Så blev det Gutter nok fredag på Masnedø og der var fart over feltet på fortet og i teltet.
Så fik vi reportagen skudt i gang med et lille rim, men dem skal vi nok holde os fra fremadrettet.
Jeg vendte retur til Gutter Island efter arbejdet kaldte i København, og i helt i festivalens ånd blev jeg tilbudt et lift af en Gutter-frivillig, der var på tur med minibussen, der transporterer bands. Der var dog ikke noget band med, men så var der jo god plads til mig, og så kunne vi få en lille snak om den særlige Gutter-ånd og gennemsnitsalderen for gæsterne, som angiveligt er 45 år. Så kan jeg lige præcis hævde at være yngre end gennemsnittet, og det er jo med at tage de små sejre.
Tilbage i lejren stødte flere folk til, og i selskab med en lille håndfuld søgte vi mod Teltscenen og Gorilla Angreb. Det københavnske punkband har en lang historie, men har ikke været aktive på udgivelsesfronten i en del år, ligesom det også er sjældent, der gives koncerter, så på den måde var det lidt et scoop at få dem booket på Gutter.
Rutine fornægter sig ikke, og selv om Mai Sydendal bemærkede at det var længe siden de havde spillet, så sad det meste i skabet. Dynamikken mellem Sydendal og Peter Bonneman på guitar og supplerende vokal var god, og rytmesektionen med Retardo Tommas “Banger” Svendsen var præcis og hårdtslående. Et par formentlig lidt for besofne herrer fik afbrudt koncerten da den ene af dem klatrede op i teltmasten foran scenen for anden gang, og de tilkaldte vagter (afbrudt midt i en madpause) måtte i sjælden aktion. Heldigvis slog det ikke Gorilla Angreb ud, og de fortsatte ufortrødent deres energiske frontalangreb, og fik sat godt gang i en moshpit foran scenen – her var der også et par styrt, men heldigvis tog folk sig godt af hinanden, og dem, der faldt, blev hurtigt hjulpet op.
BLAM, omkring 40 minutters Gorilla Angreb blev vi udsat for, og det var lige det man havde brug for.
Skinkekutter, djævle og kisterystere
Der blev provianteret i Skinkekutteren (man skal time sin sult hvis man vil undgå køer), og efterfølgende drukket øl og vrøvlet i lejren mens Nix & The Nothings og Eduardo Martinez & The Live Desires spillede i baggrunden, og så fandt vi vej til baren og udendørsscenen igen da The Devils gik i gang. Duoen, med kvindelig trommeslager og sanger, og mandlig guitarist, havde masser af attitude, og energien var der ikke en finger at sætte på når der blev tampet løs på trommerne og riffet løs. Sangmaterialet var måske ikke så mindeværdigt, men resten var på plads, og det var nok til, at det til tider blev medrivende.
Så var det som om det tog fart med øl og fernet, så The Coffinshakers blev indtaget med en hæderlig promille under teltdugen. Det svenske horror country band har et stort bagkatalog og spiller ganske glimrende, og der er gjort noget ud af æstetikken – det er performance, men de kan heldigvis også spille, og med en nat, der var ved at falde på, spillede det glimrende sammen med omgivelserne.
The Sha-La-Lee’s tog over på udendørsscenen, men trætheden overtog og jeg søgte mod teltet efter en festlig aften. Der var jo også en dag i morgen, og det er jo allerede er i dag!
Reportage: Jonas Strandholdt Bach
Fotos: Thomas Bjerregaard Bonde
