De københavnske debutanter Hearteater er noget så sjældent som et frisk pust på “metal” scenen, med en hybridlyd der giver et væld af mere eller mindre tydelige referencer i løbet af deres 7 numre lange EP/mini-album. Bundniveauet er højt, men der mangler lige de allersidste sange i toppen for at deres velsmagende Molotov cocktail eksploderer fuldstændig.
Nu skrev jeg metal i gåseøjne, for jo, der er også metalliske elementer i grundmassen hos Hearteater, især den del af metallen der blandes op med hardcoren. Men der er også en masse andet på spil (grunge, metalcore m.m.), når bandet, tilsyneladende fordomsfrit og med masser af gåpåmod og selvtillid, låner, hugger, svejser sammen og modellerer det de lige synes passer sammen.
Det sker på ganske forunderlig vis uden at det samlede udtryk, eller de enkelte numre, kommer til at fremstå rodede eller usammenhængende. Men, selv om de mange facetter spiller gnidningsfrit sammen, så mangler der måske lige det allersidste i den overordnede sangskrivning. Der mangler kort og godt lidt flere virkeligt mindeværdige numre til at nå op på en højere karakter, men potentialet lurer og ulmer indiskutabelt i det bandet allerede har fået bakset sammen her.
Der er et enkelt nummer hvor de rammer den John Faxe EM 92 style, nemlig “Knives”, der nok vil få nogle metal-puritanere til at rynke på næsen ud fra beskrivelsen – og måske endda fornærme Hearteater? Any way, jeg vover pelsen og siger at denne skønne bastard af et nummer lyder som et blasfemisk samleje mellem Nickelbacks gennembrudshit “How You Remind Me” og Slipknots balstyriske “The Heretic Anthem”. Sådan. Så sagde jeg det.
Det lyder jo tosset nok i sig selv, men ud over det, så fungerer det kraftedeme og jeg er helt solgt på det?! Det er især det superfrække omkvæd der sender mine tanker i de ovennævnte, på hver deres måde ukristelige, retninger. Her støder det melodisk Nickelback’ske “yeaha eh yeaha” sammen et frådende Slipknottet “666”. Jeg har ingen anelse om hvorfor det ikke får universet til at kollapse, men her har vi i min optik “hittet” på EP’en.
Selvom de resterende numre ikke helt rammer disse fængende højder, eller 2 referencepunkter der er så langt fra hinanden på papiret, så er “Knives” alligevel et fint mikrokosmos for den lyd og stil Hearteater lægger for dagen. Det er både vildt, udfarende og aggressivt og samtidig meget melodisk og iørefaldende.
Så skal vi bare have melodierne til at være lige så mindeværdige i længden, som de er fængende i øjeblikket. Førstesinglen, “Regret Will Be My Assassin” (fed titel, egentlig), kører i lavere tempo, stilen er mere groovet, hvor det er den boblende og bølgende fornemmelse der gør nummeret medrivende, fremfor en egentlig catchy melodi. Her får trommerne også lov til at spille med musklerne, i det hele taget spiller bandet super fedt -og det LYDER fedt på grund af den skarpe produktion. Et stil- og temposkift gør nummeret mere pågående, inden sidste halvdel af nummeret bliver en kombination af melodisk metal og langsom råbe-kor hardcore. Det fungerer rigtig fint imens det står på, men efterfølgende har jeg lidt svært ved at huske nummeret.
En af grundene er måske, at der ganske enkelt sker lidt for meget på kort tid, så man bliver bombarderet med for mange indtryk. Isoleret set er det meget virkningsfuldt, men samlet flyder numrene måske en anelse sammen – hvilket der naturligvis også kan være en pointe i.
En af fordelene ved at det hele smelter lidt sammen over en hel EP er, at udgivelsen gennemstrømmes af en velfungerende følelse af bevægelse og forandring. Faktisk er der kun et enkelt nummer, hvor jeg synes Hearteater kommer til at stå en smule i stampe og ikke kommer nok ud af stedet, nemlig næstsidste nummer, “Master & Servant”. Det er ikke i nærheden af, at være et dårligt nummer, men det fanger mig bare ikke i lige så høj grad som resten.
Til gengæld får Hearteater rundet fint af med “Accidents Know Me By Name”, der opnår den fine ære både at få mig til at sidde og vugge med på den insisterende, skvulpende rytme og få min hjerne til at arbejde på højtryk med, at afkode hvad pokker det er for et nummer omkvædet her minder mig om?! Det har været ved at drive mig til vanvid, men det dukker ikke op. Bastards!
Nuvel, så er der jo lidt at vende tilbage til og arbejde med. Og Hearteater har lavet en debut-EP, der både er værd at vende tilbage til og som peger frem mod noget der kunne blive virkelig, virkelig godt. Kimen er lagt, talent og evner lader til at være til stede, efter min mening så mangler vi bare lige det aller sidste løft af sangskrivningen, så rammer de den lige i røven over hele linjen.
Måske er det i virkeligheden bare den mangfoldige formel, der skal trimmes en lille bitte smule? Indtil da – 4 store stjerner og et undskyld for at nævnes Nickelback.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Hearteater på Facebook
