Lørdag på Gutter Island bød på både lejrliv, regn og masser af musik. Vi havde igen de kollektive antenner ude, og giver her et kort resumé af dagens oplevelser.
Lørdag var der atter en Gutter-dag. Og heldigvis var der stået lidt skyer op sammen med solen, så man kunne få lidt mere skønhedssøvn – den var tiltrængt, og det var alligevel som om, der ikke var helt nok af den. Vi lagde ud i vanlig stil, med kaffe og nudler, og efter en omgang skriveri i Gutter’s medieby, hvor vi skrev teksterne om fredagens oplevelser ved et havebord omgivet af Gutter’s hjerteblod, de frivillige, som mere eller mindre tømmermændsramte forsøgte at holde styr på festivalens afvikling.
Applaus til dem for det store stykke arbejde de lægger i at gøre festivalen til en god oplevelse – det lykkedes de med! Så lever man med mangel-situationer – festivalen løb i kortere eller længere perioder tør for blandt andet vodka, pomfritter, mælk og toiletpapir, men der blev altid arbejdet dedikeret på at skaffe nye forsyninger. Vi klarer nok at det ikke blev til white russians og at lørdag aftens hotdogs måtte indtages med røde pølser (snøft!).
Nå, men tilbage til kronologien! En granskning af lørdagens musikalske program i lejren medførte flere konstateringer af, at det da var ganske godt – der var flere ting vi glædede os til at se, så efter obligatorisk youtube/spotify-hitparade i lejren, hvor vi en kort overgang overvejede et navneskifte til GFRap fordi vi var så street, ledsaget af øl i en lind strøm, og anekdoter, og gentagelser af anekdoter, og ikke mindst prominent besøg fra en forsanger i et dansk band, som fortalte rigtig mange anekdoter. Vi siger ikke mere om dét. But now we know sooo much now… Hov, tabte vi tråden?
Men ja, vi skulle også høre musik! Derfor satte vi i raskt trav mod pladsen kort før kl. 16.
Jet Black ★★★★☆☆ (anmeldt af Jonas)
Duoen Jet Black har vi i forbindelse med deres to EP’er rost for deres energiske og catchy fuzz-garage-punk. De skuffede egentlig heller ikke denne eftermiddag på den open air scenen, men måske blev begrænsningerne i duo-formatet alligevel udstillet en smule – sættet kunne med fordel have været lidt kortere end de knap 45 minutter de spillede. Men energien, den var der ikke noget at udsætte på. Det er egentlig ikke fordi duoen er den mest verbalt kommunikerende, udtrykket er ret stramt, men der blev alligevel gjort en del for at sætte fut i publikum – blandt andet da trommeslageren undervejs sprang ned fra scenen og løb rundt blandt det relativt pæne antal publikummer, der havde bevæget sig ud under de truende mørke skyer.
Der blev selvfølgelig trakteret med numre (formentlig dem alle?) fra bandets to EP’er, 4:10 og Næseblod, der begge excellerer i skrabet, skramlet og smadret punk rock. Live var det ikke mindre skramlet og smadret, og det fungerede sgu rigtig godt. Men man begyndte også, som minutterne skred frem og regnen begyndte at sile stille ned, at blive en smule metaltræt af de konstante frontalangreb, hvor trommer piskede afsted, guitaren flænsede løs og der blev halvråbt spredte linier i mikrofonen.
Måske kunne Jet Black fornemme det, og efter et par forsøg lykkedes det at få en god håndfuld publikummer til at kravle op på scenen til sidst i koncerten – det er jo ikke fordi musikernes evner bliver værre eller bedre af, at der står en flok berusede mennesker med store smil på ansigterne og danser og hopper med til musikken (eller for to herrers vedkommende tog en slapper ude i den ene side af scenen), men det giver et eller andet til liveoplevelsen, og mon ikke dem, der stod deroppe var høje på oplevelsen resten af dagen?
