Hayseed Dixie er tilbage, denne gang med et helt dusin fortolkninger af gamle rockklassiskere (ingen AC/DC, som ellers var bandets udgangspunkt), som har fået en “rockgrass” overhaling. Et helt album med den slags kan måske lyde af for meget af det gode, men bandet undgår faktisk fornemmelsen af overkill ved at emme af spilleglæde, overskud og lyst til at lege med originalerne.
Når materialet er nogle af rockhistoriens mest kendte og delvist fortærskede numre, så er der ellers en reel risiko for, at amerikanerne nemt kunne brække nakken, eller begå regulær helligbrøde. Det er en hårfin balancegang mellem hyldest, gak og løjer og videreudvikling af forlægget. Ud over at Hayseed Dixie er pissedygtige musikere, med masser af eventyrlyst og idérigdom, så er det der gør, at Hair Down To My Grass ender med at være en virkelig fornøjelig omgang måske, at bandet fremstår både seriøse og respektfulde overfor numrene.
Udover titlen på albummet, så er der, heldigvis, ikke så meget “wink wink nudge nudge” over det Hayseed Dixie foretager sig. Albumtitlen og hele idéen med at give de velkendte, og i nogle tilfælde lidt udtjente, sange en tiltrængt ansigtsløftning med deres country/hillbilly/bluegrass miks, er det mest “gakkede” ved udgivelsen. Når først musikken spiller, så skinner seriøsiteten igennem og bandet sprudler af både kreativitet og overskud. Hvad der nemt kunne være blevet én lang “glimt i øjet” jokey omgang med de gamle travere, bliver i stedet for en kompetent og spændende hyldest.
For nok har man måske hørt numre som “The Final Countdown”, “Living on a Prayer”, “Summer of 69” og “We’re Not Gonna Take It” til mætningspunktet, og lidt derover, men du har garanteret aldrig hørt dem som her. Hayseed Dixie lykkes simpelthen med, at gøre det som alle coverversioner vel burde stile efter – originalerne får nyt liv og lyder i de flestes tilfælde som helt nye eller andre sange.
Kun en enkelt gang går det galt, men så går det også helt galt. Scorpions super-balladen “Wind of Change” får ikke kun en tur igennem rockgrass maskineriet, men omskrives fra tysker-engelsk til amerikaner-tysk og omdøbes til “Wind der veränderung”?! Idéen er sådan set sjov og godt tænkt, og jeg skal ikke gøre mig klog på om forsangeren har tyske aner, eller lært sproget – men det lyder unægtelig ikke sådan! Tværtimod lyder det som om, at han har fået skrevet de tyske gloser ud fonetisk, og efter bedste evne prøver at synge ordene på tysk. Som sønderjyde, der er vokset op med tysk i rige mængder i skolen, hverdag og tv, må jeg sige, han er dumpet… med et brag. Men forsøget er da om ikke andet et kuriøst indslag.
Derudover er Hair Down To My Grass, såfremt man er til stilen, naturligvis, nærmest ét langt triumftog for Hayseed Dixie. De inspirerede højdepunkter er næsten ved at skabe forsinkelse på skinnerne igennem hicktown, fordi de hober sig op. Fra den banjo-tunge åbner, “Don’t Stop Believin”, der opbygningsmæssigt ligger tæt op af Journey’s originalversion, over en radikalt omarrangeret og blændende udgave af Def Leppard’s “Pour Some Sugar On Me”, til de modstår fristelsen til at give afslutteren “Don’t Fear The Reaper” more cowbell, er albummet en sand fornøjelse at lægge ører til.
Det skyldes ikke mindst bandets lyst til, og mod på, at eksperimenterer, så tempoet eksempelvis trækkes helt ud af Twisted Sister’s “We’re Not Gonna Take It”. Pludselig forvandles den slagkraftige party anthem til en følt og afdæmpet country ballade, det burde måske ikke fungere, men det skider Hayseed Dixie på og synger og spiller nummeret, som kom det direkte fra hjertet. Det samme kan siges om Pink Floyd klassikeren “Comfortably Numb”, som også kommer under kærlig behandling. Her pilles der måske ikke så meget ved arvesølvet som andre steder på Hair Down To My Grass, men det er stadig fejende flot eksekveret – og så piftes den, trods den ellers respektfulde fortolkning, lige op med et ordentlig skud fartgal hillbilly tramp frem for originalens lidende guitarsolo.
Musikhistorisk favner bandet ikke “kun” numrene på tracklisten, men smider også små spredte referencer og “shout outs” ud på albummet. Enio Morricone’s signaturtema fra The Good, The Bad and The Ugly spøger på violinen under “Eye of The Tiger”, i mens Tenacious D’s “Tribute” kigger frem i begyndelsen af “Living on a Prayer”. Der er mindst én mere af den slags små hilsner på albummet, og sikkert flere jeg endnu ikke har opdaget eller fanget – så gå selv på opdagelse.
Af og til kan man tage sig selv i, at sidde og ønske sig et stort grin på Hair Down To My Grass. At bandet gakkede mere ud og smed alle hæmninger over bord. Men dette er netop ikke ment som et billigt grin eller en joke, det er derfor det både vil fungere som et album du sætter på til festen, men også et som faktisk er værd at sætte sig ned og lytte til for sine musikalske kvaliteter. Det får simpelthen et varigt smil frem på læben af en, og det varer trods alt længere tid og er mere givende end et hurtigt grin.
Egentlig er det lidt underligt, at anmelde et coveralbum, endsige tildele det 5 stjerner som tilfældet er her, men bedømt på egne præmisser, og adskilt fra “rigtige” albums, så er det her vitterlig en 5-stjernet oplevelse. 5 stjerner for indlevelse, kærlighed, sprudlende musikalitet og for at gøre numrene til deres egne.
Af Ken Damgaard Thomsen
I Danmark udkommer albummet via Stone Solid Press d. 12/1, besøg Hayseed Dixie på Facebook
