På Blodets Bånd detonerer Halshug som en mindre atombombe og jævner stort set alt med jorden, indenfor den sprængradius det under 20 minutter lange album dækker. Det er hæsblæsende og energisk hardcore-punk, så man bare må klappe (lidt nervøst) i sine små svedige hænder og styre trangen til at smadre ting.
Den helt store force ved Halshug er den balstyriske energi de lægger for dagen, hvor der bare bliver brændt fuldstændigt igennem på alle fronter, uden at det kommer til at virke forjaget eller bliver for meget af det gode.
Normalt er jeg ikke den store hardcore-punker, det har tendens til at lyde lidt for monotont fræsende i mine ører, så jeg lidt for hurtigt bliver immun eller lammet, og musikken ikke rigtig har den effekt den nok er tiltænkt. Med Blodets Bånd har jeg det anderledes, Halshug finder på en eller anden måde en balance i det skærende og kradsende lydbillede, der, koblet med en fuldstændig forrygende energi og nerve, går, ja, lige i blodet på mig. Kun mod slut begynder jeg at få lidt sidestik og må hive lidt efter vejret.
Selvom jeg ikke kan tyde hvert et ord, eller budskab, fra den arrigt brølende råbe-vokal, så føler jeg alligevel på en måde den vilje,indignation, vrede og vildskab, som står i flammer albummet igennem. Jeg tror på, at Halshug tror på, hvad deres budskaber end måtte være, og det er sådan set rigeligt i det her tilfælde, hvad den præcise betydning så end måtte være (men man kan jo digte og gætte sig lidt frem ud fra sangtitlerne).
Blodets Bånd består af 8 skarptskårne og nøje afmålte numre, ikke et sekund går til spilde, det varer ikke længere end det er velkomment og er overstået i god tid inden det mister sin slagkraft og potens. Der er selvsagt ikke rigtig nogen stille stunder, og variationen består på overfladen mest i forskellige grader af “pissed off” – men det virker aldrig trættende eller forudsigeligt, primitive og simple virkemidler til trods.
“Gudsforladt” åbner med at spytte galde direkte i fjæset på én, med manisk og desperat bjæffende vokal, snurrende og skurrende “sømmet i bund” melodi og bersærkertempo, så trommehinderne blafrer. Sådan forsætter det over stok og sten, men altid med nok melodi og rytme til at det ikke bliver tom hærgen og tonserfræs. På “Afmagt” får bassen indledningsvis lov til at rumle godt, inden tempoet og stemningen igen bliver decideret uforsonlig og skræmmende, og nummeret er lige ved at falde fra hinanden på grund af trykket.
Der er i det hele taget noget konstant farligt og uterligt over Blodets Bånd, så du er nødt til at være på vagt for ikke at ryge af, eller blive suget med ind i turbinen og lavet til kødfars. Hidsige trommer knalder “Inferno” i gang, inden Halshug, på imponerende vis, skruer endnu mere op for fart og galskab det sidste minuts tid af nummeret. “Nu skal du DØ!” hører man gjalde ud af den infame larm, i mens man sidder og grubler over om nummeret kunne have heddet noget mere passende end “Inferno”?
Kan det blive vildere? Ja, der er et nummer der bærer den indbydende titel “Total Destruktion”, men først “Knæl”, Hvor man indledningsvis kan tyde noget med “løb for livet knægt……” og “nøgen og forladt…”. Den huggende melodi og de truende instrumenter får sveden frem på panden på en, i mens man per automatik lige kigger sig over skulderen og kan føle paranoiaen stige i takt med, at musikken ånder en i nakken.
Tempoet skrues en anelse ned på titelnummeret, der også er albummets længste skæring med sine 2 minutter og 45 sekunder. Melodien bliver lidt mere afventende og dunkende, men føles ikke mindre faretruende og svedfremkaldende af den grund. Nu sidder man bare og venter på, at der bliver hældt kaustisk soda i øregangen på en, i stedet for bare at få det overstået – jeg ved snart ikke hvad der er værst? Men du må lige vente med at få sprættet lyttelapperne op igen indtil den efterfølgende, “Total Destruktion”, der river hele møget fra hinanden efter det blev gjort mør af “Blodets Bånd’s” næsten 3 minutter lange mosen.
Næstsidste nummer, “Yderste Rand”, er eneste tidspunkt hvor jeg kan mærke, at nu er jeg altså ved at være mør, den når aldrig at ramme mig helt så hårdt som resten af numrene. Lige som jeg troede, at nu tabte jeg pusten, så får jeg en second wind på grund af afslutteren, “Kvælende Frygt”. Stakånde, ømme ører og krop til trods, så er melodiens drive simpelthen så fængende og uimodståeligt, at jeg glemmer smerten kortvarigt og når med over målstregen.
Blodets Bånd er alt for kompromisløs, aggressiv og foruroligende til, at Halshug får råbt alle de mennesker op, som kunne trænge til at høre denne opsang. Det er ligesom undergrunden og dens musiks vilkår, det betyder dog ikke, at der ikke er nogen grund til at forsøge. Halshug lyder som om de prøver med livet som indsats og giver den alt hvad den kan trække, hvilket resulterer i 5 kæmpestore stjerner herfra.
Velkommen til smadderland, giv det et lyt!
Af Ken Damgaard Thomsen
