Tilbage i januar anmeldte jeg Harmonics selvbetitlede EP, som bestod af to sange på dansk og to på engelsk. Dengang kommenterede jeg, at jeg syntes bandet skulle arbejde videre med de danske tekster, men på debutalbummet er det danske islæt helt væk og alle ti sange er på engelsk. Det skal nu ikke ligge Harmonics til last, for kvaliteten har fået et nøk op fra EP’en og der er en del godbidder at finde på Nostalgia Isn’t What It Used To Be.
Harmonics nævner selv The Beatles og Kashmir som de store inspirationskilder. Man kan da også høre begge bands i musikken, men vi er aldrig ude i at numrene lyder helt som noget forbillederne har produceret. Men Harmonics har, ligesom på den selvbetitlede EP fra januar, fortsat deres store styrke i det stærke greb om de gode melodier. Det viser de allerede fra åbneren ‘Pledge’, som starter med perlende guitar, inden en herligt pulserende bas og Søren Manscher’s lyse vokal indtager sangens vellydende centrum, mens guitarerne får lov at bruse og bølge op i kaskader undervejs. Det er grundlæggende godt, melodisk rockhåndværk og et flot udlæg, som fortsætter på ‘Sally Girl’. Igen gør den pulserende bas et stærkt indtryk, og Manscher’s vokale levering er lige som den skal være i beretningen om Sally, som drømmer og tænker over det liv, som er så svært at finde rundt i. Musikalsk er det også melodisk stærkt skruet sammen, trommespil og bas supplerer hinanden glimrende og guitarspillet føjer lidt kant til. To meget stærke sange at lægge ud med.
Også numre som den uuh-uuh og aah-ah-inficerede ‘The Long Run’ og den mere dæmpede ‘Crater on the Moon’ gør et solidt indtryk, og slår fast med syvtommersøm at Harmonics er dygtige sangskrivere og mere end habile musikere. Det er ikke numre, der har de store armbevægelser, men begge passer fint ind i bandets udtryk og blandt albummets øvrige numre, der udgør en harmonisk enhed. De når dog ikke helt de to første numres niveau, selv om især sidstnævnte gør et stærkt indtryk.
Jeg noterer mig igen Søren Damsbo-Svendsens fine basspil på ‘The Recordkeeper’, hvor Søren Langkjær’s keys også spiller en markant rolle i slutningen af nummeret, ligesom det også er markant på ‘Parade’, der er en del af albummets midterstykke, der desværre ikke helt hamler op med det stærke udlæg. Her finder vi også ‘Reflections of a Man’, som egentlig var det nummer jeg var mindst glad for på EP’en, men som det eneste har fundet vej til albummet. Det er dog en dæmpet ørehænger og er med til at give variation på albummet, og Harmonics’ melodiøsitet kommer bestemt til sin ret, selv om jeg nok havde valgt et af de øvrige numre fra EP’en i stedet. Jeg er bestemt ikke blind overfor sangens hitpotentiale, og jeg kunne sagtens forestille mig sangen få airplay – og blive et hit – på eksempelvis P4.
Dæmpede keys indleder ‘It’s Fixed’, der leder lytteren ind i albummets afslutning, hvor Harmonics søger et mere melankolsk dæmpet udtryk. Den fine ‘No Time For Life’ med velafstemt brug af kor, står som et højdepunkt på albummets anden halvdel, med sine fine vokalpassager, klokkespil og fængende “aaah-aaah-aah” harmonier.
Den dæmpede afslutter ‘Not Yet Old’ trækker tempoet helt ned, og Harmonics viser igen at de mestrer brugen af vokalharmonier og her også fint afstemte strygere, der føjer ekstra nuancer til nummerets afrunding. “Take me to a place out of the sun/Shut me in the dark so I can’t see/Everything that’s lost in front of me”, synger Manscher som de sidste linier, og selv om det ikke just lyder opløftende, så har Harmonics sange en opløftende kvalitet, trods melankolien.
Bandets sikre sammenspil, Manscher’s vokal, de fint afstemte vokalharmonier og det konstante gode greb om melodierne gør Nostalgia Isn’t What It Used To Be til en gennemgående behagelig og vedkommende lytteoplevelse. Skal man dryppe lidt malurt i bægeret, så er det hele også meget sikkert og pænt. Der er ikke rigtig nye landvindinger musikalsk, og efter det stærke udlæg, falder niveauet en smule indtil de sidste par numre. Det skal dog ikke tage fra Harmonics at de har sat et flot debutalbum sammen, som virker som en sammentømret enhed, hvor der dog er en lille håndfuld af numrene, der skinner mere end de øvrige. Det betyder 4 store stjerner til Harmonics, som gerne må følge i forbilledernes fodspor og udfordre deres udtryk på næste album – jeg er i hvert fald sikker på at der ligger masser af gode numre gemt i Harmonics endnu, og måske der også bliver lejlighed til at genudforske det dansksprogede udtryk i fremtiden?
Nostalgia Isn’t What It Used To Be udkommer i dag, mandag d.15. september.
Tjek Harmonics ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
