Dag 2 på Heartland Festival, i de idylliske omgivelser ved Egeskov Slot, på Sydfyn (inklusiv påfugl) bød på store højdepunker, den lidt bløde mellemvarer og en enkelt bundskraber, med 2 til 6 stjerner, fordelt blandt navne som Ásgeir, Thomas Dybdahl, Low, Mercury Rev og Editors.
Lørdagen starter helt stille og roligt og mens Blaue Blume jodler sig igennem et sikkert fint sæt, arbejdes der i presseteltet på at få pakket festivalen ind i ord. Programmet for dagen starter – efter at have semi-overværet ’trialogen’ (talk) mellem Cortsen, Bertelsen og Krasnik – for GFR med Ásgeir.
Ásgeir ★★★★☆☆
Leverer et stille og roligt sæt, der dog konstant har en underliggende dynamik, der sikrer at de trofaste, stående publikummer foran scenen har lidt at boogie til, mens vi andre kan sidde lidt længere tilbage og chille til vellyd.
Ásgeir kan egentlig koges ned til en fremragende falset, der leverer smukke melodier, oven på en solid klangbund af et mix af elektroniske og (tilsigtede) klassiske instrumenter. Der stilles op med fem musikere ud over frontmanden, og hvor en bassist brillerer ved sit fravær er der til gengæld tre på tangenter, en på guitar og en trommeslager.
Hvor jeg tidligere har været stærkt kritisk overfor tangenter på scenen (der ER bare mindre sex over det, end eksempelvis en guitar), så bliver det aldrig påfaldende, og det fornemmes at der rent faktisk spilles musik fra scenen. Og i den tidlige eftermiddagssol er det mindre vigtigt, at man ikke helt kan afgøre hvor vidt der synges på engelsk eller islandsk (mit gæt er det sidste) i falsetten. For der leveres et udtryk, der fungerer. Sigur Ros gik i sin tid all in og opfandt sit eget sprog – men i henhold til dagens koncert, kunne de have sparet sig umagen; islandsk fungerer helt fint (hvilket Sigur Ros selvfølgelig også benytter sig af).
For en sucker for det poetiske som jeg, er det lidt vildt på den måde at afskrive sproget. Men det fungerer altså på Heartland, og med de sfæriske/dynamiske udtryk tager Ásgeir stik på stik. Der er noget forførerisk over det hele, og da ‘Heart Shaped Box’ leveres i det efterhånden kendte cover, er det lige før, man ønsker sig silende regn til at akkompagnere tonerne.
Det fungerer nu også i højt solskin, og cementerer Ásgeirs evne til at sætte en stemning med måske ikke helt så enkle midler, som man først skulle tro.
Mod koncertens afslutning hives så et par radiohits op af lommen – og den kontrollerede coolness á la Kings of Convenience brænder igennem på ‘Leyndamál’, inden ‘Torrent’ leveres som en overlegen finale. Det bliver faktisk en hel master class i at åbne og lukke et udtryk og sætter et smukt, smukt punktum for et godt sæt uden andre, helt tydelige højdepunkter – men med et højt bundniveau.
Thomas Dybdahl ★★★☆☆☆
Lidt i samme spor finder vi Thomas Dybdahl, der må sige at være en norrøn veteran. Der lægges roligt fra land i 6/8 og allerede fra de første strofer står det klart, at det er et yderst kompetent band, der står på scenen. Med komplet setup bestående af hammond-orgel, lap-steele, guitar, bas og trommer (plus tangenter flere steder), styrer Dybdahl sikkert igennem med sin usvigelige vokal.
Det er en rigtig festival-koncert, og der bliver ikke holdt igen med klassikerne. Selv om der tidligt bliver teaset med ‘One Day You’ll Dance For Me New York City’ (det falder som ét af de sidste numre), så når vi omkring af flere klassikere i Dybdahls efterhånden veletablerede storby-soulede stil. ‘Cecilia’ leveres glimrende, komplet med sing-along fra publikum, men samtidig uden fordums tiders nerve.
