Så er der brok! På Hernias to allerede udkomne EPer får man både 90er-inspireret dansker-grunge og mere happy-go-lucky punk-elementer. Det gør pladen til en energisk oplevelse, hvor bandet omsætter både tænker – og måske fortænker – formen, men konstant leverer sprængkraft.
Sjov idé, med at udgive to EPer og lade hver fylde en side på en LP. Det er så oplagt, at man kan undres over, at ikke flere gør det.
Men på den måde har Hernia tænkt sig om og gjort tankerne til virkelighed. Hvilket de også har gjort på EP I (eller side 1), hvor åbningsnummerets Sea of Lies’ riff går over og bliver forspillet på opfølgeren, Green.
Sjov idé – lidt fortænkt, men det fungerer.
Og hvorfor fungerer det så? Jo, fordi EP I har en drenget, ukompliceret energi ikke usammenlignelig med da Psyked Up Janis bragede igennem med deres dansker-take på grungen.
Det kunne hurtigt komme til at fremstå lidt bedaget eller pastiche-agtigt, men ikke for Hernia: Der er en noget bedre forsanger hos Hernia og selv om bandet måske ikke har helt så godt fat i den gode melodi som min sammenligning, så formår de at have fat i den rå energi.
Ja, den får de endda med i det akustisk-guitardrevne ballade-nummer, Change, som har et virkelig fint pop hook og synges indlevende og let lidende uden at det overhovedet kommer til at virke anmasende – snarere on point, når der synges ’I can’t change you / I won’t change you’.
Det er faktisk ganske troværdigt og oprigtigt.
Afslutteren Lost My Mind kunne så til gengæld være et Dinosaur Jr-nummer, komplet med nu let distanceret og upresset vokal. Det fungerer også fremragende!
Så vender vi ellers pladen og pludselig skifter det hele lidt karakter. Har de fået anden trommeslager på, eller et det bare et genreskift? I hvert fald fremstår EP II mere punket, måske med ’college’ som fornavn i perioder: Balladen Dead End kunne godt være sådan noget amerikansk skater-noget, selv om vokalen igen sender tankerne mod Dinosaur Jr.
Afslutteren, Alone, er decideret poppet og de ellers voldsomt fremme-i-lydbilledet-og-på-beatet trommer bliver mere instrument-orienterede.
Men ellers er EP II i høj grad en ret lettilgængelig punk-plade og giver dermed en friskhed mod (hele) pladens slutning, man ofte kunne ønske sig hos andre kunstnere: Kunstnere har en tendens til at lægge lettilgængeligt stof først – her har man valgt noget andet. Det er ret effektivt.
Det er tydeligvis to forskellige EPer, Hernia har lagt på plade her. Det er lige dele en sjov idé, men også et veludført eksperiment. Ingen tvivl om den røde tråd, men altså den lidt tungere tilgang først, så lytteren måske skal stille sig lidt på tæerne dér for at fange detaljerne – men til gengæld i højere grad ’bare kan stemple ind’ i det mindre komplicerede punk efterfølgende.
Det er hele vejen igennem en god rock-oplevelse, og jeg forstiller mig at Hernia er en oplevelse live.
Ikke noget brok herfra (det måtte jo komme, red).
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
