Fredag aften bød Radar i Aarhus på en lille, hård metalpakke bestående af Xenoblight, Livløs og de lokale legender Hatesphere. Alt i alt en fornøjelig aften med mindre udfald hist og her.
Med kun lidt babygylp på trøjen og et efterhånden noget opbygget søvnunderskud tog jeg igennem det kampdagshærgede Århus for at møde op til metal på Radar: Hatesphere med flere bød til fest.
Xenoblight
Arrangementet var udsolgt, hvorfor jeg havnede i tyve minutters indgangskø og dermed først ankom midt i Xenoblights sæt. Ærgerligt nok for der var godt gang i dem og over de tre-fire numre jeg når at høre, viser bandet stor variation i ‘Virus’, ‘Oblivion’ og den til tider næsten rap-metal-agtige ‘Kill Yourself’.
Bandets klare centrum er den – på kampdagen meget passende – kvindelige forsanger, Marika Hyldmar, der ud over at være lidt speciel i at være kvinde også er en oplevelse i sig selv: Koket det ene øjeblik, vredt screamende eller growlende det andet. Stærkt!
Sættet afsluttes med en wall of death, og Hyldmar tager også en omgang crowdsurfing på publikum under afslutningen.
Livløs
Mange var tydeligvis kommet for at opleve bysbørnene i Livløs og kl 22.00 går de på scenen og lægger fra land i hektisk tempo. Dog går der maskinskade i en guitar, hvilket medfører at en guitarsolo bliver uden guitar (!), men bandet formår at holde energien igennem det. Imponerende!
Imponerende er også Niklas Lykke i front, som helt klart ikke er kommet for at lade folk slappe af: Der indpiskes, opfordres til hey-råb og endda på skamløs vis til at publikum skal råbe ’Livløs, Livløs’. Men det fungerer og som under Xenoblight er der god gang i gulvet foran scenen, hvor der både laves dødsdrom, moshpits og wall of death. Ja, vi har en fest på hænderne!
Livløs fremstår måske ikke så varieret, men energien får fuld skrald i højt gear.
Under ‘My Soul is Lost’ tonses der både rundt på og foran scenen og da der spilles en mere langsom, tung sag, ser vi både crowdsurfing og endda en enkelt stage-diver.
Tre kvarter når vi, og det hele slutter med et langt postludium af bandet, mens Lykke crowdsurfer og takker alt og alle. Måske er materialet ikke så varieret, men evnen til at holde et helt rum i kog har Livløs i hvert fald!
Hatesphere
Manisk træder bandet på scenen til backtrack som ender i et break-down, hvor forsanger ’Esse’ siger ”Så skal vi i gang, folkens”. Og i gang kommer vi!
Jeg er ikke kender, men kan hurtigt genkende den thrashede lyd og de hørbare vokaler. Det til trods fanger jeg ikke titlen på første nummer, som leveres i samme maniske fremtoning som bandet gik på scenen i.
‘Reaper of Life’ følger op og manien lægger sig lidt og vi får et mere etableret fodfæste under næste nummer. Det er dog også som om, der er røget lidt energi ud af lokalet i takt med at det heller ikke længere er så proppet. Foran scenen er der bestemt gang i den, men det er blevet lidt mere – hmm – lettilgængeligt og der ér bare ikke så mange derude.
Og her skrider det så også lidt: under et tuuuuungt nummer, åbner Esse med at sætte publikum op til en wall of death, men da han vil gentage tryllekunsten midt i nummeret, fejler det noget og bliver mest af alt lidt kikset. Nå. Det er et lille udfald i en ellers solid start. ‘Can of Worms’ leveres i hvert fald fint men også i bandet synes der at være lidt udfordringer: Der tabes slag her og der og der synes at være lidt sammenspilsproblemer. Ikke nok til at det går ud over energien som sådan – men man stopper alligevel lidt op som lytter. Jeg tror, det er i ‘Corpse of Mankind’ (?) det er værst, men igen: der spilles ufortrødent videre og foran scenen påvirker det ikke The Århus Faithful.
‘Lines Crossed’, ‘Lives Lost’ fungerer i hvert fald fint igen, men allerede i ‘Nothing Is Definite’ sejler det lidt igen. Det er tydeligvis i noget af det nyere materiale, bandet ikke er helt hjemme. Så er det i virkeligheden rigtig fint, at der kigges tilbage i bagkataloget og ‘Feeding The Demons’ jerner derudaf i et fedt groove og det sidste, jeg når at høre, bliver ‘Murderlust’.
Jeg er nemlig i en kombination af pligter hjemme og træthed nødt til at trække stikket til midnat. Ja, det er jo ikke sådan at blive far og der er ting, der skal passes.Der blev ellers lovet endnu flere kig i bagkataloget fra scenen, men man kan jo ikke alt. Med mig har jeg dog fået små tre timers metal i skallen og kvalitets- og energiniveauet har været generelt højt.
Jeg kan måske lyde lidt kritisk over Hatespheres performance, men det er altså lidt flueknepperi: De spiller fedt og holder god energi. Så det er nok også lidt et udtryk for min egen fatigue, frafaldet i publikum – og ja, så bare at de ikke ramte hinanden hver gang.
Alt i alt en festlig, hæderlig aften på Radar, hvor publikum var kommet for at feste – og i den grad gjorde netop det og dermed gav aftenen et endnu mere energisk præg, end de allerede energiske bands gjorde.
Jeg giver derfor aftenen fire stjerner – hvilket vel svarer til fire stjerner til hvert band.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
