eder og forbandelser, imens mandskabet forsøger at holde skuden på ret køl i kampen mod naturens rasen og et gigantisk søuhyre. De enkelte ord kan være svære at tyde i al larmen og fordi hans røst er rusten som et gammelt søm i saltvand, men man forstår hensigten og tonen.
Ved albummets begyndelse er vi midt i stormens og kampens hede, med bulder, brag og blod i den væmmelige åbner “Serums Of Liao”, der hamrer løs på os stakkels lyttere uden nåde eller tegn på at ville give os en puster. Kontant afregning fra start, ikke noget med lige at varme op med lidt blødere toner. High On Fire’s numre er ofte lange og komplekse i deres opbygning, uden at det dog bliver FOR indviklet, og så er det ikke mindst bare forbandet TUNGT. “Bloody Knuckles” tæsker videre på os landkrabbers skørbug med et killer hook og flænsende guitar, fyldige trommehug og Kaptajn Matt med fråden stående ud af kæften imens han kommanderer til angreb. Man har på fornemmelsen, at der ikke bliver taget nogen fanger, såfremt nogen overhovedet skulle være i live efter denne start på albummet.
“Fertile Green” indledes med nærmest Sepultura klingende trommespil, which I like, thank you very much, før thrashet larm blæser vind i sejlene så det gamle skib når topfarten (okay, ikke flere maritime metaforer lige nu, det handler jo om time travelling, Aaarw matey). High On Fire mestrer både de støjende og tempofyldte slagudvekslinger som her, men også i høj grad de mere stenede og stillestående numre. Sidstnævnte var i første omgang det, der tiltalte mig mest ved bandets udtryk, da en kær metalmongo (vedkommendes rigtige navn er kendt af redaktionen) gjorde mig opmærksom på deres eksistens for kun 2 års tid siden.
Så vil bestemt ikke påstå at jeg er gammel fan/kender, men trioens forrige udgivelse Snakes For The Divine (2010) var for mig det års bedste metalplade, og fik mig straks til at anskaffe hele bagkataloget (hvilket DU også burde gøre, medmindre du ønsker at Matt Pike hopper i sin ombyggede DeLorean, fyrer den op på 88mph, rejser tilbage i tiden og sparker din pappa i kuglerne før du blev undfanget!).
Et nummer som “Bastard Samurai” på Snakes For The Divine er en tung stener lige efter mit hjerte, derfor glædede det mig også at High On Fire skruer lidt ned for tempoet, men ikke vreden og intensiteten, efter den opskruede og ondsindede indledning. “Madness Of An Architect” er et af mine favoritnumre på De Vermis Mysteriis, knap 7 minutters sammenbidt langsom tromlen, der bare bliver ved med at rulle frem og hen over en, hvor Pike udgyder:
Black Stygian soil, conjures craft made undo times fertility
A karmic move you know the darkness always comes in threes
An alchemist finds frozen secret left behind the deeds
A wrath upon the humans less beyond this point society
Evolutions of a birth, a rhyme to tell this crimson tale
Evoke the faithful creed, the sacred secrets of society
Vanarian wars exploit the blood of Stygian wise men, alchemy
Forgotten magic secrets shamed
Det ved jeg ikke lige om jeg fatter det hele af, men det lyder bare herligt vederstyggeligt og bonechilling når det spyttes ud i messende tempo.
Nu har jeg nævnt Snakes For The Divine, og min begejstring derfor, men en del fandt dette album lidt for poleret og glat i sin lyd og produktion, hvilket jeg muligvis vil medgive set i forhold til tidligere High On Fire plader, som Blessed Black Wings og Death Is This Communion, så til jer – glæd jer over at Kurt Ballou’s produktion på dette album er mere rå, og i tråd med lyden på de ældre plader.
Instrumentalnummeret “Samsara” fungerer som et lille afbræk før anden halvleg af De Vermis Mysteriis, der sparkes i gang med “Spiritual Rites”, en hidsig satan i højt tempo, så sveden pibler frem på ens pande og hænderne begynder at ryste. Det går satme som død og helvede så knoglerne rasler. De rasler videre i “King Of Days”, men på en mere metodisk og kvælende vis – som en morder i nattens mørke.. og sikkert en ret behåret en af slagsen! Et morderligt godt nummer, hvis man må være så fri, hvis savende guitar giver mig lyst til at fælde træer, slå mig selv på brystet og dufte ekstremt manly.
High On Fire kan et eller andet udefinerbart, der får truende undergang og dommedagstoner til at virke tillokkende og indbydende, man længes helt efter at være en viking på togt, der sejler plyndring, voldtægt og mulig død i møde (ikke for at lyde syg, men for at beskrive musikken, forstår sig). Titelsangen “De Vermis Mysteriis” kunne man passende have med på vikingevinyl som musik til løjerne. Den lyder som et værre blodbad, delvist udløst af en overdosis fluesvampegryde – danse danse rundt med økse og sværd!
Hov, tilbage på sporet, man kan hurtigt blive revet med og suget ind i en lystig fantasiverden af sådan en omgang brutale og stærke High On Fire sange. “Romolus And Remus” bringer os nærmere afslutningen og afgrunden med instrumenterne cirklende i en kraftfuld lydorkan, før High On Fire blæser det sidste slag i gang med “Warhorn”. Og hvilket slag! Det lyder som om himlen er ved at falde ned om ørerne på bandet, jorden skælver und alles ist vorbei, alle mand fra borde og red sig selv hvem der kan. Stilhed. Nummeret, og dermed pladen, ender brat, er vi her stadig? Okay, godt.
Sørøvere, vikinger, en kvæler og Jesus’ døde tidsrejsende tvillingebror, meget godt klaret på 52 minutter og 36 sekunder ikke sandt? Hvilke billeder, om nogen, High On Fire’s fantastiske nye album frembringer for lytterne er egentlig fuldstændig ligegyldigt, men har du blot en snært metal i blodet, så er jeg sikker på der nok dukker et eller andet op på din indre flimmerkasse. Alle de mange metaforer kan måske lyde lidt pjattede og komiske, men det her er musik der river en med og sætter fantasien i sving . På mange måder er det som at blive et barn igen, dengang der var drager til, man selv var en fandens karl af en helt og man bare kunne få lov til at smelte sammen med en selvkonstrueret drømmeverden – uden at skulle bekymre sig om trivielle ting som virkeligheden. Lyder det alt for højtflyvende og giver dig lyst til at brække dig en smule, ærgerligt, men jeg står ved det, så grin bare, eller benyt det frirum et album som dette skænker dig, og vend tilbage til hverdagen med fornyet kraft bagefter.
Årets metal udgivelse indtil videre, og 6 stjerner lige i skallesmækker fjæset, ikke for det “perfekte” album, men hvis de ikke skal gives for det her, så kommer jeg nok aldrig af med dem.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
