Københavnske Harko kommer på Underneath The Punches med deres bud på, hvordan synth-pop anno 2019 kan lyde. Desværre er deres bud ret uopfindsomt og lyder som noget der er hørt mange gange tidligere.
Kender i det med, at man sidder og lytter til en udgivelse, hvor musikken i bund og grund ikke fejler noget, men, hvor man bare ikke rigtig får en føling med det og synes man har hørt det hele før? Sådan har jeg det med elektro-popperne Harko, der med et tungt afsæt i 80’erne læner sig op af en lyd, som jeg synes man lige har hørt hos eksempelvis First Hate. Helt ned til den højtideligt croonende vokal.
Det er i forvejen en stil og lyd, som jeg temmelig hurtig får det lidt stramt med. Det skyldes personlige præferencer, hvilket jo sådan set ikke skal lægges Harko til last. Alligevel, så føles det her en kende uselvstændigt og ikke mindst fortærsket. Jeg synes ikke helt, at jeg i løbet af de 5 sange præsenteres for nogle gode argumenter for, hvorfor jeg skulle lytte til Harko fremfor et af de andre nuværende, eller tidligere, navne i synth-pop genren?
Numrene på Underneath The Punches er driftsikre og som end vellydende nok produceret, men også underligt sterile og “mekaniske” på en måde, hvor man kan sætte sit ur efter dem. De kommer altid til tiden, ingen udsving eller overraskelser, tik-tak tik tak. Lyt eksempelvis til et nummer som “Fall from the Night”, den flyder bare derudaf i jævnt tempo i samfulde 4 minutter og 13 sekunder. Let-dansabel rytme og blålige toner, men en dans der forbliver i sin egen lille svagt oplyste cirkel i udkanten af dansegulvet. “I will fall into your arms, I know I will survive”… godt for dig, lidt kedeligt at lytte til for mig!
Det kører også lidt i ring på “Mistaken (Circles)”, til gengæld varer den næsten 5 minutter. “Is it really true, that my heart is aching”, muligvis, jeg er ikke helt sikker på, at det interesserer mig. Fordi indpakning er så… blah. Der er vitterlig intet her, hverken i musik, klang, præsentation, vokal eller tekst, som ikke er hørt før eller noget der gør, at det virker indbydende, at lægge ører til det én gang til. Det bliver til noget der bare ER der og ikke rigtig GØR noget. Selv den kun 2 ½ minut lange, mere afdæmpede åbner “There’s A Scope”, virker for lang og stillestående. Der mangler måske netop noget “scope” i det her?
Musikalsk er det som nævnt solidt nok udført, men ud over noget nyt og mere selvstændigt, synes jeg i høj grad også, at der mangler nogle mere markante sange. Det hele flyder lidt sammen i en semi-døsig tilstand, hvor intet rigtig stikker ud, Det er egentlig ikke fordi, at Harko ikke forsøger, at variere udtrykket en smule. På “Collapse” midt på EP’en og afslutteren “Floating”, arbejdes der med et mere roligt og atmosfærisk lydbillede. Det er ikke ballader som sådan, men blot mindre tempofyldte numre, hvor den længselsfulde stemning EP’en gennemstrømmes af får mere råderum.
Det bliver det bare ikke voldsomt meget mere interessant af. For mig står tiden nærmest stille i disse sange, og ikke på en god måde, men, hvor det virker anstrengende og jeg bliver rastløs, fremfor at Harko’s klangfarver og sindsstemning smitter af på mig. Jeg er klar over, at noget af det kan skyldes et lidt dårligt match mellem afsender og modtager i dette tilfælde, men, det var sådan det endte da anmelderterningerne blev kastet. Jeg har forsøgt, at lytte til EP’en på 4 forskellige tidspunker, fordelt over en uges tid, og mit indtryk ændrer sig, desværre, ikke rigtig.
Derfor er der heller ingen grund til, at trække det her i unødig langdrag. Er du til synthpop-genren og kan leve med, at Harko lægger sig meget tæt op af nyere og ældre navne i genren, også de hjemlige, så giv det et lyt. Har du brug for et frisk bud på, hvordan genre kan lyde i 2019, så er der i min optik ikke meget, at komme efter her.
Vi ender på en karakter under middel.
Af Ken Damgaard Thomsen