Det gav i hvert fald et fint, og et eller andet sted passende, punktum. Måske er materialet der ikke helt til en så relativt lang koncert når man kun har to EP’er med en samlet spilletid på 20 minutter, men den blev alligevel reddet hjem, på energi og overskud, og så fordi flere af numrene altså også bare er nogle uslebne fuzz punkbomber. 4 store stjerner.
Herefter kiggede vi indenfor på Gutter scenen, hvor mange andre også havde søgt ly for regnen, og måske derfor uforvarende fik serveret akustisk råbepunk fra Stöj Snak? Udtrykket har sin charme og Niels H. Sørensen giver den upåklageligt gas, men i det lange løb måtte vi erkende ikke at blive helt solgte på udtrykket,der måske ville fungere bedre sådan som det startede og sluttede, nemlig ude blandt publikum og væk fra en alt for stor scene. En kunstner som Stöj Snak kunne med fordel bruges som omvandrende spillemand på pladsen, pop-up koncerter og gennemgående indslag spredt ud over alle dage. Og det skulle ikke lyde som en nedvurdering af mandens evner, det var nærmere en kompliment og en opfordring til at tage konceptet og sætte det ind i en ramme hvor det giver endnu mere mening.
Vi søgte i stedet udenfor igen, og fandt lidt at spise i en af festivalens få madboder, som generelt er ret dyre… Et lille kritikpunkt herfra, for man blev altså hverken mæt eller overbebyrdet af smagsindtryk af maden fra nogen af boderne. Faktisk var Skinkekutteren best value for money, men man bliver også lidt træt af pølser…Utroligt at skulle skrive det. Udvalget kunne kort og godt være bedre, og priserne en tand, eller to, lavere.
11th Street Kids ★★★☆☆☆(anmeldt af Thomas)
En kold spand vand i bøtten, var hvad man fik da 11th Street Kids indtog Island Stage lørdag eftermiddag på Gutter Island. På trods af at bandet rent faktisk gik på, som regnen fortrak, virkede det en kold spand væske man som publikum blev præsenteret for. Der var noget med lyden, som selvsagt er ude af bandets hænder, men den var decideret off, og samtidig med at bandet valgte at starte en kende usikkert og usammenspillet ud, var helhedsindtrykket ikke rasende godt.
Der kom heldigvis en anelse mere styr på lyden, men bandet formåede ikke på noget tidspunkt, for alvor at brænde igennem eller komme helt ud over scenekanten, med deres ellers fine materiale.
Jeg havde set frem til koncerten, måske ikke med tårnhøje forventninger, med dog med en god portion, specielt efter deres seneste udgivelse Blue Skies And High Fives, som jeg var meget begejstret for, og smed 4 store stjerner efter. Der blev spillet en del sange fra netop seneste udgivelse, og det blev da til lidt genkendelsesglæde, men samtidig også en trist oplevelse, at høre ellers gode sange falde fra hinanden live. Også sange fra bandets første plade blev prøvet af, men det var lidt hip som hap, bandet kom aldrig rigtig fra land og formåede ikke på nogen måde at rive undertegnede, eller for den sags skyld resten af redaktionen, med.
Ærgerligt, for 11the Street Kids har helt sikkert materialet og rutinen til at fyre en god koncert af, desværre bare ikke på årets udgave af Gutter, hvor man stod tilbage efter koncerten, men en flad, og også lidt underlig fornemmelse, for det så ud til at bandet gjorde deres ypperste, og at energiniveauet var som det skulle være. Dårlig lyd eller ej, det fungerede bare ikke for bandet denne eftermiddag.
Vi blev sultne igen, så turen gik til Skinkekutteren og hotdogs med røde pølser (det sidste alternativ blev solgt øjeblikke før vi nåede frem til betjening), og så kunne vi jo i samme ombæring tage President Fetch med. Den aldrende præsident har et glimrende live-ry, og selv om flere af bandmedlemmerne lignede nogen, der måske kunne beskæftige sig med revision eller lignende til daglig, så viste de hvor skabet skulle stå. Tight og ganske overbevisende, og President Fetch himself var noget af et energibundt i front – der blev både stagedivet, klatret på højtalere og sunget liggende af den gråhårede herre, der nu så ud til at være i ganske god form. Jeg (Ken) har egentlig kun hørt bandets nyeste udgivelse, en split sammen med Hjortene og mente da også i min eftermiddagsbrandert, at jeg hørt en lille håndfuld numre fra den udgivelse?
