Da Get Your Gun spillede i London midt i oktober fik vi en snak med dem om at turnere så hårdt at man pisser blod, om det nye album, og afhængigheden af andre mennesker – og hørte selvfølgelig også koncerten.
Andreas Westmark hæver armene mens han messer sine linier og kigger ud over publikum, mens den musikalske storm bygger op omkring ham. “You’re nothing, you’re nothing, without a woman’s touch”, proklamerer han, en linie vi vender tilbage til.
På The Lexington, pub og spillested midt i den pulserende storby London, er Get Your Gun denne oktoberaften en del af et line-up med 3 engelske bands, blandt andre aftenens hovednavn, The Flaming Stars, der, som Simon Westmark udtrykker det, “vist ikke har øvet sig så meget”. Det rutinerede orkester, der blandt andet blev spillet på MTV (dengang det var Music Television) er sidste navn på scenen, og den relativt intime sal på første sal af bygningen er godt fyldt med folk med lidt mere end grå stænk i håret.
Der er også lidt flere end da Get Your Gun spillede lige inden. Andreas er ikke helt tilfreds. Han føler at bandet spillede fint nok, men at der manglede energi og det var svært for ham at få øjenkontakt med publikum. Fra min plads blandt publikum virkede det til at de knap 100 mennesker, der så koncerten, var delt i to – dem, der blev fanget ind af nordjydernes tålmodigt opbyggede sange og både til tider mørke og støjende univers, og dem, som egentlig bare ventede på at høre noget andet og snakkede løs.
Da Andreas står i merchandise-boden efter koncerten kommer der flere publikummer hen for at hilse på og rose ham og bandet for optrædenen. Enkelte har set bandet før, og flere køber vinyler eller cd’er og spørger til det nye materiale, som udgjorde størstedelen af aftenens sæt. En midaldrende kvinde begynder at snakke om at hans stemme lyder som ”an egyptian mountain” og om hans “viking look”, og Andreas ser pludselig endnu mere træt og en smule perpleks ud. Han fortalte mig tidligere på aftenen at en estisk anmelder havde skrevet om bandets “vikinge-tekster” og sagde, at hvis der er noget bandet ikke skriver, så er det vikinge-tekster.
Med sit lyse hår og skæg og højde omkring de 1,85 passer Andreas eller godt på stereotypen om hvordan en viking ser ud, mens den lange frakke han har haft på alle de gange jeg har set ham, trækker udtrykket i en anden retning. Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om at hverken Andreas eller Simon tænker i vikingebaner musikalsk eller lyrisk. Det handler om noget andet for de nordjyske brødre.
Det hårde tour-liv
Inden koncerten når jeg at snakke med Andreas og Simon i omkring 20 minutter udenfor The Lexington, mens trafikken brøler i baggrunden og udrykningskøretøjer hviner forbi hvert andet minut. Sammen med de to øvrige bandmedlemmer og deres estiske lydmand har de netop nået at indtage et aftensmåltid bestående af burger og fries, og er, med egne ord, “lidt trætte og øre i hovedet”.
Bandet er netop kommet til London fra Paris og Simon beklager sig over standarden og effektiviteten sammenlignet med spillestederne i det franske, hvor der som regel er helt styr på både afvikling og forplejning. Det er noget man kommer til at værdsætte når man bruger mange dage på landevejen, noget Get Your Gun er vante med og har gjort i flere omgange.
“De første måneder af sangskrivningsprocessen til det nye album (Doubt Is My Rope Back To You, anmeldt HER, red.) var hårde, fordi vi lige havde været på turné i halvandet år. Vi skulle lige bruge lidt tid på at blive hele mennesker igen,” fortæller Simon.
“Det var skidegodt, det vi gjorde sidst, fordi vi fik lagt nogle frø ud, men det var også kaotisk,” supplerer Andreas. “Først udgav vi albummet (The Worrying Kind, red.) i nogle lande, og så udgav vi igen og tog et nyt sted hen, og så igen i tre omgange. Det var godt givet ud, men vi var også trætte, så vi skulle lige finde ud af hvad vi havde lyst til da vi kom hjem”.
“Det trak virkelig tænder ud. Den sidste tur især, der var vi helt nede i kulkælderen,” fortsætter Simon. “Vi var syge og jeg pissede blod fire gange. Vi havde også nogle udskiftninger i bandet, og skulle hele tiden øve op med nogle nye”
“Men der var nogle gode koncerter, mens vi pissede blod,” tilføjer Andreas.
“Ja, der var i hvert fald noget vrede der kom ud,” siger Simon med et smil.
Mere håb og mere keys
Snakken bevæger sig hen omkring det nye album, hvor jeg har noteret mig at bandet har bemærket på facebook, at det nye album, i modsætning til hvordan mange anmeldere har beskrevet det, kredser mere om håb end debutalbummet gjorde.
