En tur i helvede venter forude, spilleplanen er lagt, håret slået ud og maven ikke trukket ind. Kort sagt, det er ved at være Copenhell tid. Vi har kigget i programmet og spilleplanen, her kommer lidt tanker om det hele, bundet op på den rute vi nok ender med at tage. Er det lidt en sludder for en sladder? Måske, men så hygger vi os da med det i ventetiden! Torsdag har vi kigget på HER, fredag HER (med samme intro, så scroll scroll scroll), nu er det tid til lørdag d. 20/6.
Lige lidt overordnede strøtanker og holdninger til programmet i år – det ser ganske fornuftigt ud! Efter sidste års festival var jeg en smule kritisk overfor Copenhell, eller brugte i hvert fald min lille ølkasse til at stille mig op og mane lidt til forsigtighed. Pointen var vist, at jeg dengang syntes, at festivalen skulle tænke lidt over hvilken slags festival den gerne ville være, og hvem den henvendte sig til. Og måske passe på ikke at støde kernen, og de der har støttet op om projektet fra starten, lidt fra sig, ved at sigte for bredt eller stort. Et besøgstal i størrelsesordenen 10-15.000 virker helt passende, hvis man gerne vil trække et dedikeret kernepublikum og ikke Hr og Fru Danmark.
“Problemet” har løst sig selv ved, at der ikke lige var et Iron Maiden at booke i år, hvilket så straks affødte bemærkninger om et tyndt program og et der mangler headlinere. Der kunne måske godt liiiiige have været 1 eller 2 virkelig store navne mere på plakaten i år, det ene hedder Faith No More, som i stedet for er blevet sendt på selvmordsmission i en skov udenfor Odense ugen efter. Som altid med danske festivaler, kan man diskuterer frem og tilbage om programmets sammensætning, størrelsen af navne den ene og den anden vej, og hvorfor puslespillet lige kom til at se ud som det gør i år. En både interessant, kompliceret og alt for stor diskussion at kaste sig ud i (det orker jeg sgu ikke!).
Forholder man (jeg) sig i stedet for til, at bedømme programmet som det nu engang ser ud, så synes jeg, ud over en manglende headliner eller to, at det er mere end godkendt. Man får sådan lidt af det hele, eller i hvert fald et varieret udbud, både i genre, størrelsen af bands og aktualitet. Der er blandt de største navne en vis overvægt af navne af ældre dato kontra nyere, det er igen en diskussion jeg ikke orker at tage – men en Devolution har kastet sig ud i flere steder. Jeg konstaterer blot, at der er en klar overvægt af navne, gamle som nye, som jeg ikke selv har set tidligere – det er det vigtigste for mig. Fordelingen på vægtskålen kan man altid diskuterer, jeg er altid fortaler for at så mange små, gerne danske, bands som muligt får chancen – men det er så også det man har mindre festivaler, arrangementer og spillestederne til. Copenhell er et lidt andet bæst, der skal forsøge at finde en passende balance der tiltaler “metalfolket”.
Og ud fra denne præmis, så synes jeg helt overordnet, skudt fra hoften, at programmet for 2015 er til 4 stjerner (hvis man skal bruge en skala) – og er tilbage på den kurs der har holdt festivalen i live siden 2010.
Lørdag d. 20/6
Lørdagen starter lidt anderledes end først annonceret, da de aldrende lømler fra Red Warszawa åbenbart gerne vil sove længe, og er flyttet fra at åbne Pandæmonium kl. 13.00, til at lukke den 12 ½ timer senere.
Derfor er første navn på festivalens sidste dag går på kl. 13.00, på Pandæmonium. Bandet er fundet via et samarbejde med Tak Rock!, og det blev en gammel kending fra disse spalter, nemlig de grunge/tung-rockerne Franklin Zoo! Vi har skrevet en del om dem tidligere, omtaler, anmeldelser og live-reportage ting, det kan (såfremt alt er arkiveret korrekt hehe) findes HER. Jeg var selv meget begejstret for gruppens debutalbum, Untamed, der udkom i efteråret 2013. Thomas var knap så begejstret for bandets seneste EP, men tror begge vi er enige om, at bandet leverer varen live.
Det springende punkt er bandets musikalske stil, der læner sig op af grunge/hardrock navne som Alice In Chains og Soundgarden, og så forsanger Rasmus Revsbech’s Chris Cornell klingende vokal. Inspirationskilderne er tydelige, men spørgsmålet er om man synes det gør noget, eller bliver et irritationsmoment? Jeg falder i kategorien, hvor der ikke genrer mig. Men kom tidligt, og døm selv – de har givet den max reptilrock-arm alle de gange jeg har set dem, og det her bliver ingen undtagelse!
