Dag to på Gutter bød på alt fra stort indtag af pot nudler og kaffe, 90er fest i lejren, musik i større og mindre mængder, pommes frites en masse og happy slapping med en pølse, mens mørket sænkede sig over fortet udenfor Vordingborg. Men lad os startet med… begyndelsen.
Forfærdelig nattesøvn, forstyrret af højlydte naboer og et prutvarmt telt der alt for hurtigt nærmede sig et kritisk kogepunkt, gjorde at man følte sig noget skamskudt og misbrugt, da man fik slæbt sig ud af den orange trykkoger. Morgenmaden bestod af pot nudler, fordi det var det vi havde, nå ja, og god, stærk kaffe, bare lige for at få varmetestet dunken fra midt på formiddagen.
Vores lille 4-mands camp besluttede sig for at splitte op, hvor 3 mand drog til vandhullet i Lidl for at forpleje yderligere vand og let omsættelige fødevarer, mens undertegende (Ken) smuttede ind til Gutter islands styringskontor, hvor vi havde fået at vide at ”blogger-typer” som os kunne låne lidt strøm og en plads at sidde og skrive lidt – altså hvis du har husket en laptop og en oplader…. det havde jeg! Så med et setup beståend af to klapstole, den ene som bord, midt i solen, var vi klar til at få rykket lidt skriverier igennem systemet.
Og så gik der tid med det jo, mens de 3 andre vendte tilbage fra markedet med dejlige indkøb og måske havde taget lidt for sig af varerne. Efter noget bøvl med internet og nogle aggressive firewalls, der var lige ved at sabotere gårsdagens lille skrive-produktion, fik man sig en bette bajer fra fad til turen tilbage til lejren. Og her viste Gutter-stemningen sig fra sin rigtig gode side, for første gang i mange år på festival var vi rent faktisk samlet i lejren, og ikke afledt af ”arbejde” and what not og havde det…. sjovt? Efter noget random druk besluttede vi os for, at kigge lidt nærmere på det der hav i nærheden. Der var tang! Rigtig meget tang! Men blikstille vand og heeeeelt stille, ud over den lille, jævne strøm af ligesindede der tog turen, eller ligefrem hoppede i. Det skulle vi nu ikke nyde noget af! Vi var på øl og udsigtsrekreation.
Vi fik efterhånden bevæget os ind på pladsen, hvor Dead Elvis and His Gravemen lige var gået på Island Stange, open air scenen på festivalen. Det trak OK med folk foran scenen, men det var sgu ikke helt fortjent, dømt på kvaliteten af deres Elvis rock og rul møder surfer rock, det lød kort sagt jammerligt. Jo, det gjorde det altså. Bandet, bestående af den zombiemaskebærende døde Elvis, en stående trommeslager og en guitarist, lavede utallige fejl i det første nummer vi hørte, og spillede generelt hvad man høfligt kunne kalde ”sjusket”. Zombiemasken gjorde vokalen temmelig uforståelig, men det gjorde måske ikke noget? Trommeslageren forklarede, at det var deres første koncert sammen nogensinde, og med godt med selvironi fik han spurgt om det mon kunne høres?
Ja, det kunne det søreme, meget tydeligt endda, faktisk lød det som om de kun havde øvet sammen en enkelt gang. Meningen var nok, at det meste skulle bæres hjem på surf guitar, zombiemasken og bandmedlemmernes old timer bedemandsoutfits, men klæder skaber som bekendt ikke folk, så vi fortrak hurtigt fra sceneområdet igen og besluttede os for at starte en rigtig 90’er fest i campen.
Den var god, og sikken en playliste! Stiltskin’s ”Inside” i en utroligt lang liveudgave var måske højdepunktet , inden konceptet muterede til sange fra Aarhus V og endte med fællessang til Bruce Springsteens ”The River”, mens de sidste dråber Fernet blev skyllet ned sammen med verdens stærkeste kop kaffe, EVAAAAAAR. Og så trak musikken i os igen og vi smuttede en tur i teltet.
