Helhorse fnyser igen og er tilbage med deres album nummer tre, hvor der er skruet en del ned for hardcore elementerne og den fræsende energi, til gengæld er der kommet endnu flere kilo på vægten og gyngende groove i melodierne.
Om det så er en udvikling man synes om, og her tænker jeg på ældre fans der forelskede sig i det lidt mere kradse og frådende udtryk gruppen havde tidligere i karrieren, det må være op til den enkelte. Jeg havde i svage stunder frygtet at gruppen, i lyset af nogle profilerede support jobs og måske som et naturligt skridt i deres udvikling, ville “lave en Volbeat” og fortynde og strømline produktet for, at nå længere ud.
Trods en lidt mere striglet grundtone, så er det dog langt fra tilfældet. Den her krikke sparker stadig hårdt og er, heldigvis, ikke blevet helt tæmmet og domesticeret. Mere melodisk trav frem for halsende galop, måske, men der kompenseres ved at skridtene er blevet endnu tungere end tidligere.
Det selvbetitlede album er, trods at lyden har fået endnu mere muskelmasse og vægt, temmelig letfordøjelig. Det bumler derudaf med et godt drive og er aldrig tæt på at tromle sig selv i tomgang. 11 numre kommer vi op på, hvoraf 3 er nogle korte interludes, der er med til at holde spilletiden på et passende niveau.
Albummet kommer stærkt fra start med den ultra Helhorse’ske “Carry Your Own”, med stort, snurrende guitarriff og en huggende rytme, der skubber nummeret skvulpende fremad. Mikkel Wad bag mikrofonen har heller ikke glemt hvordan man får nedløbsrøret til at brøle, det spiller kort sagt på alle velkendte cylindere fra start.
På en eller anden måde er der også lidt en følelse at “keep it simple, stupid” over det, hvor bandet måske ikke ligefrem tager mange nye chancer, men blot skruer lidt op og ned på de elementer man i forvejen vidste var til stede i deres lydbillede. Er det, det samme som, at de i bund og grund ikke udvikler sig? Njaah, igen er det vel en smagssag? Musikpolitiet havde nok trukket gøbben, hvis Helhorse havde gjort deres lyd mere radiovenlig, det synes jeg, trods fraværet af decideret arrigt savlende numre, overhovedet ikke de gør. Missionen synes at være, at rykke sig lidt med de midler man har til rådighed i bandet, uden at sætte essensen over styr. Den balance synes jeg lykkes fint på Helhorse.
Det var ikke alt jeg var helt solgt på ved første lyt, eksempelvis er det “hylende” omkvæd i den ellers grumt gyngende og medrivende “Among The Wolves” liiiige en tilvænningssag – faktisk bliver det måske i virkeligheden ved med at skære lidt i ørerne på mig, selv når jeg har “vænnet” mig til det. Nuvel, om ikke andet skaber det lidt variation på vokalen! På næstsidste nummer, “My Haven / Your Hell”, leges der igen lidt med vokalen, det får den til at lyde mere distanceret. Musikken går i en retning, som på en måde får mig til at tænke “D-A-D på steroider”. Jeg er ikke helt sikker på om jeg synes det fungerer optimalt, men her prøver bandet da i hvert fald at fifle med formlen.
Det kan man ikke beskylde dem for at gøre på et nummer som slæber-hymnen “Fortune Favours The Bold”, her har man dem faktisk mistænkt for, at sigte efter at lave et nyt nummer i tråd med mægtige “Death Comes To The Sleeping” eller “Scorch the Earth” fra forgængeren. Vi rammer ikke helt samme højder, og formlen er også velkendt, men den virker. Selv om det er sikre staldtips der benyttes her, så er det dog stadig et rigtig fedt nummer.
Stærkest står for mig midterdelen af pladen med den tonstunge “The Blood Boiler”, hvor det, ja, for alvor koger over, den glimrende Pantera’ske førstesigle “Hell Of A Ride” og den hidsige “Raise The Black Flag”. “The Blood Boiler” giver plads til både råber Aske Kristiansen til at skrige igennem og Mikkel Wad til at holde nummeret melodisk funderet – det er et gammelt Helhorse trick, men vekselvirkningen og dynamikken, der skabes, fungerer stadig upåklageligt. “Raise The Black Flag” er lidt en “skæg” størrelse, indledningsvis lyder det næsten som helte-heavy, en klang der bibeholdes som fundament, mens Wad og Kristiansen endnu engang synger op mod eller understøtter hinanden, når de ikke lige stikker af i hver deres retning på den imaginære scene.
Den scene behøver dog ikke være imaginær, materialet på Helhorse virker på alle måder som om det både er velegnet til, og tiltænkt, livescenerne rundt omkring. Gerne de lidt større, som bandet muligvis har fået smag for, og med de ekstra kilo på numrenes vægt også har mulighed for at spille op nu.
Og så er vi på en måde tilbage ved udgangspunktet. Nogen vil måske savne det Helhorse, der fik mindre klubber og spillesteder til at svede, ikke mindst når der gik mere balstyrisk hardcore i den. Spørgsmålet er, om denne plade og bandets justerede lyd ikke altid er det band Helhorse inderst inde har været og der hvor de kan nå længst? Og så giver det pludselig meget fin mening at albummet er selvbetitlet, både som mission statement, varedeklaration og en udstikning at kursen for fremtiden.
Samtidig lykkes det bandet at bibeholde en eller anden indgroet vildskab i deres lyd, det lyder vitterligt som en velpolstret bryggerhest der gør sit bedste for at vinde et Derby for væddeløbsheste. Den er hverken lige så køn, elegant eller koordineret som modstanderne, og passer egentlig slet ikke ind i løbet, men den gør det, for helvede – om den så skal komme først over målstregen ved at tromle direkte ind i alle de andre.
Deres forrige udgivelse, Oh, Death, har jeg nærmest slidt op, og lytter stadig til jævnligt – jeg er ikke helt sikker på, at jeg kommer til at lyttet til Helhorse lige så ofte. På en måde er det et album med en mere tydelig rød tråd, men jeg savner måske lige det sidste der gør den samlede oplevelse 5-stjernet, som sidst. Men til gengæld glæder jeg mig til, at disse nye numre bliver sluppet løs live, hvor de måske kommer endnu mere til deres ret?
Vi ender på 4 (meget) store stjerner i denne omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Helhorse på facebook