Hvad, det var tidlig aften de spillede og ikke eftermiddag? Nå, ja, det virkede som eftermiddag mens blandt andet “DeadHeads” og den glimrende party-rockende “Where The Iron Is” bragede ud fra scenen. Måske spillede de også “SATM” og “Leather Daddy”, det håber jeg de gjorde! Og så overvejer jeg ellers at drikke lidt mindre, eller måske samme mængde, inden jeg skal se dem en anden gang.
Al den musik havde gjort os tørstige, så vi fortrak ned i lejren et par timer, hvor der blev lejrfestet som var vi 5-10 år yngre end der stod på vores dåbsattester (det er vi ikke, har vi fundet ud af idag). Gutter Island er bare et godt sted at hænge ud, drikke øl, snakke om livet, og de fælles minder fra festivaler, koncerter og byture, mens man ind i mellem bliver forstyrret af venlige forbipasserende eller bekendte, der også lige vil være lidt med. Samtidig med at man kan sidde med havudsigt og nyde den danske sommers krampetrækninger. Sehr Schön, som man siger længere sydpå.
Columbian Neckties ★★★★☆☆ (anmeldt af Thomas)
Låååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååå Låååååååå.
Så gik der eftertrykkelig Aalleren i Gutteren (eller LÅL’eren?/Ken). Nordjyske Columbian Neckties havde fået the sweet spot på årets Gutter, klokken 23 gigget på Island Stage, hvilket blev udnyttet til fulde, med speederen helt og aldeles i bund fra start til slut. For da først bandet var oppe i gear, hvilket de var fra første anslag, blev der ikke stoppet op eller set sig tilbage, der var dømt højoktan rock ‘n’ roll fra et meget veloplagt band. Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke tidligere har lyttet til bandets musik, så har derfor også svært ved at sætte titler på sangene, men det er egentlig også lidt underordnet, for bandet var her for at holde en fest, hvilket de gjorde på fornemmeste vis.
Men er man helt blank på Columbian Neckties, så spiller de en gedigen omgang garagepunk, og så’n er det. Og med, så vidt jeg kan sjusse mig frem til, hele 8 udgivelser under vesten, var det et meget rutineret band publikum blev mødt af. Anført af frontmand Jeppe Escobar, der meget casual var iklædt en Aab trøje (som han senere smed med en advarsel om, at publikum ikke måtte blive chokerede over hvor meget han havde tabt sig…), gik ganske uimponeret i kødet på publikum, på en kompetent, og lidt underspillet, facon. Og det på trods af af bandet stillede op på Gutter men en ny mand bag trommerne, der til tider lignede en der havde fået hænderne lidt for fulde, men også kun lignede, for der var absolut ikke en finger at sætte på hans performance, og ingen slinger i valsen på noget tidspunkt.
Sådan var det hele vejen rundt, bandet spillede uhyre kompetent, og det var sgu en glimrende garagefest de fik skabt, publikum var med hele vejen, og koncerten var indbegrebet af Gutter Island. Det var højt, svedigt og røvhamrende energisk.