The Dictators NYC ★★★★☆☆ (anmeldt af Jonas)
Efter en kort koncertpause, vendte vi tilbage til The Dictators NYC på Gutter Stage. Teltet var relativt pænt fyldt op, og blev også spillet op af de rutinerede amerikanere, med en energisk Handsome Dick Manitoba i front. Han agerede som en garage-version af Psycho-Miko (Suicidal Tendencies) med en hue trukket godt ned over ørerne og fuld fart på gestikken. Bandet er i sin oprindelige inkarnation (hvor Manitoba i følge Wikipedia var roadie/occasional vocalist) fra midt i 70’erne, hvor bandet var indflydelsesrige på punk-scenen.
Guitarist Ross “The Boss” Friedman har siden blandt andet været stiftende medlem af Manowar, og der herskede i hvert fald ingen tvivl om, at bandet kunne deres kram. Jeg skal ikke foregive at være særligt bekendt med bandets bagkatalog, men de energiske punk-rockudladninger fungerede i hvert fald upåklageligt. Det samme var energien, som de aldrende herrer lagde for dagen. Der blev svedt for sagen på scenen og det forplantede sig også til publikum. Der er egentlig ikke så meget andet at sige, end at det fungerede som det skulle – også da de sluttede med MC5’s ‘Kick Out the Jams’ – den kan godt sætte ild i en lille fest.
Hard Action ★★★★☆☆ (anmeldt af Ken)
Efter The Dictators NYC havde lukket deres sæt på Gutter Stage trak vi over til og godt frem ved Island Stage, hvor den stod på klassisk, tung garage rock ’n roll fra finske Hard Action. De viste sig hurtigt at være et, om ikke banebrydende og på den led musikalsk ikke decideret interessant, men så i hvert fald energisk og velspillende band – og nogen gange er det nok til at få et 45 minutter langt sæt sikkert i havn. Man kunne sige, at det er en taknemmelig genre, især live, der skal bare være tilpas med skrald på instrumenterne, smæk på lyden og nogenlunde kompetente musikere på scenen, så går det aldrig helt galt.
Heller ikke for Hard Action, ikke så meget pis og sniksnak, de spillede højt, hurtigt og lige på og hårdt, med godt med lynende riffs, langt hår blafrende over det hele og pedalen i bund. Originaliteten var til at overse, og mange af bandets numre er i bund og grund ikke videre mindeværdige som sådan, og glemt når det næste går i gang, men i øjeblikket, når rocken rullede, så var det nærmest umuligt at stå stille og holde kroppen i ro – og nogen gange er det nok til en god rock og rul oplevelse.
Jeg er først for meget nylig begyndt at lyttet til bandets udgivelse Sinister Vibes, og så endda på trælse Spotify, så det med sangtitler har jeg ikke liiiiige helt fået fat i, i hvert fald ikke særligt godt. Forsangeren var så flink at introducere det ene nummer som ”Tunnelvision”, så den spillede de, men den er ikke på Sinister Vibes, så… den kendte jeg da slet ikke, men den opsummerer meget godt Hard Actions styrker og svagheder. Der er knald på, virkelig godt gammeldags rock på drengen, hvor musikken ikke kommer fra dillermanden og bliver en liret penisforlænger, men fra bentøjet, op gennem maven, ud i armene og fingrene og videre ud i strenge og trommeskind. Det er svært, at føle at man får specielt meget til og fra hovedet, især når man ikke helt er inde i tekstuniverset, men det virker heller ikke som det vigtigste – det her er rock til og ud af kroppen, hvor du ikke behøver tænke så meget over tingene.
I den forstand var Hard Actions 45 minutter på scenen på mange måder en helt tilpas doseret oplevelse, det skulle ikke have varet meget længere før der kunne være gået lidt guitar-rocket tomgang i den, lige meget hvor fedt bandet end spillede. Men den bekymring slap man jo for og bekymringer var der heller ikke meget tilbage af i krop og sind, da vi trak tilbage mod Gutter Stage.
Vi ender på 4 stjerner for en velspillet, letfordøjelig men stadig velsmagende, koncertoplevelse, som allerede er lidt på vej ud af systemet i skrivende stund.
