Vintage og weird, det er et par af de ord Hasse Åbner Ild bruger om deres spraglede debutplade. 15 numre på en halv-time, der skydes med spredehagl i dette DIY univers. Og jævnligt rammes der plet, men selv diverse forbiere er medrivende.
Hasse Åbner Ild siger selv, at de er suckers for et godt riff og en god melodi. Det er også den gennemgående tråd på pladen, som holder sammen på rodet i garagen. Og pladen er netop indspillet i en gammel garage, og lyder også sådan. Samt lidt ude på toilettet, hvor der var god akustik til vokalen…
Det her stinker langt væk af DIY ånd, kæmpe 60er-70er poprock hjerte og nogle kreative hjerner, som har fået frit spil. Det lader ikke til at duoen Rune Fleischer og Peter Degerbøl har haft mange regler og dogmer ud over, at det meste sådan set er tilladt. Det giver en stor følelse af frihed og spontanitet, men også stilmæssig rod og genre miskmask.
I det ene øjeblik kan man nyde en sart og rolig popperle, der lyder som om den kunne strømme ud af en transistorradio for 50 år siden. Det næste lyder det som om, at duoen forsøger at slå buler i en uskyldig forstærker med deres instrumenter. Det er flippet, fragmenteret og frækt.
Med 15 sange på godt 30 minutter er det også noget af et sanse- og smagsbomberdement. Numrene er, som man nok har regnet ud, generelt meget korte. Ikke så meget pis, nærmest ingen fedt, når en sang er færdig, så er den fucking færdig. Den næste står allerede i kø og jogger dig i haserne, og skifter ofte komplet stil og retning.
Efter første gennemlytning var jeg både forpustet og en kende forvirret. Var der en mening med garage-galskaben? En rød tråd? Noget der binder pladen og Hasse Åbner Ild sammen?
Det ene øjeblik med ro i garagen på numre som åbneren “The Weatherman”, afløses det næste af rabalder med den selvbetitlede Hasse Åbner Ild. Fra 60er romantisk pop vellyd (i Lo-Fi indpakning) til dansksproget garage-punk.
Besøg fra rummet på “Flying Saucer” og helt ud i rummet på den efterfølgende “Out In Space”. Inden vi kommer helt ned på jorden på “The Technicolor Dream”. … En af dagene er om ikke andet en omskiftelig affære. Og lidt på dansk, men mest på engelsk, fordi… hvorfor ikke?? Fordi!!
Mod slut kommer der pludselig en lille håndfuld numre i streg, hvor det lyder som om der er en form for stemningsmæssig sammenhæng. Det er lige før man tror, at Hasse Åbner Ild er ved at få en vinterdepression på numre som “Winter Is Coming”. Og lidt senere sumper hen og falder sammen i et mørkt hjørne af garagen på “Where Did You Go?”.
Men så er de pludselig oppe igen, eller på randen af en komplet mentalkortslutning på det rasende og totalt smadrede frustrationsudbrud “Spotify Lortereklamer”. Inden alt er fint og blodtrykket kommet ned igen på den afsluttende “The Circle”. OK, gad vide hvad der skete der?!
Jeg er stadig i tvivl, men Hasse Åbner Ild er modsat hvad man muligvis kunne tror ikke et stressende bekendtskab. Det er opkvikkende. Den umiddelbare energi og idérigdom smitter. Ligesom jeg personligt har en svaghed for den her for for upoleret og “primitiv” gør-det-selv stil og tilhørende klang. Det er selvsagt ikke for alle, men det er tydeligvis et helt bevidst stilistisk valg fra Hasse Åbner Ilds side – det her SKAL lyde som om garagen roder.
Er man den mere stringente og ryddelige type, så vil det her album ikke falde i ens smag. Er du frisk på, at det gerne må rode og at der muligvis ikke er nogen større forkromet “plan” med pladen, så er Hasse Åbner Ild et herligt, uforpligtende og charmerende bekendtskab.
Af Ken Damgaard Thomsen
