Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Heil Hipster: Those Who Are Not Naive Will Die of Thirst (EP)...

Heil Hipster: Those Who Are Not Naive Will Die of Thirst (EP) **** (4/6)

1904
0

Ud over at have et kækt bandnavn, så ankommer Heil Hipster også til det rockende dansegulv med en solid portion energi, frisk attitude og gå-på mod. Desværre mangler bandet lige de sidste mindeværdige melodier for, at blandingen klistre sig helt fat i skallen på en.

Der er ellers en masse der fungerer for Heil Hipster på deres dejligt mundrette betitlede album, Those Who Are Not Naive Will Die of Thirst. Ja, faktisk fungerer det mest i deres dansable alternative rock sammensmeltning, der minder mig en del om tidlig Arctic Monkeys, bare med en lidt mere “soul’et” tilgang. Det der mangler, er melodier der for alvor sætter sig fast og bliver siddende, de 5 numre er alle ganske catchy i mens musikken spiller, men af en eller anden grund ha jeg svært ved at huske dem efterfølgende.

Bandet beskriver selv deres mission således: “EP’en er historien om et jeg som efter erkendelsen af den eksistentielle elendighed, vælger at gå fremtiden i møde med det fandenivoldske og bevidst naive “fuck it all” og ”let’s dance”. Den omverden som jeget prøver at nå ud til med sit rock’n’roll-budskab, er personificeret i form af en kvindelig skikkelse som alle EP’ens numre henvender sig til”.

Det er forresten stort set alt der står i pressematerialet, ikke engang bandmedlemmernes navne fremgår, ligesom jeg ikke har kunnet finde andet på nettet end en bandcamp-side for bandet. Men er det vigtigt for musikken og den samlede oplevelse af EP’en? Både og. Når man har læst det, så giver det naturligvis numrene en ekstre lyttedimension man kan kaste sig ud i, samtidig fungerer sangene nu også upåklageligt uden denne baggrundsviden. Om det så betyder, at budskabet og fortællingen ikke er tydelig nok, eller den er holdt på et niveau hvor den ikke er forstyrrende eller gennemtrængende, ja, det må være op til den enkelte lytter at bedømme.

Til gengæld er det naturligvis med til at løfte helhedsindtrykket hos sådan en små-krukket anmelder-type, som undertegnede, at Heil Hipster vil mere end “blot” dansen og, at de musikalske ambitioner er større end festen. Det er nu ellers en fin fest Heil Hipster får leveret på Those Who Are Not Naive Will Die of Thirst, der ikke mindst kommer rigtig godt ud af starthullerne med den korte “Intro (Let’s Dance”). Den bruger under 2 minutter til at varme op med en smittende og let-funky danserock rytme, som går både i hænder og hofter, inden vi er videre til næste nummer, næsten for lidt, for det er en af EP’ens bedre melodier Heil Hipster lægger fra land med. “Have you ever thought about, what a shame it is, that we all ‘gotta’ die? Let’s dance!”, lyder det i nummeret, ikke på sådan en ubekymret, “fuck det, lad os danse” måde, men sunget med let sørgmodig og eftertænksom tone, som en lille reminder om at huske den næste dans, det kunne være den sidste.

Det fungerer rigtig godt for Heil Hipster, at de trods den umiddelbart lidt glinsende overflade og lette danseben, faktisk står med fødderne solidt plantet i jorden og har noget at fortælle igennem deres letfordøjelige melodier. Stilen forsættes i “As You Fall”, EP’en længste nummer med sine 4 ½ minut, hvor jeg for alvor får forvirret mig selv som lytter. For med sin pågående rytme, hvor ikke mindst bassen får brummet godt igennem og hiver i dunken og fødderne, er det i bund og grund super-fængende og smittende, det Heil Hipster disker op med. Men jeg er bare lidt tøvende, tilbageholdende og lader mig ikke helt rive med alligevel, uden jeg helt forstår hvorfor? Det er heldigvis ikke sådan, at de hakkende og pulserende rytmer stresser mig, jeg vipper da også lidt med, med nakke og Patrick sokkerne, men jeg får ikke lyst til at smide dem og slide huden under fødderne af i svedig dans – som det fine nummer ellers lægger kraftigt op til.

“You’ve got a flower girl, you’ve got a flower in your panties”, gentages det flere gange i den efterfølgende “You Got A Flower, Girl”. Dansen er blevet lidt tættere, rock-rytmen lidt mere nærgående og insisterende, hvor vores “jeg” lader til at have oparbejdet en god portion selvtillid og mod (og en let udbulning i buksen måske?) til at komme hende tøsen lidt nærmere. Han cirkler omkring hende til den snurrende melodi, “wanna know wanna know if you stay for the night, wanna know wanna know if you give up the fight”, synges der… in a non-rapist way.

Den, og “Suicide (Oh What a Waste of Time) der skruer tempoet en kende i vejret lige bagefter, lider dog i svær grad af “medrivende i øjeblikket, for hurtigt glemt bagefter” syndromet. “Suicide (Oh What a Waste of Time)” har ellers også en masse positive ting kørende for sig, ikke mindst sker der noget nyt på vokalfronten. Ved ikke om der er tale om en gæstevokal, et andet bandmedlem der træder frem i spotlyset eller om det er samme forsanger, men det lidt skingre og teatralske toneleje skiftes ud med et mere “normalt”. Det giver god afveksling, den “anden” stemmes let hysteriske og lyse fraseringer klæder musikken rigtig godt, men afvekslingen er kærkommen, inden monotonien sætter ind.

Hvor “Suicide (What a Waste of Time”) var lidt mere strømlinet rock ‘n roll’et i sin klang end de foregående numre på EP’en, så er vi tilbage på det mere insisterende og pågående rytmisk huggende på afslutteren “Feel Cool”. Selve den simple grundrytme og det melodiske drive har lidt The Hives over sig, på den der primitivt medrivende måde. Igen, for at gentage mig selv (lige en gang til), catchy så længe musikken pumper fremad, men der er ikke meget af der hænger fast bagefter.

Hos mig. For det er jo en individuel ting det her, er sikker på der findes folk derude som både danser med, og husker dansen efterfølgende. Those Who Are Not Naive Will Die of Thirst efterlader mig med en lidt underlig følelse, på den ene side er der ingen tvivl om, at Heil Hipster kan skrive både gode og fængende numre, og samtidig prøver på at tilføre musikken mere substans end den gennemsnitlige tur på dansegulvet en våd aften i byen. Men jeg bliver, beklageligvis, bare ikke helt revet med eller ramt på nogen dybere måde.

Bandets hemmelighedskræmmeri om deres indentitet og de stærkt begrænsede mængder oplysninger om hele fortagnet, som er tilgængelige, pirrer naturligvis min nysgerrighed. Til en vis grænse. Men når jeg alligevel ikke er totalt solgt på det gruppen vælger at sætte i centrum, nemlig musikken, så er der heller ikke så langt til et skuldertræk, fra min side, overfor hvilke hemmeligheder der gemmer sig hos Heil Hipster.

Så langt er jeg dog ikke nået endnu efter gennemlytningerne af Those Who Are Not Naive Will Die of Thirst, Heil Hipster HAR fat i et eller andet. Men det forvirrer mig også en smule, og jeg for forvirret mig selv som lytter om hvad jeg egentlig skal synes om det hele? Er det mon godt eller skidt? Tag en lytter selv HER, i mens smider jeg 4 lidt forsigtige stjerner efter Heil Hipster.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articlePrimordial – Where Greater Men Have Fallen – 3/12 – 2014
Next articleKoncerter i Aarhus, uge 49

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.