Faktisk går der efterfølgende lige rigeligt automatpilot i det hele, hvilket måske er lidt unfair at skrive, da der både spilles pænt og lægges en fin vokal. Det virker bare som om, at det er et sæt, der er blevet spillet lidt for mange gange. Alright, ‘From Grace’ fungerer fremragende, og da ‘One Day You’ll Dance For Me New York City’ falder, så trækker mundvigene da opad.
Men det gode engelske ord complacency lurer konstant i baghovedet, og den ellers velspillede koncert bliver dermed lidt uvedkommende. Flere gange i løbet af koncerten tænkte jeg, at jeg da vidst hellere måtte finde noget Nine Inch Nails frem på vej hjem i bilen – bare for at høre noget, der ikke er så poleret og pænt.
Medgivet, der spilles godt og korrekt, så det er måske tre store stjerner. Men tre er det dog – der er simpelthen for meget ’en dag på kontoret’ over Dybdahls performance i dag. Formodentlig fordi numrene efterhånden er spillet så mange gange, at de er ved at være slidt op, deres kvalitet til trods.
Low ★★★★★★
Af uransagelige årsager overså jeg Lows plade Ones and Sixes fra sidste år – men efter jeg opdagede den, er den blevet en instant classic. Forventningerne var derfor høje til trioen, der ligger ud med en særdeles potent ‘No comprende’.
Og det bliver et rigtigt fint billede på, hvordan koncerten kommer til at forløbe; kontrolleret, flot – og hele tiden med en stor pose potens, der kan åbnes og lukkes for efter behov. Skabet bliver, med andre ord, stillet LIGE der, hvor det skal stå fra første strofe! Trioen fremstår helt uprætentiøs, men med ubegribeligt stærke vokalpræstationer af Alan Sparhawk og Mimi Parker, mens Steve Garrington formår både at styre bas og et elklaver til perfektion.
Flere gange rammer vokalerne – enten solo eller i harmoni – lige i mellemgulvet, og uden ellers at gøre meget væsen af sig, får Low leveret det ene fremragende nummer efter det andet. Og Low er et band, der VIRKELIG formår at svinge imellem det stille, subtile – og det potente, uden at forfalde til ’bare at skrue op’. Der er styr på gains, lyd og udtryk på en måde, der næsten virker overnaturlig.
Det er en masterclass i dynamik og udtryk – selvfølgelig kombineret med nogle afsindigt stærke sange.
Suspense-release er et gammelt trick i bogen, men Low formår hele tiden at operere i dette spændingsfelt. Og når der løsnes, så fornemmes der hele tiden, at der kunne gives 10% mere. Ikke fordi de savnes, de sidste procent. Men fordi der er et konstant overskud.
Det er også et fokuseret band, der virkelig håndholder deres lidt sarte numre og aldrig slipper koncentrationen. På ballade-materialet som ‘Lies’, udvises der også en ufattelig dygtighed i mikrofonkontrol. B-vokaler ligger der bare og støtter, uden egentlig at være mærkbare. Wow.
Lows koncert på Heartland bliver dermed tæt på the perfect storm. Solen står halv-lavt på himmelen, bandet spiller så det kan mærkes og materialet er bund-solidt. Det eneste, der mangler, er lidt mere engagement fra publikum. Men ingen, der har overværet Lows koncert kan være i tvivl om, at det var verdensklasse.
Mercury Rev ★★☆☆☆☆
Det er åbenbart den nye tendens ikke at have en bassist. I hvert fald stiller Mercury Rev op uden (dog med bas – måske på backtrack?), men med to guitarer, en yderst energisk trommeslager og frontmand Jonathan Donahue, foran en pianist/keyboardspiller. Keyboardspilleren giver den også på tværfløjte i første nummer – hvis man altså tør stole på, at der rent faktisk spilles på instrumenterne.
For det er en tvivl, man let kan få med Mercury Rev.
Der lægges egentlig godt fra land, og især trommeslageren giver godt med gas og ”besøges” også jævnligt af Donahue, når der er nogle mellemspils-perioder. Men som koncerten skrider frem bliver det mere og mere tydeligt, at Mercury Rev ikke har så mange gear at veksle imellem. Der mangler i den grad dynamik, og selv om energien giver mening i glimt, kommer det i alt for høj grad til at blive én stor pølse af lyd. Toppet lyd, da de to guitarer tydeligvis konkurrerer i de mere diskante luftlag.
