Så blev det torsdag, GFR-mobilen blev sendt mod Sydfyn, hvor 3 dage med musik, kunst, mad og snak står for døren, når Heartland Festival slår portene op.
I år på en så højhellig dag, som Kristi Himmelfartsdag, og hey, Jesus, du kunne da lige have bedt din kære fader om lidt mindre regn, når du alligevel var et smut forbi.
Regn, regn og blæst, 12 grader max og VM i regnjakke, var hvad man mødte, da man langt om længe, fik slæbt alt sit lårt hele vejen fra fattigmandsparkering, og
op til check-in. Et forsøg på at vente på en shuttlebus ved parkeringen, endte med ADHD tendenser hos undertegnede, og valget blev en tur på gåben mod Heartland.
Et klogt valg, næ, det var et værre slæben, men jeg kom da før bussen. Ha!
Så var anden etape overstået, første bestod i at få transporteret mig selv fra Sønderjylland til Sydfyn, hvilket gik glimrende. Nå, trejde etape. Check-in.
Jo, det gik vel fint, godt med kø, der herskede god ro og orden, men lidt “baglomme” fik man da smidt i fjæset – de unge nu til dags. Nu udstyret med hele tre flotte armbånd, var der dømt fjerde etape, teltopslåning…
Ja, det er i den grad selvforskyldt, men man skal jo sove, så en god trasketur med oppakning, der efterhånden var ved at blive alt for tungt, grundet tynde arme, blev der lokaliseret et spot, og projekt telt igangsat.
Yes, ene mand med et lidt for stort telt, i regnvejr og godt med blæst, det var en fest. Heldigvis kom naboen til undsætning, og 20 minutter senere var teltet rejst, og med en bajer i hånden, gik turen mod Greenfield Stage og Lewis Capaldi, mere om det senere.
Der var ikke meget tid mellem koncerterne, og det tid der var, blev brugt på at lokalisere presseteltet, der skal jo arbejdes, flagre lidt rundt på pladsen, tjekke udvalget af mad, drikke and what have you ud. Herudover blev det til en snas øl-snak inklusiv smagsprøver, det var en, ahem, oplevelse.
Dagens middag og aftensmad bestod af en helt ok nuddelsuppe med kylling, der blev erhvervet for 75 kr. hos Vietnam-biksen ved Highland Stage, og varmede
godt, i en frysende anmelders mavse. Den kan varmt anbefales.
Ellers blev det til koncerter med Lewis Capaldi, John Grant, Primal Scream, The Good, The Bad and The Queen og Charlotte Gainsbourg. Inklusiv en lille afstikker til Goss på Prxjects Stage, som gjorde det meget fint, lidt Liss agtigt, bare bedre. Solange fik også et meget kort lyt, men da hun absolut ikke er min kop te, som i slet ikke, og at hun gik på klokken 01, gjorde at det kolde telt, trak mere i den trætte krop. Så efter 10 minutter med, i min optik, øretævende-indbydende R&B og VM i fraseringer, gik turen mod teltet.
Lewis Capaldi, Greenfield Stage ★★★★☆☆
En følsom skotsk kick-start.
Ja, så kom vi i gang med musikken ved dette års Heartland, lidt sent i forhold til fremmøde til koncerten med Lewis Capaldi, grundet lidt logistik udfordringer, og et telt der lige skulle klaskes op.
Men, heldigvis kunne starten af koncerten følges fra teltopslåningen, og de sidste 20 minutter blev hørt foran scenen.
Den gode Lewis var i vældigt humør, og snakkede næsten lige så meget som han spillede. Men hvad gør det, når man får publikum med, som der var fint af
denne eftermiddag ved Greenfield Stage.
Og skrue fine pop/rockede sange sammen, og få dem leveret langt udover scenekanten formåede han også til fulde, i hvert fald de 20 minutter jeg stod der.
Jeg troede ikke jeg kendte noget af hans materiale på forhånd, jo, et par sange. Men det viste sig, at jeg stort set havde hørt samtlige numre på sætlisten i dag. Og er man til velskrevet poprock, der lugter lidt af Coldplay og Kodaline, så var de 45 minutter givet godt ud.
Så udover at få at vide at Lewis Capaldi elsker Danmark, spiller en udsolgt koncert på Vega og har årskort til Tivoli, var det en super fin start på Heartland, og et niveau man kun kan håbe bliver holdt.
