Det er faktisk næsten ét år siden (jan. 2014), at Hexis udsendte albummet Abalam, men vi fik det aldrig anmeldt i løbet af året. Så, for en sjælden gangs skyld, griber vi så langt tilbage i tiden og hiver en plade frem i lyset, som fortjener endnu mere opmærksomhed end den har fået fra mange kanter i løbet af 2014.
Først og fremmest kan det være farligt, at hive et album som Abalam frem i lyset, for dens knusende mørke risikerer at kvæle det sidste dagslys i en i forvejen dunkel tid. Vi befinder os i et goldt og tilsyneladende menneskeforladt post-hardcore/black metal landskab, hvor en industriel kulde også blæser hen over sletterne af og til. Abalam er kort sagt lyden af liv der forsvinder eller opsluges af et altædende mørke, hvor man som lytter heldigvis ikke ender med selv at blive slugt indefra, men blot får renset krop og sjæl for de fleste dårligdomme.
Abalam består af 13 numre med en samlet spilletid på cirka 35 minutter, hvoraf afslutteren “Inferis” sluger næsten de 9 af dem. Så, som man måske kan regne ud, er de fleste af det resterende dusin skæringer i den kortere ende. Det er nu ikke noget man som sådan lægger mærke til, når man kobler sig til Hexis-maskinen og lader den fortære løs af en. For en stor del af sangene flyder nærmest umærkbart (er det et ord??) sammen, så Abalam det meste af vejen føles som ét langt sammenhængende værk.
Et, trods en gennemgående kold, faretruende og intenst glødende stemning, ret varieret værk, som på en måde sender tankerne i retning af The Psyke Project. Om Hexis er direkte inspireret af The Psyke Project og et album som Dead Storm, eller andre af deres senere værker, ved jeg ikke, men man aner i hvert fald en form for musikalsk og åndeligt slægtskab. Så er du fan af de sammenbidte og bistre sager, går du bestemt ikke galt i byen med Abalam.
Åbneren “Faciem” slår tonen an, med 2 minutter som nærmest bare består af en stormende metallisk guitar, der suser hen over ødemarken imens en forpint vokal, råber et sted i baggrunden eller ude i mørket et sted. Vi forsætter direkte over i “Tenebris”, som får alvor blæser pladen i gang med vindstød der nu har nået orkan styrke, og nej, det er IKKE falsk december alarm, vi taler 1999 orkanstyrke og lidt til.
Det pisker, smælder og river, så man hurtigt bliver glad for at nummeret kun varer 2 ½ minut, for du kan næsten mærke kødet løsne sig fra knoglerne når Hexis slipper tøjlerne. Det helt afgørende for, at oplevelsen faktisk er “rar”, er dog, at de ikke slipper tøjlerne på en måde, hvor det virker som retnings- og planløs hærgen og tons. Det virker tværtimod nøje afmålt og som et koncentreret overfald, en kraft- og energiudladning der rammer lige der, og på den måde, som bandet har tiltænkt det.
Der spilles kort sagt med overblik og overskud, begge dele i rige mængder, så man er ved at tabe kæben af og til, ikke blot pga. lydtrykket, men også fordi man bliver imponeret over den selvdisciplin det må kræve ikke bare at slippe kræfterne løs i alle retninger på én gang, som en atombombe der detonerer. Hexis griber i stedet for lytteren ved struben, og fastholder grebet hele pladen igennem, så man er tvunget til at hører efter i mens stormen raser.
Tempomæssigt holder det meste af Abalam sig i et kværnende midtertempo, faktisk virker det lidt som om numrene er skåret efter, eller udspringer fra, samme lille cirklende melodistump, som bandet bygger ud fra og ovenpå. Det kommer dog aldrig til at virke FOR ensfomigt, tværtimod vækker det noget genkendelsesglæde og kommer til at fremstå som musikalske pejlemærker man kan orienterer sig efter i det barske landskab. Derfor er det også lidt vanskeligt for mig, at fremhæve enkelte numre som favoritter frem for andre, der er mere tale om momenter i numrene, eller den store sammenhæng, som højdepunkterne.
Det kunne være de små opbremsninger i “Sequax”, der falder mellem intense bombardementer af trommehinderne, der har stået på over de 2 korte forgående numre, “Exanimis” og “Desolatum” (alle sangtitler består kun af enkelte ord som disse). Eller det stemningsfulde og stemningsopbyggende 1 minut lange/korte mellemspil “Supplex”, som ulmende sniger sig frem mod eksplosionen i titelnummeret “Abalam”, der forsætter den instrumentale opbygning indtil helvede slippes løs som et enormt lydtryk i sidste halvdel af sangen. Det går flydende over i “Immolabant”, der samler den cirklende grundrytme op igen og lægger yderligere tryk bagved. En kort hyletone efter knap 2 minutter signalerer frontmandens genkomst, som derefter skærer ind i lydbilledet med sine arrige skrig. Tid til at justerer kæbepartiet igen.
Sådan går det slag i slag og på kryds og tværs på Abalam, der virker som et univers der lukker sig om sig selv, hvor begyndelse, midten og enden smelter sammen, spejler sig i hinanden eller klippes op og omarrangeres, så det føles som om man hele tiden befinder sig i midten af det musikalske mareridt. Der er ingen vej ud, eller der er i hvert fald lige langt til lyset i alle retninger, fordi albummet på den måde lukker sig om sig selv og danner en cirkel. Kun den næsten 9 minutter lange “Inferis”, som lukker pladen, bryder dette mønster lidt og giver en en chance for at slippe ud af Hexis’ jerngreb og helvedesmaskinen. Tempoet sættes en anelse ned, slagene bliver tungere og mere langstrakte, vokalen går fra udfarende skrig, der spytter dig i ansigtet, til at lyde som om den runger ud fra skyggerne og sprækkerne lidt længere i baggrunden. Stemningen og tiltrækningskraften bliver ikke mindre intens og tillokkende af, at Abalam på den måde ændre karakter mod slut, tværtimod næsten, man er nødt til at blive hængende og se hvad der mon sker derinde i skyggerne.
Jeg har taget mig selv i, at lade Abalam spille igennem en 3-4 gange i træk, hvor jeg uden at gøre modstand, lod mig spærre inde i det dystre parallelunivers Hexis får skabt. Bandet får “monotonien” i deres musik til at arbejde til deres fordel, så det får en hypnotiserende og ganske uimodståelig virkning. Samtidig rummer Abalam rigeligt med små eksplosioner eller vanvittigt hektiske og brusende passager, hvor det hele nærmest står i flammer.
Egentlig er det her nok et eller andet sted til absolut topkarakter, men vi ender “kun” på 5 kæmpe store hæslige stjerner af 2 grunde. 1) Jeg har tilbragt så meget tid med Abalam nu, siden sidste forår, at jeg på en måde er smeltet så meget sammen med den, at jeg har mistet den sidste rest fornemmelse for objektivitet. 2) Jeg tror Hexis har ENDNU mere i sig end det her, så vi gemmer lige den sidste stjerne til de laver deres Dead Storm.
Det skulle ikke lyde som en unfair, og i den grad unødig, sammenligning med The Psyke Project og deres mesterværk. Hexis står i den grad på egne ben med Abalam.
Af Ken Damgaard Thomsen
Læs vores interview fra Roskilde festival 2014 med bandet HER og anmeldelse af koncerten HER
Lyt til/download albummet som “name your price” HER