Efter Columbian Neckties begyndte årene for alvor at indhente os, og vi stod og spyttede i et par øl, mens nogen i gruppen blev forledt til at købe rester fra en af madboderne, som efterhånden var mere eller mindre lukkede allesammen. Bagt kartoffel med rester af pulled pork – 75 kroner. Måske fik de et whap med en pølse oveni, følelsen var lidt den samme, bare uden det sjove…
Og så stod vi der lidt og lyttede til Cheetah Chrome & The Knobs og prøvede at huske hvad historien var med dem. Det lød da sådan set kompetent nok, men måske var vi blevet lidt musikalsk følelsesløse efterhånden, nå ja, og så lød Cheetah’s vokal som en gammel støvsuger der var ved at brænde sammen fordi posen trænger til at blive skiftet. Vi besluttede i hvert fald at dele os op, så Ken, som ville blive GFR’s fanebærer til blogger/journalisttype-OL, no questions asked, blev hængende på pladsen for at høre Fribytterdrømme, mens hovedtroppen faldt tilbage til lejren, hvor mangelfuld gasbeholdning betød at det ikke engang kunne blive til en omgang nudler til natmad… Men så kunne vi da pranke naboerne med at stoppe balloner ind i deres telt, HA! Og gå i seng…
Fribytterdrømme, de bliver anmeldt separat.
Næste morgen vågnede vi kollektivt jamrende i kroppe, som virkede sært stive og ømme (og KRAMPE i benet, Ken). Hurtigt blev telte og bagage pakket ned, og efter en kort rundering på pladsen kunne vi vinke farvel til Gutter Island, med kursen sat mod henholdsvis København og Jylland. Tak for i år, Gutter! Det var Gutter se dig! Redaktionens to Gutter-jomfruer blev i hvert fald fyldt godt op med indtryk. Vi ses igen, er jeg (Jonas) sikker på…
Hurtig opsummering (af Ken):
Gutter plusser
– Den overordnede stemning både på pladsen og camping er dejlig. Ja, der er fulde idioter i mellem, nogen der har fået en Fernet for meget i fjæset, men helt generelt er Gutter et rart sted at være. Tonen kan være lidt hård og kontant, men den er også kærlig. Fucker du op, får du det at vide, tydeligt, og så er vi videre.
– Frivillige der ikke bare laver et stort stykke arbejde, men også giver den max gas, nogen gange næsten mere end publikum. Den slags kunne gå galt, hvis det ikke er fordi det virker som om folkene bag Gutter løfter i flok og dækker for hinanden, hvis en lige er gået ned med flaget. Det smitter med et crew, der på alle punkter går foran med et godt eksempel
– Afslappet stemning hele vejen rundt, fra camping til indgangsforhold, færdselsregler på musikpladsen og opførsel under koncerter. Der er ikke den store kontrol, løftet pegefinger eller formynderi, og tænk sig, folk kunne sgu i langt de fleste tilfælde godt finde på at passe på hinanden eller dem selv, hvis ikke: skideballe, se punkt 1.
– Man følte sig generelt bare hjemme, velkommen og “med i familien” fra starten, selvom halvdelen af os var Gutter-jomfruer og den samlede oplevelse var af “det var alle penge værd” typen. For flere indtryk læs vores første reportage HER
Gutter minusser
– Maden er, som nævnt et par steder, for dyr og udvalget for begrænset. Måske gider Gutter ikke være endnu en Pasta/risret festival, men de gider vel heller ikke være pommes frites festivalen (nu uden pommes fritter). Mere variation og et bastant alternativ til meget sultne granvoksne mænd, som bliver knotne hvis de går sultne i seng, bitte! Ligeledes virker det underligt at alle, undtagen en, madbod lukker omkring klokken kl. 23 og den der har åbent tager, som den eneste, kun kontanter mens de andre kan klare kort og mobile pay? Ensretning, tak!
– Musikprogrammer er altid svære at bedømme, da smag jo som bekendt er vidt forskellig, lige så med forventninger og en masse andre mere eller mindre diffuse “måleenheder”. På papiret så det fornuftigt ud, ikke mindst lørdag, i realiteten manglede der måske lige et navn eller to der samlede folk lidt mere, selvom det måske som udgangspunkt kan være vanskeligt med en sammenbragt flok som Gutter-publikummet.
Ja, der var ikke mere at brokke sig over, ikke noget vigtigt i hvert fald, så endnu engang tak for i år og tak til alle der fik os til at føle os velkommen og hjemme, og så siger vi farvel og tak inden det her får flere slutninger end Kongen Vender Tilbage.
Af Thomas Bjerregaard Bonde, Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach
