Interview: Gutter Island Garage Rock Festival har påbegyndt arbejdet med næste års festival, der blandt andet byder på en udvidelse af festivalen, fra 2 til 3 dage. Vi har fået os en snak med festivalens formand Kasper von Madsen om Gutter Islands historie, festivalens særlige rammer og geografiske placering, Gutter City Festival og meget mere.
Vi kan lige så godt lægge ud med lidt historieundervisning. Den kommende festival (2016) er den niende i rækken, men hvad er egentlig den (nogenlunde) korte historie bag Gutter Island? Hvordan startede det hele?
Det korte svar er, at Gutter opstod da der både var en pose penge og en ide til stede samtidigt. Vordingborg kommune havde stille en pulje til rådighed for kulturen i kommunen. Teater festivalen, der holder til dernede, tog imod den, men de afholdte kun deres festival hvert andet år, således var stadig en pulje til rådighed i de mellemliggende år.
Det øjnede Jakob Brixvold, den daværende spillestedsleder af STARS Vordingborg. Han havde tidligere drøftet ideen om en Garage Rock festival på Masnedø fortet og nu var pengene der pludselig. Derved opstod Gutter Island i 2000. Dette er jo så den korte version, der er jo meget mere i historien.
Hvordan har festivalen i større træk udviklet og ændret sig over årene? Og hvad ville I kalde festivalens største succes?
Vores lille festival er stille og roligt vokset i årenes løb. Hvilket er på alle fronter. Antallet af publikummer, størrelsen på scenerne, kvaliteten af gearet, størrelsen af artistbudgettet. Det gælder dog også på alle de punkter som publikum ikke ser. Hele det organisatoriske niveau.
Styregruppen bag Gutter Island har med tiden faktisk også selv fået tid til at se koncerter og opleve festivalen. Der er kommet en ro over afviklingen, hvilket er en direkte følge af, at vi er blevet bedre til det vi laver. Dette vil jeg også se som en af vores største succeser.
Et er at vi stadig eksisterer og vi faktisk også er voksende, så langt så godt, men vi er blevet bedre.
Hvis vi kun spoler tilbage til seneste udgave i 2014, hvad var det så for en festival? Hvad husker I den for?
2014 vil, for mit vedkommende, nok være den festival, der i min hukommelse står som den bedst afviklede festival til dato. Det var også den festival, hvor vi afprøvede en ny pladsopbygning.
2014 var også et år, hvor vejret ikke viste sig fra sin bedste side, hvor det dog var fantastisk at opleve, at Gutter publikummet ikke lader sig slå ud af den slags bagateller.
Nok tilbageblik, vi kigger fremad. I 2016 udvider i festivalen, så den vil være 3 i stedet for 2 dage. Hvad skyldes denne ændring og hvad indebærer den helt konkret?
Det er et meget simpelt svar – fordi publikummet efterspørger det. Det har de gjort længe, men vi har bare ikke haft ressourcerne til det. De er her nu, og derfor synes vi også det er på tide at sætte en ekstra dag på programmet.
Gutter Island har næsten altid været overstået inden man blinkede med øjnene. Hvilket jo betød, at man helst ikke ville sove, for så gik man jo glip af ting. Det håber vi den ekstra dag kan lave om på.
I afholder kun Gutter island hvert andet år, hvad skyldes det og hvilke fordele og ulemper er der forbundet med det?
Historisk set var det jo fordi, der fra kommunens side af, kun var penge hvert andet år. Vi er ikke længere afhængig af kommunens støttekroner, jeg ved faktisk ikke engang om de puljer stadig eksisterer.
Så grunden til, at vi kun er hvert andet år er noget andet nu, end hvad det var dengang. I dag er det noget omkring forventningens glæde og styregruppens tid, der er grundene.
Der er noget specielt ved, at publikum ikke kan sige ”Arhhh onkel Henning fylder 60 i den weekend, jeg tager bare Gutter næste år.” Der er nemlig ikke noget næste år, der er kun næste år igen. Så der er en ihærdighed hos vores publikum, de VIL afsted! Ellers går der 2 år, før de kan igen.
Den anden side er, at hvis Gutter Island skulle være hvert år, så er jeg ikke sikker på styregruppen ville kunne holde til det arbejdspres, der ville være.
Masnedø Fortet i Vordingborg, stedet hvor festivalen afholdes. Hvordan ville I beskrive stedet for folk der ikke kender det og hvilken betydning har disse omgivelser og rammer for Gutter Island?
Det er et befæstningsanlæg, hvor byggeriet blev startet præ første verdenskrig, det var dog ikke færdigbygget ved krigens udbrud, ikke at det havde noget at skulle have sagt.
Derudover så er der ikke så meget fort over det, det er mere en bunker, en meget stor bunker. Så det er meget råt.
Det er beton og jern, rusten jern. Det er utroligt vigtigt for Gutter, at det netop lige præcis er de kulisser, der danner ramme om festivalen. Der er en samhørighed i de rå kulisser, publikummet og den musik vi præsenterer. Derudover så blæser det helt vildt, altid.
I det hele taget, hvilken betydning har den geografiske placering for festivalen?
Det betyder at publikum bliver. De tager ikke hjem og vender hver dag for at sove i egen seng og spise café brunch nede om hjørnet. Det gør Gutter Island til en intens weekend, hvor du er langt, langt væk hjemmefra og det tror jeg også gør noget for stemningen. Publikum efterlader hverdagen derhjemme og tager ud til en vindblæst ø med et fort, langt, langt væk hjemmefra og rocker igennem en hel weekend.
I har også bredt jer lidt til hovedstaden med Gutter City festival på Loppen (der er bragende udsolgt), hvilke skumle motiver ligger der bag ved ekspansionen?
Vi har i mange år lavet arrangementer i København. Grundene har ændret sig med årene. I starten var der ’Gutter Light’ arrangementer. En enkelt aften med bands. Grundene for Light-arrangementer var at generere penge til festivalen. De var en nødvendighed for Gutter Islands overlevelse.
Senere opstod Gutter City. I dens første version var det en to-dags festival i København, der skulle fylde tomrummet i de mellemliggende år for Gutter Island ud. Dog oplevede vi netop forskellen på at holde flerdags festival i byen og langt, langt ude på landet.
Folk tog hjem og kom først igen tidlig aften. Så den Gutter City der kommer her til oktober, er kun om aftenen. Men de eneste skumle planer vi har er, at levere kvalitets garage rock og andre obskure perler til folket.
Lad os runde af med en af de helt oplagte. Gutter Island 2016, hvad kan vi se frem til og hvornår kommer der mere nyt?
Vi kan godt løfte sløret for, at der igen sker ting og sager med pladsen. Flere og bedre ting! Derudover så glæder vi os også til at se, hvad der sker, når der pludselig er en ekstra dag til rådighed.
I forhold til flere nyheder, så må I væbne jer med tålmodighed. Måske kommer der nyt efter Gutter City, måske ikke? Tiden vil vise det, men bare rolig der skal nok komme noget ud, når tiden er til det.
Følg Gutter Island på Facebook
Af Ken Damgaard Thomsen