“Jeg synes der foregår noget mere harmonisk på denne her plade, og vi ville gerne bryde nogle grænser ned i forhold til hvad Get Your Gun kunne musikalsk – gøre landet større, på en eller anden måde, åbne nogle andre døre op. Tekstmæssigt synes jeg der er mere med at række ud efter nogen og blotte sig, hvor det på debuten mere var noget med at slå før de andre kunne slå,” forklarer Andreas og fortsætter:
“Jeg prøvede at finde en måde jeg kunne skrive ærligt på. Men det synes jeg er svært, for hvornår er man ærlig? Så begyndte jeg bare at bruge de modsatrettede følelser som er inde i hovedet, det med at der ikke er noget, der er sort/hvidt og at det er alle følelserne der er i spil på en gang, når man for eksempel gerne vil have en ægte forbindelse med noget. Når jeg er færdig med at skrive noget, prøver jeg som regel at finde ud af hvad det jeg har skrevet kunne være i “familie med” og jeg synes lidt det har sådan en Jungiansk vibe – en drømmeagtig kvalitet hvor ansigter flyder sammen, tid og sted og afsender og modtager skifter konstant og hvor noget har rod i en personlig virkelighed og andet i en kollektiv underbevidsthed.
Og så de her små momenter hvor man får kæmpet sig igennem alle sine undskyldninger, overspringshandlinger og tankemylder, når overfladen og ender med en eller anden form for klarsyn. Som for eksempel i ‘You’re Nothing’ hvor fortælleren først vedkender sig til sidst med sætningerne ‘And I meant nothing, nothing with the words I said, but I meant everything, I meant everything with the love I gave’. Så ja, en stor pærevælling. Det føles mest ærligt og ikke mindst, mest interessant for mig.”
Der er også sket noget med den instrumentale del fra debuten til Doubt Is My Rope Back To You. “De fleste af sangene er skrevet med udgangspunkt i keys, og det handlede også lidt om at spare på elementerne” fortæller Simon, og Andreas uddyber: “Det handlede også om ikke at gå fra 0-100 hele tiden, efter første vers. Vi ville lave noget der var voldsomt uden det hele tiden trykkede speederen i bund”.
Rådvildt publikum
Den voldsomme og ekspressive lyd er også kernen i Get Your Gun’s live-udtryk. Tilbage i salen et par timer senere er publikum lidt rådvilde når et nummer klinger ud, og bliver afløst af det næste, og et par gange kommer bifaldet ikke i gang før næste nummer er startet. Umiddelbart lader bandet sig ikke gå på af det, og Get Your Gun spiller ufortrødent videre, bygger langsomt op, og under den intense ‘Black Book’ fra debuten stiger lydniveauet så selv den mest højlydte del af snakkeklubben bliver overdøvet og må lytte. Inden da er ‘Sea of Sorrow’ blevet snakket en smule ihjel, så måske er det velvalgt at fyre op for et af de mere direkte numre i repertoiret.
Til sidst leverer bandet først den tungt svingende og glimrende ‘You’re Nothing’ og siden den langsomt opbyggende og ulmende ‘Enough for Everyone’ fra Doubt Is My Rope Back To You som afslutning på sættet og for første gang undervejs taler Andreas til publikum og takker, mens selvsamme publikum stadig virker lidt som om de ikke helt ved hvad der har ramt dem.
De andre bands spiller på Get Your Guns baggear, så bandet bliver hængende på The Lexington mens The Flaming Stars spiller færdig og slapper af med en øl udenfor i den lune oktober-aften i London da jeg sætter kursen hjemad. Selv om de ikke er helt tilfredse med lyden i lokalet og energien i rummet, er der kommet lidt mere smil på og skuldrene er blevet løsnet. Endnu en koncert er leveret, og selv om bandet helst ville have spillet en time og 20 minutter, som giver bedst tid til at bygge op, gik det også fint med aftenens 45 minutters sæt. “Fedt du kom,” når Andreas at sige, inden der er flere publikummer, der gerne vil nå at snakke lidt med bandet.
Næste dag skal de køre tilbage til Danmark, en køretur på 18 timer, og trods den lidt blandede fornemmelse af koncerten, kan bandet se frem til en god nats søvn og at komme hjem og hvile lidt ud inden turen går til Polen, Finland og Baltikum. I slutningen af november rammer Get Your Gun Danmark og spiller i Aarhus (Radar d.23/11), Aalborg (Studenterhuset d.24/11) og København (Loppen d.25/11). Og det kan fortsat stærkt anbefales at opleve Get Your Gun live.
Du kan læse mere om Get Your Gun og finde hele deres tour plan på bandets Facebook.
Af Jonas Strandholdt Bach
Featured foto: Jonas Bang