Herefter står den på Horned Almighty kl. 14.00, også på Pandæmonium.
Horned Almighty er et af de her danske black/metal-bands der har eksisteret lidt i periferien for mig, jeg har lagt mærke til navnet hist og her – men aldrig taget mig tid til at lyttet til de brutale løjer. Det kan jeg jo så passende lave om på, mens jeg indtager min brunch from hell. Er man kvik på fødderne, så danser man lige over til Hades kl. 15.30 for at få dagens dosis folk-metal, denne gang fra danske Huldre. De har allerede opnået pæn succes med de “folkelige” toner, blandt andet med en sejr i WOA Metal Battle, som sendte dem til Wacken Open Air. Jonas har oplevet dem live i Aarhus sidste år, hvilket resulterede i DENNE anmeldelse.
Men dagens første main event for undertegnede bliver Halshug, som jeg regner med detonerer og sprænger Pandæmonium til atomer når de går på kl. 16.00. Jeg tildelte bandet 5 stjerner for albummet Blodets Bånd tidligere i år, og skrev blandt andet:
“På Blodets Bånd detonerer Halshug som en mindre atombombe og jævner stort set alt med jorden, indenfor den sprængradius det under 20 minutter lange album dækker. Det er hæsblæsende og energisk hardcore-punk, så man bare må klappe (lidt nervøst) i sine små svedige hænder og styre trangen til at smadre ting”.
Efter sådan en omgang punk/grind-hardcore lussinger, drysser vi i god ro og orden over mod de 2 hovedscener, hvor Hammerfall allerede er i gang med at drysse svensk power metal magi ud over Helviti – de går nemlig på kl. 16.30. Det er ikke lige et band jeg har dyrket, men en omgang melodisk power metal tror jeg godt man kan sælge mig på det her tidspunkt. Herefter går vi lidt ind i ingenmandsland for mit vedkommende, med 2 koncerter der ikke står superhøjt på min prioriteringsliste, men som da skal have chancen for at overraske. Mest fidus har jeg til er Nuclear Assault og deres massakre-thrash på Pandæmonium kl. 18.15. Et kvarter tidligere indtager Asking Alexandria Hades med en skrigende omgang metalcore, som jeg føler mig ret sikker på ikke liiiiiige er til mit temperament. Sådan en core-cocktail har det, desværre, med at gå i dunken på mig på den helt forkerte måde og medfører derudover voldsomme humørsvingninger. Det er der ingen grund til at udsætte min omgivelser for!
Så er vi til gengæld nået frem til min personlige hovedret for lørdagen, ja, måske endda for hele festivalen. Nemlig teknisk melo-død fra franske Gojira, som længe har stået øverst på ønskelisten over navne jeg gerne vil opleve live. Sidst jeg hørte fra den fransk Godzilla var på et fænomenale album L’ Enfant Sauvage (“det vilde barn”) for godt 3 år siden, en plade jeg lidt forsinket tildelte topkarakter her på siden i slutningen af 2012. Nu har jeg, efter en længere pause, givet pladen et lyt igen, og nedjusterer nok lidt i forhold til den uhæmmede begejstring fra dengang – det er nok “kun” en 5’er. Det der snød mig var nok at perler som “Explosia” , “L’Enfant Sauvage”, “Mouth of Kala”, “The Gift of Guilt”, “born In Winter” og “The Fall” i min verden fik overskygget, de par numre der ikke var helt så ophidsende… i hvert fald ikke under nyeste gennemlytning. Live skulle bandet været lidt af et monster, så notér den her under “mødepligt”.
Så ræser vi tilbage til Pandæmonium, hvor Raunchy står klar kl. 20.00. Raunchy er et band, som jeg efterhånden også har fået set nogle gange, og i forskellige konstellationer. Deres hybrid metal, med elementer fra både core, død, industrial og det melodiske, er med årene blevet mere og mere “poppet”, uden at det skal være et fy-ord på nogen måder. For bandet høster stadig glimrende anmeldelser, både live og på plade.