John Grant, Highland Stage ★★★★☆☆
På tur med tossen.
Regnen var stort set drevet væk, da John Grant gik på Greenfield Stage.
Jeg har hurtigt hørt hans seneste album Love Is Magic, og koncerten denne tidlige aften, var minimum lige så spækket med skævhed, en blanding af analog og elektronisk musik,
fra et yderst velspillende band, og ikke mindst, en John Grant i gevaldigt godt humør.
At sætte John Grant i bås, er nok de færreste der tør prøve, så det gør jeg da lige. Det er som udgangspunkt elektronisk musik, men med en så outside the box type som Hr. Grant ved roret, og et fuldt, kan man kalde det, almindeligt band, guitar, bas, trommer og keys, bliver det aldrig 100 procent elektronisk.
Repertoiret skifter da også fra det meget elektroniske til det helt almindelige, som eksempelvis på “The Greatest Motherfucker”, hvor der er dømt akustisk guitar, klaver, trommer og bas.
Spøjst nok fungerer denne blanding ganske fornemt, man når ikke rigtig at få for meget af hverken det ene eller det andet, eller blandingen. En perfekt dosering.
Og med en ganske god publikumskontakt, manden snakker jo dansk en fjerdedel af tiden, og en sceneoptræden, der viste at han hyggede sig fint i skyggen af Egeskov Slot, og
et god varieret sæt, fløj de 45-50 minutter afsted.
Men, der er altid et men. På trods af, at jeg havde placeret mig midt i den ok store publikumsskare, og at lyden var relativ høj, var der simpelthen for meget snak der forstyrrede oplevelsen. Helt utroligt. Så gå dog for faen et andet sted hen og snak om Facebook, katte and what have you. Nu!
Det kan man på ingen måde klandre den gode John Grant for, der udover flot makeup, gjorde sit ypperste for at få gang i det lidt dvaske publikum, der dog fik hænderne i vejret et par gange i løbet af koncerten.
Koncerten blev sluttet af med “Queen of Denmark”, og det kunne vel ikke passe meget bedre. Nå ja, og så kom regnen tilbage, thanks.
Primal Scream, Highland Stage ★★★☆☆☆
Old farts med gang i røven.
Så blev det tid til at få rocket sokkerne og svinget håret, eller noget. Om alting er, så er Primal Scream et af de bands, der så sandelig har bagkataloget, til at formå begge dele.
Og de gjorde det bedste de kunne, og startede stærkt ud sangmæssigt, med “Movin On Up” og “Jailbird”. Performancemæssigt, skulle de gamle rotter liiige i gang, og det kom de heldigvis også. Flankeret af en 100 % pink klædt Bobby Gillispie, gav bandet det bedste de kunne, og selv Bobby, der i starten lignede en der var ved at dratte om, og ikke rigtig kunne overskue situationen, vågende op til dåd da “Kowalski”, startede.
Herfra gik det udover stok og sten, med en perlerække af bandets numre, der gik fra fuld skrald på alles på “Kill All Hippies” til “Higher Than The Sun”, som shinede, ikke kun i sættet, men også i det udsædvanligt dårlige maj vejr. Dette blev også undskyldt, altså vejret, fra scenen, da Bobby Gillispie beklagede, at de havde taget det dårlige engelske vejr med over dammen, og mumlede et eller andet med Brexit.
Der blev præsenteret band henover “Loaded”, og under en fin udgave af “Country Girl”, blev der forsøgt lidt publikumsleg fra Bobby´s side – at få folk til at klappe, en af de svære. Men det var som om, at det ikke helt fungerede for ham, så derfor bad han publikum om at være stille, hvilket meget overraskende lykkedes, for hold da kæft en snakkeklub Heartland er vært for… Der blev ro, og ikke overraskende gav bandet fuld gas, efter en kort pause med stilhed, hvilket resulterede i en anelse mere energi blandt publikum.
Koncerten blev herefter kørt sikkert i land med “Rocks”, og det var så de 50 minutter der var afsat til den koncert. En koncert der varierede i kvalitet, men med et band der gerne ville lave en fest, men desværre et publikum der ikke helt var klar, eller også var de bare lidt for ramt af det dårlige vejr, alkohol eller havde for travlt med at fortælle vennerne om sidste weekend.
The Good, The Bad and The Queen, Greenfield Stage ★★★★★☆
I en liga for sig.
