Helhesten rider igen. Det 6 mand store metalbæst er nu klar med opfølgeren til debutalbummet, For Wolves And Vultures. Singleforløberen ‘Death Comes To The Sleeping’ har allerede sat forventningerne højt og varslet albummets komme – nu er det så spørgsmålet om Helhorse fortsætter fremmarchen på Oh Death.
Helhorse er et band, der kan operere i flere forskellige tempi. De mestrer både punket gallop, den kraftfulde trav og så de numre, der lyder så tunge, som var det den ottebenede Sleipner, der red hen over én. Det giver en tempomæssig variation på albummet, som gør det til en afvekslende oplevelse – også mere afvekslende end bandets første album. Samtidig har Aske Kristiansens rhodes ind i mellem fået en fremtrædende plads på nogle af numrene og hans råbevokal har fået en mere veldefineret position i lydbilledet, som supplement til Mikkel Wad Larsens afvekslende frontsang og brøl. Men selv om albummet er afvekslende og varieret, så er det stadig umiskendeligt Helhorse i udtrykket, og samles også tematisk i en kredsen om døden. Lad os se nærmere på de enkelte dele i helheden.
‘Fuck Art, Let’s Kill’ (Helhorse kan noget med sangtitler, tænk bare på ‘Get Drunk, Get Mad, Get Even’ fra debuten) starter med bulder, brag og rhodes, inden mere regulære guitarbredsider indtager lydbilledets midte. Rhodes’en lurer dog stadig i udkanten og titter frem mellem riffs og vokal på en glimrende åbner, der både har tyngde, aggression og opfindsomhed. ‘Hell Hath No Fury’ fortsætter i det mere uptempo hjørne og har et catchy omkvæd, inden ‘The Seams Of Life’ viser en mørkere og alvorligere side af Helhorse. Nummeret starter med afdæmpet rhodes, og der bygges langsomt op til en tungsindigt klingende ode, der har en nærmest Tool’sk baslinie, der slanger sig frem, mens Mikkel Wad Larsen viser at han har en god vokal spændvidde og kan lyde både sørgmodig og fortvivlet.
‘The Carnal Rage’ er – selvfølgelig – en rager i højt tempo med en manisk Kristiansen i centrum, men også garneret med fint guitarspil undervejs. I samme stil finder man også ‘Kill Your Self’, som kører i overhalingsbanen med Kristiansen ved det vokale rat og er ligeledes en arrig satan. I den tungere ende findes ‘Red Eye’ som er, groovende og sydstats-sludget, mens også ‘Climb Through Fire’ er i den tungt svingende ende, med et tromlende tungt riff. Samtidig er der tydeligvis også arbejdet med nummerets opbygning. Fra den sørgmodige stemning i indledningen bygges der op til mere vrede og smerte i leveringen i afslutningen. På ‘Diggin’ A Hole, Waiting To Die’ veksles der mellem hæst råbende vokal i versene, mens Mikkel Wad Larsen står for det melodiske i omkvædet på et nummer, der bæres af groovende sydstatsriff, inden vi med næste nummer får albummets højdepunkt.
‘Death Comes To The Sleeping’ er en mastodontisk metalsang, som fortjener at blive i hvert fald en dansk metalklassiker. En dirrende intro leder over i et monstrøst tungt riff og trommer og vokal sætter ind og gør lydbilledet komplet. Tungt, melodisk, og catchy på den uleflende måde. Det er kort sagt et nummer, som det er svært at få nok af, for det er ganske enkelt fremragende.
Det høje niveau fortsættes på albummets sidste to numre, først ‘And His Name Is Death’, der er både tempofyldt og tung, og hvor vokalarbejdet igen er meget afvekslende, og ret vellykket. Det samme er guitarriffene, der hamrer sig igennem paraderne. Endelig får vi på den afsluttende ‘Scorch The Earth’ et malende majestætisk riff, som kvaser de sidste rester af skepsis. Atter en tung satan, som dog på ingen måde sætter sig på enden, men stadig har fremdrift og finesse, blandt andet med det klingende rhodes-stykke, og den hymne-agtige afslutning, der lyder som noget man kunne have sunget i skjoldmuren på et fortidigt vikingetogt. “Scorch the earth/and die by the sword”. Jeg løfter mit imaginære sværd i luften og brøler med.
Helhorse har begået et glimrende og afvekslende metalalbum, der legerer sludge, hardcore, rock og heavy metal. Om det er bandets mesterstykke? Der er helt bestemt taget et skridt frem fra debuten, men jeg tror Helhorse har endnu mere i sig. Der er fremragende numre på Oh Death, som samtidig også formår både at blande bandets inspirationskilder og gøre resultatet til Helhorse’s helt eget. Blandingen af hurtige ragere og tungere, mørkere tracks fungerer virkelig godt. Men selv om niveauet er højt hele vejen, så er flere af ragerne hurtigt glemt, og det er de langsommere og mere melodiske kolosser, der står tilbage når vredens sidste spytdråber er tørret væk fra mundvigen. Det er især numre som ‘Death Comes To The Sleeping’ og ‘Scorch The Earth’, der aftvinger respekt og 5 store stjerner.
Oh Death udkommer mandag d.23. september på Mighty Music. Se videoen til ‘Death Comes To The Sleeping’ herunder.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
