Halcyon Hope fra Odense er aktuelle med fuldlængde album nummer to, en plade hvor armbevægelserne og følelserne er store, men heldigvis matches af et dusin velspillede og iørefaldende punk/emo/alt-rock numre. Den slags plejer vi ikke at kunne lide, men det her fortjener et lyt!
Emotionel hardrock, bombastisk og svulstig alternativ rock, pop-omkvæd, call/response, enorme armbevægelser og følelserne helt uden på tøjet, jo, Halcyon Hope bevæger sig i et krydsfelt indenfor rocken, som jeg normalt forsøger at undgå, som var det pesten. Det er normalt bare ikke lige min kop te, for påtrængende, for udkrængende og på de fleste punkter alt for meget. Men Halcyon Hope har begået en plade der er god. Virkelig god.
Så jeg har måttet sluge en hel skov af forbehold og ladet paraderne falde en smule, for jeg kommer ganske enkelt ikke udenom at Onward To Fracture Town er virkelig godt eksekveret, skruet sammen og velspillet. OG, vigtigst af alt, selvom jeg normalt har svært ved at rumme og håndtere al den EMO, for det er i bund og grund også det, det her er, så TROR jeg for en gangs skyld på alle de følelser der vælter ud af bandet. Og jeg tror på at DE tror på det.
Jo, over hele 12 numre er det lige ved at kamme over og blive for meget hist og her, svulstighed med ekstra flødesovs på, men de holder i mål, både på grund af netop et ret generelt stærkt materiale og et virkelig godt øre for fængende melodier – og milimeterpræcis dosering af virkemidlerne. Halcyon Hope rammer en balance, så jeg på intet tidspunkt hverken får hjerteflimmer af rytmerne, eller kvalme af alle de goddamn emotions. Så lever man også med, at et par numre som “Fawn” og “Bitter Rain”, på albummets anden halvdel, måske ikke helt sætter sig fast, eller virker lidt skåret efter en skabelon.
Jeg er ellers lige ved, at stejle lidt ved lyden af den energiske in-your-face åbner “Against The Wall”, der lyder som en stadion-pumpet udgave af Blink 182, men jeg holder mig på benene på grund af første eksempel på bandets nævnte flair for melodier. Det er svært ikke at blive revet med, om end lidt modvilligt her. Der er både ekkoer af Blink 182 og deres storebrødre Green Day hos Halcyon Hope, der sidst jeg anmeldte dem var noget mere amerikaner-punkede i deres udtryk. Nu er det dog stadionrocken man kender fra eksempelvis Foo Fighters, eller den endnu mere bombastiske og poppede hos et band som Biffy Clyro, der for alvor markerer sig. Hvilket igen er noget, der burde få mig til at fordufte i en fart, meeen, jeg blev alligevel hængende.
En af “hemmelighederne” bag, at Onward To Fracture Town føles lyttevenlig og håndterbar, er, at bandet har en rigtig fin sans for opbygning og variation. De har styr på det simrende og mere afventende, som “Clandestine”, hvor de to vokaler egentlig bare kører en typisk call-response ting i nedsat tempo, men kombineret med et mere musikalsk sfærisk udtryk, så antager det hele et mere drømmende skær, med stemmer der kalder ud til hinanden i en tæt tåge – det fungerer rigtig godt. Et nummer som den glimrende “Mono In Stereo”, på pladens anden halvdel, starter langsomt ud, bygger op i løbet af det første minut og rammer et flot anthem-klingende omkvæd. Lidt konventionelt, måske, men det virker kraftedeme, både på grund bandets nævnte evner, men også fordi, og det gælder hele albummet, at produktionen og lyden sidder lige i skabet.
Der er heldigvis også højdepunkter tidligere på albummet, “Once A Sleepy Backwater”, er i den mere buldrende og udfarende ende af det lydspektrum Halcyon Hope opererer i, men sådan et rigtig godt “cykelnummer”, i medvind, if you catch my drift? Endnu bedre er “Marshland”, et af pladens absolut stærkeste kort, hvor odenseanerne får pisket godt med opdrift ind i det tempofyldte nummer. Ikke mindst den hæsblæsende afslutning, der hvirvler sangen i mål efter et samplet speak om rockens pauvre tilstand. Budskabet er, spoiler alert, det var OS SELV der slog rock og rul ihjel! JO!
Om Halcyon Hope ligefrem bliver rockens redningsmænd er nok tvivlsomt, i hvert fald herhjemme. For, ufortjent som det er, så tror jeg de har/får svært ved at trænge igennem lydmuren, i hvert fald i radioen og medierne generelt, og få bredt kendskabet til deres musik ud. Hell, jeg var jo selv fyldt med forbehold og skulle lige overveje om det her var et album vi havde tænkt os at anmelde – både på grund af personlig smag og fordi der måske er et lidt begrænset publikum til denne form for rock herhjemme.
En skam, i hvert fald i dette tilfælde, for jeg har på ingen måde fortrudt at jeg tog turen Onward To Fracture Town. Jeg kunne sgu endda finde på, at sætte den på igen, ikke mindst hvis jeg ruller ud i medvinden på cykelstierne.
Vi ender på 4 meget store stjerner, smides de sidste lænker i sangskrivningen, så skal vi måske op på den femte. Det var måske også værd at forsøge sig med, at fase college-punken helt ud og gå all in på anthem fronten?
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Halcyon Hope på facebook
