Heartland Festival, reportage & anmeldelser, lørdag 2/6 2018

Som nævnt i gårsdagens reportage, er der også ting at gøre på Heartland om formiddagen, før det mere officielle program starter.

Noget af det bidrager til lækkerhedsfaktoren på festivalen, hvor der eksempelvis er masser af bade på campingarealet, samt at der omdeles brunsviger til de heldige om morgenen.

Men også andre småevents kører som eksempelvis børneområdet, mulighed for at lære at danse og lørdag morgen højskole-sangsalon med Katinka. Hun formår med Jens Rosendals afskedssang til Ulrik at gøre, hvad The The ikke helt formåede under ‘Love is Stronger Than Death’: Fremkalde en vemodig tåre i øjenkrogen – ikke mindst fremprovokeret af at Katinka selv kæmpede lidt med tårerne under sangen.

Stærkt – men også lidt skrap kost en lørdag inden 10!

Lørdagens øvrige musikprogram starter noget tidligere og allerede kl 13.15 går Fribytterdrømme på til en kort koncert. Så går det ellers slag i slag med koncerter, hvor Pussy Riot 18:30 stikker ud, men der egentlig generelt er nogle god bud over dagen med Rag’n’Bone Man, Jonah Blacksmith og The Savage Rose. Puh, gad vide om tårerne får frit løb igen ved sidstnævnte?

Programmet tillader også, at der i hvert fald er en teoretisk mulighed for, at jeg kan få set Zizek – om end det nok bliver et tilløbsstykke af den anden verden.

Det gør Salman Rushdie nok også, og konsekvensen (antager jeg) er at sikkerheden har fået en tak opad lørdag: Alle kropsvisiteres og jeg blev endda udspurgt om, hvor jeg var på vej hen i stedet for at få et nik da vagterne så medie-armbåndet.

Sikke et liv, han må have…

Nå. Fribytterdrømme!

Fribytterdrømme, Heartland Festival, Highland Stage, 2/5 2018 ★★★★★☆

Og BUM! Hvem skulle tro at et stykke med rock var hvad der var brug for? (Well, vi så indicier, men…).

Efter et gejst-kor fra bandet bag scenen startes en baslinje over hvilken Tom Kristensens digt, Fribytterdrømme, reciteres. Bandet går på scenen og 1-2-3-4, kigger sig ikke tilbage.
Der er smæk på fra første tone og både lydtryk og energi er i top. Varmen kl 13.15 er overvældende men de næste 45 minutter er det sekundært.

Der åbnes energisk med ‘Verden Ender for Dine Fødder’ – og med tre guitarer, bas og tangenter – til dels tilsluttet en Leslie – bliver der også læsset noget lyd over scenekanten Der spilles ikke bare fint, men fedt og som om at vi lige skal have et los i røven her – eller som om der ikke er nogen i morgen.

Med to basser fortsættes der med en lang version af ‘Hallusignaler’, som ender i et langt, til dørs fulgt synth-stykke, mens trommer og især bas groover derudaf. Flere gange er det bassen, der kompetent sørger for at drivet holdes og i flere numre hives der ekstra percussion ind i form af woodblocks og tamburiner. De er jo trods alt seks i bandet – men det virker ingenlunde overflødigt.

Fribytterdrømme kan måske beskyldes for at læne sig lige rigeligt op af Steppeulvene (jeg forvekslede eksempelvis en gang ét af deres numre med at de spillede et cover af netop Steppeulvene. Sorry!), men de har også andre gear at trække på: Først og fremmest er lyden mere rocket potent, men de er heller ikke blege for at slå fire slag i gulvet, hvilket udmønter sig til dans i solen foran scenen.

Om de i bandet har tænkt, at 45 minutter er lang tid, ved jeg ikke. Men flere gange benytter de lejligheden til at lave lange, spacede passager. Det er bestemt ikke utypisk for genren og kommer aldrig til at virke som tidsudtræk, og ‘De Elysianske Mysterier’ bliver et fint, balladeagtigt oplæg til afslutningsnummeret, ‘Kosmonauten’, som selvfølgelig også koges ud med fuld skrue.

Jeg må forlade koncerten, da Savage Rose gik på kl 14. Men en virkelig stærk koncert, just what the doctor ordered og endelig et godt slag rock.

Eneste anke er, hvorfor der ikke har været mere af dette indtil nu.

The Savage Rose, Greenfield Stage, Heartland Festival, 2/6 2018 ★★★★★☆

Men hvor Fribytterdrømme slipper, tager The Savage Rose over og til trods for at der lægges forholdsvis stille ud med ‘Wild Child’, så bliver der hurtigt båret til og bandet får hurtigt vist at det altså ikke er fordi scenen ikke kan, at der har været klager over for lav lyd på tidligere koncerter.

Annisette har for øvrigt stadig en fremragende stemme, som hun bruger som få andre – endda med nogle ret vilde skrig her og der. Og på dagen bliver Annisette selvfølgelig midtpunktet, men det er også en dag, hvor hendes stærke pointer går lige igennem: Hvor andre måske ville fremstå som omvandrende klichéer, hvis de blev ved med at prædike om fred og hjerte, så er der ikke skygge af kliché når de denne lørdag tages i Annisettes mund. Og i munden bliver de taget – flere gange prædikes der og formanes om at lade hjertet råde. Hun har allerede overhalet Patti Smith og er begyndt at løbe i cirkler om hende på denne konto – hvis det ellers havde været en konkurrence, hvilket en stærk pointe må være, det IKKE er: De vil det samme.

Det kan ikke komme bag på nogen, at Annisette bakkes op af et uhyre stærkt band. Hammond’en (også her med Leslie) styres med respekt og sikker hånd, hvilket især træder frem i den instrumentale ‘Byen Vågner’, men hele tiden også kigger frem med den varme, genkendelige lyd.

‘Byen vågner’ bliver i øvrigt en lejlighed til for Annisette at gå af scenen med sin datter og dennes kor-kollega. Noget, der kan være tiltrængt, da Annisette brænder de bare fødder på scenen – en stagehand ses gentagne gange løbe over scenen, hældende vand fra flasker på gulvet for at køle det ned…

Nummeret, ‘Byen Vågner’, leveres for øvrigt helt forrygende og selv om det teknisk set måske bliver lidt en runde-solo, føles det slet ikke på den måde. På den stegende plads foran scenen danses der med og der er brede smil over hele linjen.

Eneste anke ved koncerten er for så vidt, at der er en festival-kendt stank af ’chokolade og pis’ fra toiletterne ved Greenfield-scenen. Ærgerligt, men det bedrer sig over tid – og flere steder overdøver lugten fra ’det brændte oreganos køkken’ også den mindre behagelige dunst. Annisette drejer rundt om sig selv, når hun ikke tryllebinder os med sin stemme (eller måske brænder poterne?) og der er en genkendelig energi over projektet.

Under ‘You’ll Know In The Morning’ får vi introduceret pianist Frank Hasselstrøms evner på trombone og de to korsangere bliver ikke så meget støtte som instrumenter i sig selv, da Annisettes stemme ikke har behov for støtte.

Og i alt det her er det altså en rockkoncert, vi er til: Tighte trommer, gedigen bas og guitar lægger godt fra og er en afsindigt godt sammenspillet gruppe, der kan gå op og ned i intensitet. Ikke at nede er så ofte anvendt, men vi får da to ballader; ‘Happy Day Angel’ og encoret ‘Palæstina’s Vind’. Sidstnævnte leveres i øvrigt efter en prædiken, en stærk beklagelse af, at et nummer der er skrevet i starten af 80’erne om palæstinensiske flygtninge stadig er aktuelt i 2018.

Inden vi når til encoret får vi dog ‘Black Angel, ‘What Do You Do Now?’ og et par sejt, rocket spillede numre, hvoraf ‘Savage Rose (Take Me Higher)’ fik rigtig godt med peber og hele pladsen blev til en skov af arme under et lå-omkvæd i et andet.

Sidste nummer inden encoret blev ‘Freedom To Love’, som blev kørt helt derud, hvor bandet egentlig var stoppet, men Annisette fortsatte med call/response med publikum.
The Savage Rose er stadig et fuldstændig vildt, kompetent og ægte rockband og det er i virkeligheden fuldstændig absurd at Annisette på den måde kan slippe af sted med at køre sin kærlighedskampagne, uden at vi synes det er for meget.

