Gutter Island er lige om hjørnet, og redaktionen kan ane fortet i Vordingborg forude – charge! I morgen stiller vi skarpt på de internationale navne på plakaten, plus et kig på selve festivalen udover musikken fra redaktionens Gutter-veteran. Først dykker vi dog ned ned i de danske navne, som du kan opleve på Masnedø Fortet fredag og lørdag.
Men hov, hvad med torsdag? Ja, Gutter Island har i år udvidet med en dag og inkluderet torsdag, men derudover ved vi ikke meget mere end mange andre. Festivalen har nemlig, i skrivende stund, ikke offentliggjort navne eller nyheder om hvad der kommer til at gå ned på fortet på festivalens første dag. Kortene holdes åbenbart tæt til kroppen, bastards, så det må komme som en overraskelse (eller links til efter deadline). Update: torsdag byder på reunnions og freakshows, læs mere HER.
En spilleplan for fredag og lørdag er landet nu og kan ses længere nede i dette indlæg.
Nå, lad os kaste os ud i et kig på hvilke danske kunsterne, som vi i skrivende stund ved er booket til fredag og lørdag. Der er ikke så få gamle kendinge fra vores egne spalter i mellem, hvilket jo er en kærkommen lejlighed til at citere og linke fra og til… os selv!
The Courettes
Første navn er det garage rockende dansk/brasilianske ægtepar The Courettes, som Jonas anmeldte en 10″ fra sidste efterår. Det blev godt nok “kun” til 3 stjerner til Here Are The Courettes, en anmeldelse han afrundede således:
“Der er dog ikke nogen tvivl om at bandet har værktøjerne i orden, og udtrykket er både autentisk og vidner om at der er en hel del potentiale i bandet – energien er umiskendelig og der er flere gode riffs og melodier undervejs. De skal bare være endnu bedre, før jeg er helt med på bølgen. Indtil videre giver det 3 store stjerner til The Courettes, som er i gang med nyt materiale. Det kan meget vel være, at det indfrier det, jeg efterspørger – og jeg er til gengæld allerede ganske overbevist om at det må være en fest live”.
Om det er en fest live, det kan du så tjekke ud på Gutter!
Fribytterdrømme
Jeg har sagt og skrevet meget de seneste par år om de kvaliteter, som jeg synes Fribytterdrømme indeholder. Jeg har også været gavmild med stjernerne når jeg har anmeldt, for gavmild vil nogen sikkert mene, men bandets tekstunivers og flerfarvede psykedeliske toner har bare fanget og revet mig med, hver gang jeg har haft anmelder-brillerne på.
Det gælder både debut-albummet Labyrintens Farver fra maj måned sidste år, et album der musikalsk lever op til titlen, med mange kringelkroge, en følelse af, at man ikke helt ved hvad der lurer omkring næste hjørne og følelsen af, at man er lige ved at fare vild – og egentlig gerne vil det. Live har bandet taget mig på et forrygende trip både på Stengade, til en far out releasefest foran et hengivent og medlevende publikum, og i Lille Vega, hvor de måtte kæmpe lidt mere for at få publikum til at overgive sig – men det kom som koncerten skred frem.
I det hele taget synes jeg, at det er en af den slags organiske orkestre der lige skal i gang på en scene, og spille sig varme og så bliver bedre og bedre jo længere koncerten varer. Og så er jeg sådan set ligeglad med at de lyder som a blast from the past.
11th Street Kids
“11th Street Kids spiller ukompliceret rock som man har gjort det i 40 år, og der er i bund og grund ingen grund til at ændre på en opskrift, der fungerer….”, sådan lød det samstemmende fra Jonas og Troels-Henrik da de oplevede bandet til årets Spot Festival.
Et par uger efter havde Thomas fat i bandets debut-album, Blues Skies and High Fives, som han sendte 4 stjerner efter og blandt andet kaldte “fart-over-feltet-armen-ud-af-vinduet-vind-i-håret-rock-og-rul”. Og forsatte med at drage paralleller til så forholdsvis forskellige navne som Bruce Springsteen, The Rolling Stones, Blur, The Vines, The Dandy Warhols og Oasis.
Wokkenwool!
Columbian Neckties
Jeg elsker det bandnavn, det ligger godt på tungen, lyder fedt og sætter gang både indre film og billeder… men jeg har egentlig aldrig fået lyttet til musikken, selvom de har været mere eller mindre aktive i over 15 år? Garagepunk, javel ja, og de er i følge facebook påvirket af alkohol og cigaretter – det kan jeg da godt relatere til!
Lytte, lytte, lytte… Oh yeah, det flænser pænt meget bagdel det her, ikke mindst guitaren, det lyder som om der momentvis er ved at gå ild i den. Fed vokal og godt motorrum med bas og trommer, tja, der er ikke så meget at sige til det: sej garagepunk, det er hvad det er.
De Forbandede
Da jeg så bandnavnet første gang troede jeg det var et I’ll Be Damned coverband, men der var også nogle rosende vendinger i det random opslag jeg faldt over på facebook, hvor de var nævnt. Et par klik senere og jeg sad og blev indfanget af både lyd- og billedside til nummeret “Evig Ild”.