Anført af Damon Albarn, kom, så og sejrede det britiske super-duper-band og leverede festivalens hidtil bedste koncert, med længder.
Hvor skal man starte? Det er umådeligt svært at komme uden om Damon Albarn, en af de mest legesyge musikere jeg har været vidne til.
Den mand har tilsyneladende ingen grænser når det kommer til musik, og heller ikke når det kommer til publikumstække, det er fantastisk at være vidne til den autoritet manden har og ikke mindst den respekt den afføder.
At han så også er en showmand af rang og har charme nok til at score hele festivalen, tja, det gør skam heller ikke noget. Og flankeret af bassist Poul Simonson, guitarist Simon Tong og trommeslager Tony Allen på band, en percussionist, en keymaster og en fire kvinde stor strygerkvartet, var scenen ligesom sat.
Der blev lagt fra land med “Merrie Land”, et af de stærkeste numre fra deres seneste album, Merrie Land. Og herfra så bandet sig ikke tilbage, og resten af koncerten blev leveret med overskud, showmanship og musikalitet, der fik Primal Scream, der stod på scenen et par timer inden, til at ligne et gymnasieband. Sorry Bobby og Co.
I de perioder der var en smule stilstand i tingene, formåede Damon at trække det regn-gennem-tæskede publikum op, og sange som “Kingdom Of Doom” og lukkeren, “The Good, The Bad and The Queen” var sammen med åbneren “Merrie Land”, de stærkeste kort, på en meget stærk hånd denne aften.
Koncerten var et niveau eller to over hvad dagen ellers havde budt på, og på trods af at jeg, kun har hørt bandets albums et par gange, så var det nærmest umuligt ikke at lade sig rive med, og blive opslugt af bandets performance.
Desværre sluttede det alt for hurtigt, lidt over en time fik de på Greenfield stage, og det var en skam, tror alle godt kunne have brugt minimum en halv time mere. Men sådan er det desværre, der er tilsyneladende meget begrænset spilletid, og det er sgu en skam, det kunne man måske godt arbejde lidt på.
Men når alt kommer til alt, var The Good, The Bad and The Queen en positiv overraskelse, hvor forventningerne til både musik, og ikke mindst frontmand Damon, blev mere end indfriet.
Charlotte Gainsbourg, Highland Stage ★★★★★☆
Fashionably late, but worth waiting for.
Godt et kvarter over tid, gik Charlotte Gainsbourg og hendes 5 mand store band på Highland Stage, og det var så sandelig værd at vente på.
Jeg har ikke investeret specielt meget tid i Charlotte Gainsbourgs materiale, og det jeg har hørt, har ikke rigtig fanget mig. Men det skal jeg da love for, at det gjorde torsdag nat.
Havde man forventet en afdæmpet koncert, blev man slemt skuffet. Der var, på trods af især Charlotte Gainsbourgs meget afdæmpede sceneoptræden, hun sad mere ved sit keyboard end stod op, gang i nattefesten på Highland Stage.
Hendes cool, sexede, energiske og tighte electropop med en snert af rock, gik lige ind i dansehjertet på en del af det store publikum. Der var ikke så meget snak, et forsigtigt thank you her og der, og en præsentation af hendes franske besætning, men ellers var fokus på musikken.
Sangene blev leveret med overskud, tight og med et lydniveau der sad lige i mavsen. De blev leveret på både fransk og engelsk, og det var klart når de blev sunget på fransk, at det fungerede bedst. Dermed ikke sagt, at de engelske var dårlige, på ingen måde, men det franske passede perfekt i bandets, scenens og ikke mindst, musikkens udtryk.
På trods af den sene spilletid, var bandet sprængfyldt med energi, og især trommeslageren, der var placeret på et podie forrest på scenen med siden til publikum, gav den maximum gas. Den minimalistiske og super coole sceneudsmykning,
bidrog med dens geniale lyssætning og effekt, til at koncerten virklig lettede.
Det tyndede dog ud sidst i koncerten, primært fordi søster Solange skulle spille umiddelbart efter Charlotte Gainsbourg, på festivalens hovedscene, Greenfield Stage. Men da hun også var forsinket, gik det lige op, men lidt synd for dem, der ikke lige fik det sidste med.
En ting er helt sikkert. Spillede Charlotte Gainsbourg igen i aften, så stod jeg foran scenen.
Skrevet af Thomas Bjerregaard Bonde
Fotos: GFR / Thomas Bjerregaard Bonde
