Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Heimatt: With You I Will Dance All The Way Through The Night....

Heimatt: With You I Will Dance All The Way Through The Night. I Will Tie Your Hands and Go Blind. If You Just Let Me ★★★☆☆☆

4686
0

Heimatt byder på debuten, med danmarkshistoriens måske længste titel, With You I Will Dance All The Way Through The Night. I Will Tie Your Hands and Go Blind. If You Just Let Me, lytteren indenfor i deres melankolske univers, der byder på masser af folk-rock, men desværre ikke specielt mange mindeværdige øjeblikke.

Og det er en skam, for det 5 mand store danske band er som i stand til at skrue gode sange sammen, hvilket der heldigvis også er bevis for på pladen. Og det er heller ikke fordi, at der er deciderede dårlige sange på albummet, niveauet er fint albummet igennem, der er bare langt mellem højdepunkterne, og ikke mindst, originaliteten.

Albummet indeholder 10 sange, der hver især trækker på deres referencer, og man kommer forbi bands som The Figurines, Delicia Mini, The Lumineers og en del andre nyere, folkrockede artister. Det er såmænd meget fint, men i min optik mangler Heimatt stadig at finde deres helt egen lyd, for referencerne skinner en anelse for meget igennem.

Dog har de i forsanger Magnus Grilstad et stærkt kort, hans meget markante stemme og specielt accent, kan måske for nogen være en tilvænningssag, det var det for undertegnede, men det laver ikke om på, at den er et bærende og unikt element i mange af bandets sange.

Der hvor bandet virkelig brænder igennem, og efterlader spor i hukommelsen er blandt andet på “Oh My God!”. Her er der skruet lidt op for tempoet, bandet tør give slip, og sangen fremstår som en helstøbt folkrock-perle, der kiler sig ind i hjernen. Brugen af blæseinstrumenter passer perfekt i sangens univers, og skaber en dramatisk stemning, og sammen med et særdeles velskåret omkvæd og en generelt velkomponeret sang, vinder “Oh My God!” titlen som albummets stærkeste og mest originale sang.

Også på “Comforting Love” har Heimatt fat i den lange ende. Her er der modsat “Oh My God!”, skruet helt og aldeles ned for tempoet, og sangen er én regulær opbygning, der ikke overraskende til sidst peaker i den store finale. Alt er perfekt afstemt, og bandet formår at skabe et melankolsk univers, hvor det er meget svært ikke at blive revet med. Et smukt nummer, intet mindre.

De resterende sange på albummet har hver især deres styrker og svagheder, men fælles for dem alle er at de kvalitetsmæssigt er helt fine sange, men de mangler altså lidt for at snige sig over det gennemsnitlige, det bliver lidt trivielt, småkedeligt og uhyre ufarligt i sin helhed. At lytte til With You I Will Dance All The Way Through The Night. I Will Tie Your Hands and Go Blind. If You Just Let Me er lidt som at se en bjergetape i Tour de France. Der er masser af flade kilometer, hvor man til tider er ok underholdt, men ikke sådan helt oppe og ringe, heldigvis rammer man et par bjerge eller tre undervejs, hvor man kommer op af stolen, og opmærksomheden bliver skærpet.

Heimatt har begået et album der byder på godt håndværk, det er velspillet og velproduceret, hvilket kaster 3 store stjerner af sig. Det, jeg mangler på pladen er originalitet, kant, farlighed og en håndfuld sange der vil mere, end at ligge på hjul på de flade stykker og dermed skille Heimatt ud, i feltet af de efterhånden mange nyere folk-rock bands der huserer.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

Previous articleBisse: PMS ★★★★☆☆
Next articleFaith No More – Superhero – 3/3 -2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.