Endnu et møde med Raunchy er dog nok noget jeg foretrækker, frem for at indfinde mig tidsnok foran Hades, hvor norske Turbonegro bringer denimklædt punk-rock til Refshaleøen kl. 20.30. Den “joke” døde sgu lidt for mig for efterhånden mange år siden, efter en række tiltagende populære albums fra midt/slut 90’erne, og kulminationen med Scandinavian Leather i 2003 – da var de vel på toppen af deres popularitet og man så Turbojugend overalt på festivaler. Efterfølgende tyndede det lidt ud i Turbojugend-vestene, men bandet bliver af en eller anden grund ved med at blive booket rundt omkring i festivalland? Måske har de stadig noget i sprøjten live? “I Got Erection” eller bliver det en impotent omgang nostalgi?
På Helvitti følges der op med endnu en tyndslidt joke, endda en som der for nylig blev tævet lidt mere på. De britiske glam/party-løjsere The Darkness er nemlig aktuelle med endnu en karriereforlænger, Last Of Our Kind (Good Riddance)… parentesen her jeg selv tilføjet. OKAY, jeg syntes faktisk at bandets første album, Permission To Land, var ganske vellykket og underholdende på sin egen fjogede “Wink Wink Nudge Nudge” måde. Men det var i 2003. Sidenhen er smilene sgu stivnet og blevet noget anstrengte hos undertegnede. MEN, bandet har dog fået en del ret så fine liveanmeldelser, også sidste de besøgte vores breddegrader – så jeg møder op med åbent og lattermildt sind kl. 21.30.
Efter det der nok er den, for mig, mindst interessante periode i årets Copenhell program, når vi lige at komme lidt op i kadence igen, inden det hele er slut for i år. Kl. 22.30 indtager svenske Marduk Pandæmonium med deres ondsindede og dæmoniske sortnede metal-toner. Det er endnu et navn til listen over bands, som jeg endnu ikke har fået set live, så de får naturligvis et sikkert flueben. Det kommer så til at koste begyndelsen af ligeledes svenske Bloodbath på Hades, der indleder deres dødsmetal togt kl. 23.00. Det er måske godt det samme, godt nok har bandets nyeste album, nu med Paradise Lost frontmand Nick Holmes bag mikrofonen, fået rigtig fine anmeldelser – men rapporterne tilbage fra koncert-slagmarkerne har ikke været helt så opløftende. Faktisk påstår onde (men sikkert sandfærdige) tunger, at Holmes smadrer Bloddbath’s ældre numre live. Hey – kunne vi så ikke bare have fået Paradise Lost i stedet for? Der nye album er bitchin’!
Nå, festivalens sidste valg er egentlig slet ikke et valg. Blues Pills og Ghost går begge på til midnat, på henholdsvis Pandæmonium og Helviti – men sidstnævnte er, om muligt, en endnu mere skampulet joke for mig end førnævnte Turbonegro og The Darkness. Faktisk har jeg aldrig set det sjove, eller fidusen, i ABBA-metallerne Ghost og hele det univers de har bygget op omkring dem selv og musikken. I get it, og jeg forstår såmænd også sagtens appellen ved det hele for andre folk – det er bare ikke for mig. Der er ikke noget at gøre ved det, og de 2 gange jeg har oplevet bandet live synes jeg heller ikke lige det har været en sindsoprivende oplevelse, så dem får I for jer selv.
Blues Pills har jeg så til gengæld ikke oplevet tidligere, men deres rygte som et glimrende liveband er løbet dem forude. Genren, 70’er inspireret blues/classic rock, er dog allerede blevet slidt lidt tynd under den seneste retro-bølge, men det her skulle altså være noget af cremen blandt de nye bands der har støvet den del af rockhistorien af. Så vi må hellere få set what all the fuss is about!
Så mangler kun desserten, nemlig Red Warszawa der forhåbentlig har fået sovet igennem og er klar til at lukke helvede ned for i år kl. 01.30 på Pandæmonium med hævy metal og hass. De behøver vel ikke nogen nærmere introduktion?
Lørdagen, og dermed også hele festivalen, hoster lidt mod målstregen for mit vedkommende. Efter Gojira først på aftenen er der små spredte lunser der ser appetitlige ud, ellers er det sgu en aften der i min optik er lidt tung på gøgler-bands, der alle har overskredet sidste salgsdato. MEN, så kan man jo skrue lidt ned for seriøsiteten og den selvhøjtidelige skrivertrang, lade blokken få lidt mere spredte noter, drikke 1000 øl og have det lidt sjovt. Det er også en (stor) del af Copenhell, og lørdag aften ligger da op til at kaste sig i grams og bare knalde lidt ud – og det er vel heller ikke en helt dum måde at ryge i helvede på?
Vi ses derude til hævy, hygge, kram, smil og masser af pils, det bliver, uden tvivl, endnu engang super kodyl-hyl!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