Da sangene er lidt umarkante – og der flere gange benyttes lejlighed til bare at space ud med lange guitar-stykker – bliver det en noget ensformig oplevelse. Til gengæld er der skruet godt op for…alt. Og det bliver også et problem over tid. For det ender med at virke lidt infantilt at man på den måde bare skruer op til 11 – og ikke tænker i dynamik.
Faktisk virker det lidt uprofessionelt og selv om Mercury Rev i deres materiale per definition hælder til det patetiske, så falder de også ud over kanten til det ynkelige. Ind under slutningen sidder flere publikummer med fingrene i ørerne og det høje lydtryk virker bare som et billigt trick og er mere irriterende end godt.
Da der sluttes af med ‘The Dark is Rising’, er der potentiale til at løfte den lidt bøvede performance lidt med en stærk ballade – men desværre bliver det ikke resultatet. Klaveret kører på backtrack, mens keyboardspilleren så står og venter på at kunne lægge strygerne i det mere storladne stykke. Samtidigt med, at guitaristerne også står og venter.
Det ER altså at pisse lidt på publikum at køre på backtrack på den måde – og det bliver ikke bedre, da bandet larmer af til sidst og har både trommer, guitarstøj og hvad har vi på backtrack mens de går af scenen. BRAS!
Helt pinligt bliver det, da konferenciererne kommer på scenen under udgangsmusikken, og det er totalt uklart om bandet kommer på til et encore. Én af guitaristerne kommer ind og kigger lidt fåret på dem, hvorefter det afklares, at det altså var det. U-tjekket, kedeligt, støjende. Mercury Rev blamerer sig i den grad og selv om der var lyspunkter, så var vi bedre tjent uden.
Nuvel. Vejret var godt og der var øl på hanen. Så to stjerner får de da…
Editors ★★★★★☆
Det er rå-koldt på Heartland, da Editors går på scenen 23.30. Det nærmeste, man kommer en farve på scenen i de ellers sort-klædte band er keyboardspillerens dybblå skjorte, og forsanger Tom Smith lægger hårdt fra med en betydeligt bedre vokal i forhold til sidst jeg så bandet.
Meget er sket, og første nummer er også mere elektronisk end de tidligere plader, der blev grovlyttet i starten af århundredet. Trommeslageren ligger lidt synth, men da han endelig indfinder sig bag tønderne, er det til stor glæde; rytmegruppen er tydeligvis to mand, der bare elsker at spille på deres respektive instrumenter og både bas og trommer bærer de ganske dansable numre frem.
Langt skal vi ikke ind i sættet, før ‘Smokers Outside the Hospital Doors’ spilles, og herfra letter koncerten i den grad. Selv om Smiths falset måske ikke er helt i skabet hver gang, så leveres der med overskud og selvtillid, og da ‘Racing Rats’ falder, er det en veritabel dansefest – især da der følges op med ‘Munich’.
Tom Smith karter rundt på scenen som en mørk (og noget mere interessant) Chris Martin og om han har en taktil lidelse eller det er skuespil er fuldstændig ligegyldigt; det giver en weird energi. Editors får på fem kvarter vist, at de bare kan noget med poppede melodier og mørk fremtoning, og hvor deres ’konkurrenter’ i Interpol skuffede gevaldigt på NorthSide sidste år, viser Editors at de bestemt ikke er has-beens.
Da ‘Papillon’ spilles som næst-sidste nummer går der totalt hoppestemning i den når Smith råber ’it kicks like a sleep twitch!’ og energien kan skæres i skiver under den kolde, stjerneklare nattehimmel. Der lukkes ned med en lang version af ‘Marching Orders’ – først balladeagtigt, og så slutlig reciterende / skrigende / evigt gentagende ’Tryin’ to get more’.
Stærk performance fra The Midlands – især drevet af en stærk rytmegruppe og en tændt, sært spasmende forsanger.
WhoMadeWho lukker festivalen, hvilket dog ikke anmeldes her – men jeg tør godt garantere, at det bliver en dansefest af den anden verden!
I morgen samles der op på den første udgave af Heartland Festival med nogle overordende tanker og generelle betragtninger.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
