Ja tak! Så skete det, endelig et band der kunne trække tæppet væk under Gutter. Ok, der havde været et par helt fine indslag, men tyrkiske The Ringo Jets sluttede en noget svingende musikalsk fredag af med stil.
For ja, det var en fredag med musikalske nedture og opture, og The Ringo Jets leverede den største af dem, altså opturene. Min forudindtagethed havde uden tvivl fået has på mig, for forventningsniveauet til koncerten var på et absolut minimum. Lad mig sige det som det er, tyrkisk støjrock er ikke noget jeg har investeret super meget tid i, og en semi-hype af bandet, siden de spillede på Gutter City sidste år, hvor jeg desværre ikke havde mulighed for at deltage, gjorde ikke det store for interessen for bandet.
Men, mine fordomme blev heldigvis gjort til skamme, og jeg skammer mig stadig. Bandet, bestående af to mandlige guitarister og et styk kvindelig trommeslager, kørte fra start Gutter Stage midt over, og de gjorde det med gejst og overbevisning.
The Ringo Jets spiller en blanding af fuzz, psych og heavy rock, kogt ned og sammen, til deres helt egen lyd, der sammen med stærke sange, medrivende melodier og et band der fremstår yderst sympatisk og kompetent, og hvor spilleglæden samtidig skinner igennem, gør The Ringo Jets til en unik liveoplevelse.
Anført af trommeslager og frontkvinde, Lale Kardeş, blev der ikke kigget i bakspejlet da først koncerten blev sparket igang. Massivt flankeret af to yderst kompentente guitarister og vokalister, blev der lagt fra land på et særdelse højt niveau, der blev blev holdt koncerten igennem – støj, energi og melodi i en medrivende blanding.
Vi blev forkælet med et 16 numre langt sæt, hvor især “Dino” fra bandets seneste EP, Quatre, “Spring Of War”, “Black Coffee Blues” og nattens sidste nummer, “The Place” står stærkest i hukommelsen. Men når man, som jeg, ikke har hørt mere end en lille håndfuld sange, blev jeg decideret blæst bagover af stort set samtlige sange på sætlisten, for det er simpelthen bare super medrivende, det bandet ligger for dagen, både sangskrivnings-mæssigt og ikke mindst, performance-mæssigt.
Disse ting, kombineret med et feststemt, godt fyldt, og crowd surfende, telt og et band der virkede til at kunne spille i flere timer, hvilket de desværre ikke fik lov til, endte med bedste koncert på årets Gutter Island Garage Rock Festival, uden tvivl. Én ting er 100% sikkert, det er ikke sidste gang jeg bruger en aften i selskab med garagefuzzrockhovederne fra Istanbul. Det var også som om, bandet ikke rigtig ville give slip på publikum, og omvendt, for der blev i hvert fald annonceret sidste nummer flere gange, men bandet blev bare ved alligevel… Heldigvis for det, for man ville ikke have været nogle af de ekstra minutter foruden.
Og hvad kan man lære af det? Man skal ikke kimse af garagerock fra Tyrkiet, shame on me…
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