Heartland bliver den nær-perfekte kulisse til dette band og selv om dagen med sin varme truede med at tage livet af både publikum og band, så blev der givet rigeligt med energi begge veje. Stærk oplevelse!

På storskærm når jeg så at se en del af Zizeks talk. Den stakkels moderator (hans navn undslipper mig nu), havde fået kam til sit sparsommelige hår, for talken havde præg af en forelæsning om seksualitet og man skulle virkelig holde tungen lige i munden, når Zizek med tick-agtig snøften talte om ’the other’, subjektet, objektet og maskulinitet og femininitet, kritik af LGBT-bevægelsen, #MeToo og en generel, senkapitalistisk kritik.

Kort fortalt skulle man stille sig lidt på tæer og der var masser af grin, en meget engageret foredrager og for en gangs skyld en person i debatten, der var tydelig på, når han ’syntes’ noget, og hvornår der var ræsonnement bag det sagte.

En argumentationsrække gik fra hardcore porno, over pilleløsninger og ender med et billede af et par, hvis respektive sexlegetøj knalder, mens de sidder og fører en samtale.
Ja. Man skulle nok have været der…

Pussy Riot, Heartland Festival, Highland Stage, 2/6 2018 ★☆☆☆☆☆

…holdt jeg ud til fire numre med. Der blev talt op til 25 facts/ønsker om Rusland op af en computerstemme, og da nr 25 var nået, startede første nummer. På scenen finder vi to personer i masker og refleksveste. Den ene med en mikrofon, den anden en laptop.

Der rappes på russisk og selv om der nok er tale om en form for elektropunk, så er det også laptopmusik af værste skuffe. Vi er chanceløse i at forstå hvad der rappes (rap, man ikke forstår giver om muligt endnu mindre mening, end når man forstår det), og næste nummer introduceres godt nok som omhandlende workout i russiske fængsler, men er stadig ubegribeligt.

To dansere/spjættere bidrager heller ikke til forståelsen og da tredje nummer rent faktisk er på engelsk er der håb, selv om laptop-underlægningen lyder ringere end noget, min nevø kunne have lavet: ”Bad apples are good for something, when they are 6ft under ground” reciteres der, og dermed cementeres det, at meningen ikke nødvendigvis opstår, selv om der rappes på engelsk.

Der er noget trist over hele performancen: For den understreger at russerne kommer fra en HELT anden virkelighed end vores. Og selv om jeg kan værdsætte perspektivet, så er det også voldsomt trist at der ikke rigtigt forsøges at bygges bro. Det er bare råberi over dårlig laptop-musik og ingen appel til forståelse eller forbindelse. Jeg prøvede endda at danse lidt eller hoppe med på rytmen, men selv da kunne jeg ikke finde en forbindelse.

De er fortabt – måske i systemet, måske i deres vrede, måske i noget helt andet. Pussy Riot er noget lort som musik, ret ringe som kunstinstallation og forpasser totalt en chance for at skabe en forbindelse mellem meget forskellige verdener. Noget, musik ellers er kendt for at kunne.

Øv. Måske blev det bedre efter nogle numre? Jeg tvivler.

Og ærgerligt. For jeg kan ét eller andet sted sympatisere med deres kamp og måske endda metoder (ud fra BBC-dokumentar set om dem) – men her er udtrykket egentlig bare fjollet eller endda usympatisk.

Heldigvis kan man så finde en curry.

81 DKK for noget, med masser af smag, men jo altså igen lidt en børneportion. Den får ★★★☆☆☆ for god smag men for høj pris.

Jeg forsøger mig så med Rag’n’Bone Man, som efter nogen forsinkelse går på kl 20.00.

Et stærkt spillende, tight band bakker manden, der bestemt ikke ligner hvad hans stemme lover, op. Men da der bliver lige rigeligt med soul-fraseringer og rap over projektet, beslutter jeg, at det nok er mere væsentligt at få overført stof fra blokken til computer.

