Helene Bak albumdebuterede for to år siden og er nu klar med en ny EP, hvor hun fra vestkysten kigger ind mod landet og rider ud på velkendte marker med folk/americana/country i rygsækken. Desværre af den noget polerede og nydelige slags.
OK, sangerinder og musik der lyder sådan her er simpelthen for uambitiøst og velfriseret til mine smagsløg i 2017. Materiale der lyder som det her får vi jævnligt tilsendt, så det hele nærmest bliver en sløret masse af velbehag og følelsen af ben der begynder at sove.
Så er det vist sagt.
Helene Bak synger særdeles nydeligt og rent på EP’ens 5 numre, men også anonymt og i et toneleje, der bare ikke giver de store emotionelle udslag hos mig. Numre fra hendes debutplade fik spilletid på P5, det kunne de nye sikkert også få, det virker lidt som en kanal, hvor lytterne helst ikke må få pulsen for meget i vejret. Det får de heller ikke her.
Musikken flyder upåklageligt og let derudaf, helt ufarligt og uden knaster, hvilket naturligvis er et bevidst valg, men ikke noget der gør den mere ophidsende. Numrene handler om “livet og de forhindringer, vi alle støder ind i, når vi efter bedste evne forsøger at leve det”. Hvad betyder det egentlig? Alt og ingenting? Det bliver i hvert fald ikke til betragtninger der stikker meget dybere end “life is way to precious to throw away when things get tough” i “Crossroads”. Eller “forgive yourself for all the mistakes // and don’t be afraid to live this crazy life”. Deep shit.
Sidstnævnte citat stammer fra åbneren og singlen “Darling”, der da også musikalsk og klangmæssigt virker som skabt til de mere bløde radiobølger derude. Især hvis lytterne har hang til 90’er country-pop klang. Det er vellydende, ingen tvivl om det, men også sådan lidt behagesygt og helt uforpligtende, som dele af 90’erne, navnlig den sidste halvdel var, hvor kunstnere som Karen Busk eller Lene Marlin, eller for den sags skyld Shania Twain, kunne høres på P3. Det er altså ved at være 18-20 år siden, så i mine ører lyder det her en smule bedaget, selvom du rent teknisk ikke kan sætte en finger på det.
Og det er nok i virkeligheden det største problem all round når det kommer til stykket. Jeg kan ikke se eller høre nogen væsentlige fingeraftryk eller fedtfingre nogen steder, selvom der blandt andet loves, at “Helene har hul igennem til de helt store følelser, og hun formidler med en sjælden nærhed, der giver lytteren adgang til hjertets bagdør”. Hvor?!
Der er en antydning på nummeret “River”, EP’ens højdepunkt, med en tekst der viser tegn på, at Bak kan skrive tekster der vil og kan lidt mere når hun synger til floden. “River, I worry a lot // River, wash away my thoughts // River, time has brought me to my knees // River, shelter me”. Det fungerer, ligesom musikken her indledningsvis er meget mere antydende, med en lidt dunkel nuance i tonefaldet. Når sangen rigtig kommer i gang er det knap så interessant, men der er da i det mindst lidt mørke i lyset her, som kunne blive spændende.
Desværre overskygges det lidt af duetten “Lost in this Town”, en klassisk “jeg er fanget i en lille by” schlager, der sådan set kommer nogenlunde, om end uopfindsomt, fra start. Så kommer andet vers og en unavngiven mandevokal tager over. Det gør ikke noget, at jeg ikke kan se navnet nogen steder. Jeg synes IKKE hans vokal klæder projektet og som duet er det her en ret mislykket stiløvelse.
Alt i alt synes jeg ikke Helene Bak lykkes med meget af det der forsøges, eller den vare der er er beskrevet og forsøgt solgt i pressematerialet. Jeg har hørt alt for meget af den her slags radiovenlig folk/country-cana, og for meget der rammer fobi hvad angår tone, stemning og sjælen i det. Det behøver ikke være mørkt, farligt og upoleret for at være godt, men så skal lyrikken og melodierne være bedre end de er her.
Helene Bak virker som sangerinde bestemt ikke uden potentiale, men som den er indrettet her, virker det ikke som den rette hylde for hende.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Helene Bak på facebook