Og så sneg vi os ind i mørket i teltet…
Hank Robot and the Ethnics ★★★☆☆☆ (anmeldt af Jonas)
Powersolo og frontmand Kim Kix har tilsyneladende et særligt forhold til Gutter Island. Denne gang ramte han Masnedø med sit nye projekt, Hank Robot and the Ethnics, som tidligere i år udsendte albummet Elvis Jello-Mojo. Blandingen af punk, rockabilly og garage-rock går man sjældent helt galt i byen med, men hvor Kix’s hovedprojekt Powersolo ofte excellerer i catchy melodier, var der længere mellem snapsene hos Hank Robot and the Ethnics. De er der bestemt også, hos Hank Robot and the Ethnics, men der var i højere grad grund til at nyde det eksplosive sammenspil mellem Kix, Anders Birkekær og Per Silkjær bag trommerne. Der var masser af temposkift, skæve rytmer og fuld hammer på instrumenterne. Smadret rock, der nok kom ud over scenekanten, men ikke helt fik sat ild i publikum – blandt andet fordi, sangene altså ikke rigtig satte sig fast.
Det gjorde de heller ikke helt da Nashville Pussy gik på udendørsscenen senere – vi rykkede i hvert fald mod skinkekutteren og fik hot dogs (da boden var løbet tør for pomfritter – så ingen pølsemix), men var da vist nok moderat underholdt af amerikanerne. Rigtig ild i publikum kom der til gengæld senere til The Ringo Jets – de får en separat anmeldelse senere.
Efter The Ringo Jets indtraf højdepunktet. Det øjeblik, der vil stå som et episk højdepunkt i vores kollektive Gutter-historie. Under samtaler i løbet af dagen, var det kommet frem at et af de kvindelige camp-medlemmer på sin første Gutter havde været bange, og ind i mellem stadig var bange, for redaktionsmedlem Thomas, som i parentes bemærket er et meget højt og ind i mellem også meget højlydt menneske. Tidligere på dagen var vi blevet bekendt med begrebet “en Gutterslammer”, hvor man, hvis man af uransagelige årsager skulle have lyst til det, kan få en Fernet Branca, efterfulgt af et slag i ansigtet med en varm pølse.
Og hvordan hænger de to ting så sammen? Jo, nogen fik plantet ideen om, at frygten kunne overvindes ved at slå Thomas i ansigtet med en pølse. En idé, der blev støttet kraftigt af et medlem af festivalledelsen, og således opmuntret stillede vi os i området ved Skinkekutteren, Jonas stillede sig i en meget langsom kø, men fik til sidst bestilt en pølse, “som skal være god at slå folk i ansigtet med” – den blev øjeblikkeligt udleveret og givet videre, og prompte blev der sendt et slag afsted. Blandt andet grundet højdeforskel ramte pølsen dog Thomas på halsen, hvilket fik det her unavngivne medlem af festivalledelsen til øjeblikkeligt at forlange en pølse mere fra boden – godt at opleve handlekraftig ledelse. Den blev straks udleveret, og med lidt mere tid til at indstille sigtekornet, blev der leveret et slag midt i ansigtet på Thomas. SLASK! Knækket pølse, chokerede ansigtsudtryk, mavekramper af latter.
I samme øjeblik eksploderede flokken i forskellige retninger, Thomas og Jonas fortsatte eventyret og opfandt en ny drink i Bunkerbaren (Russian Fernet – Fernet Branca og Kahlua), fordi der ikke var mere mælk i baren til White Russians. Overraskende velfungerende shot/drink, og festivalledelsesmedlemmet lovede at den skulle forsøges med Cocio næstfølgende dag. Men der var også en ende på energien, som også fes ud for os.
Endelig blev det tid til at finde soveposen og forstyrre de allerede sovende lejrkolleger med fundne balloner og kaudervælsk omkring 4-tiden, og så faldt roen over Masnedø-fortet…
Af Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach
Tak for en fed anmeldelse. Gutter Island forever