Det skaber også tid til at jeg kan komme i kø til Jonah Blacksmiths screening-koncert i det lille Talks-scenetelt, Future Talks.

Jonah Blacksmith, Film screening/koncert, Future Talks-teltet, Heartland Festival 2/6 2018 ★★★★★★

Efter lang ventetid lukkes vi ind til en anderledes, men også stærk oplevelse: Der screenes film om Jonah Blacksmith og bandets oprindelse, mens bandet så spiller numre imellem klip.

Første film-stykke (efter en kort, lille sang) har Thomas og Simon som omdrejningspunkt, hvor de hurtigt får forklaret præmissen for filmen, bandet og deres ageren: En forhåbning om, at fordi man er fra Thy og fordi de har haft berøring med bedstefaren, så kan man… Noget.

Og lad os bare få det slået helt fast: Uha, de kan noget! Faktisk er denne oplevelse en vekselvirkning mellem at når man ser et filmklip, så håber man ikke det snart slutter – men da det afløses af bandets sange, får man også lyst til at dette fortsætter. Og på den måde afløser godt bedre, som så afløses af endnu bedre.

Det er afsindigt stærkt. Der er mange lag i det her, og jeg skal prøve at holde tungen lige i munden. For selv om klippene mens bandet spiller mest har præg af musikvideo, så er filmpassagerne imellem en gevaldig homage.

Homage, selvfølgelig til bedstefaren, men også til,Thy, til tid, til ånden – og ikke mindst til sproget og mentaliteten til det stykke af Danmark, der ikke er bange for at kalde sig lidt udkant. For unge mennesker flytter tilbage dertil. Og sproget!! Det er tekstet – sikkert for at folk fra den anden udkant kan følge med – men kors! hvor er det stærkt!

Der er centrale temaer i filmstykkerne: Bedstefaren står selvfølgelig centralt, men også jagt, familie generelt og røverhistorier fylder en del. For det er det, man gør i Thy (ifølge filmens visuelle udtryk): går på jagt, laver bål, spiller musik og fortæller røvere om hinanden.

Svagest står filmstykkerne egentlig, når det er Thomas og Simon, der skal konkludere noget. For de har ligesom for mange ord og har på den konto ‘forladt’ Thy. Og dermed får filmen også et lag af, at det her er gamle, kulturbærende mennesker – og smeden Jonahs død er måske bare ét af de første symptomer på at noget er ved at forsvinde. Måske for evigt.

Heldigvis er det aldrig grelt. Og det hører jo også med til historien at Simon og Thomas spiller som engle: Altså voldsomt, kærligt, håndholdt og gennemtænkt – sammen med deres slægtninge. Der er to af næsten alt på scenen: To trommesæt, to tangentspillere, to guitarister (hvoraf Simon synger) og dog kun én bassist. Men den kærlighed, der er i filmen kommer også fuldt til udtryk på scenen.

Filmen – og ambitionen med denne – havde selvfølgelig lidt et nærfatalt slag, hvis ikke bandet havde spillet helt fantastisk. Men det gør de og hvor man flere gange får en klump i halsen under filmen, gentages dette også når musikken spiller.

Det siddende publikum i teltet er også ganske tryllebundet og vi er vist alle enige om, at vi har været vidne til noget specielt her!

Det bliver til fem numre i alt og jeg kan ikke sige andet, end at de alle holder godt og vel og at da bandet slutter med de mange medlemmer står op og akkompagneres af en guitar og en mandolin og ellers lægger kor (‘Are you okay’, tror jeg nummeret hedder?), er det en smuk kulmination på et måske patetisk men stærkt visuelt/akustisk projekt. Stående applaus falder helt naturligt og alle går opløftede, rørte og glade fra teltet.

Tiden er skredet lidt og LCD Soundsystem er i fuld gang med en større dansefest, da jeg kommer ud. Kompetente er de, men selv om jeg prøver at danse lidt med, så kan jeg mærke at det ikke helt føles rigtig oven på Jonah Blacksmith-oplevelsen.

Så en ellers god LCD Soundsystem-koncert får lov at være koncert, og jeg går i skriverskjul for at nedfælde dette.

Og det blev så lørdag for mig!

Af Troels-Henrik Krag