Jeg ved ikke helt hvad det er det her kan, eller hvorfor det fanger mig. Det er psykedelisk rock af en art, men ikke hippie-rock, eller drømme-psych eller hvad der ellers er sådan lidt oppe i tiden. Det virker mørkere… mere ildevarslende og foruroligende… på en måde hænger der en eller anden dunkel slut 70’er/start 80’er stemning i luften, hvor jeg får billeder i hovedet af grå industri, forurening, våbenkapløb, slumstormere og brune farver. Men der er også en tillokkende varme i det hele….
Hank Robot & The Ethnics
Ingen Gutter uden noget Powersolo og Kim Kix relateret, blev jeg lige fristet til at grifle ned. Findes der en bedre og mere produktiv eksponent for det mere skævt skramlende og mere eller mindre udtalt vanvittige herhjemme? Hank Robot and The Ethnics er Kim Kix og medsammensvorne, der udsendte albummet Elvis-Jello Mojo tilbage i april måned. En musikalsk bastard, som Thomas sendte 4 stjerner efter:
“Stilen er en blanding af punk og rockabilly, hvor rockabilly delen, i min verden, står klart stærkest, spændende og mest mindeværdige. Punk sangene er da heller ikke skidt, her lugter det lidt af Dead Kennedys. Det er energisk, stramt og krydret med Hank Robots naturlige skævhed, men det bliver desværre hurtigt lidt ensformigt – men live er jeg overbevist om at de hurtige punk udbrud, som åbneren “For You And For Me”, “Homba” og “Hang On”, kommer til deres ret”.
Ja så, endnu et navn som en vores anmeldere der flirter med tanken om en live-setting for musikken, det passer jo perfekt med, at vi skal til Gutter!
Jet Black
Så går der fart over feltet, tunge tæsk og sved i stride strømme i den, næste levende billede er den eksplosive støj/garagepunk duo Jet Black. Vi har anmeldt to EP’er fra de to urostiftere her på siden, begge gange blev det til 5 stjerner.
Først var Jonas ude med roser til 4:10 tilbage i september 2014, “Lyden er in your face, både smadret og kantet, og samtidig stramt eksekveret, og når Jet Black så samtidig formår at være ualmindeligt fængende”. Et år senere fik Thomas lov til at få Næseblod:
“Det er beskidt, det er ondt, det er skramlet, det er low-core – ja, det er sindsygt, altså, sindsygt fedt. For med få virkemidler formår de 2 bandmedlemmer, at kreere et farligt og dragende univers og fastholde én i et jerngreb, indtil man har fået banket alt luft ud af sit korpus, og man sidder forpustet tilbage og tænker, hvad fa’en skete der lige der!?”.
Jeg oplevede Jet Black live på Uhørt Festival sidste år, desværre igennem et vindue, hvor jeg kunne kigge ind i det lille, lavloftede lokale hvor bandet hamrede snottet ud af kraniet på folk. Men lydtrykket kunne man nu sagtens fornemme på den anden side af ruden…
President Fetch
“…Jeg føler mig misbrugt, på den helt rigtige måde”, sådan lød konklusionen da jeg anmeldte en split-udgivelse fra Hjortene og President Fetch tilbage i begyndelsen af juni måned. Her kunne man bestemt ikke høre, at sidstnævnte har fejret 30 års jubilæum, tværtimod faktisk. Det lød faktisk som om bandet sagtens kunne følge med nyere eksponenter indenfor genren som roste Night Fever.
“Det er punket, det er rocket, det er tungt og det er forbandet medrivende, på sådan en lidt primal og urinstinkt-aktiverende måde”, sådan lød noget af skudsmålet for det nye materiale. Jeg må blankt erkende, at udover at jeg har set dem nævnt som et glimrende liveband, så er det et af de bands der er fløjet fuldstændig under min radar indtil for nylig, altså. Så jeg kan kun udtale mig på baggrund af de nye numre, og ikke de foregående 3 årtier, men det her kunne godt gå hen og blive møgfedt, hvis de har samme energi og tyngde live.
Stöj Snak
Folk punk eller punket folk? Det var spørgsmålet Troels-Henrik stillede sig selv da han anmeldte en-mands bandet Stöj Sank fint betitlede debut-album ScreamerSongwriter lige inden sommerferien. Skrig, skrål, sarkasme og humor var nok til 4 stjerner i denne omgang:
“Stöj Snak er lidt svært at få skovlen under på ScreamerSongwriter. For man BLIVER uvægerligt lidt træt af punket overdrive-skrål. Men det fungerer virkelig godt, her og der. Melodier, spilleglæde og tongue-in-cheek rammer med grov charme ret godt plet mange gange. Og det er altså svært ikke at sidde med et smil på læben, når der gives fuld gas på vaskebræt og jødeharpe”.
Den skal da vist bare have fuld arm og jødeharpe live, så er der fest!
Generelt et rigtig stærkt dansk line up.
Gutter Island 2016-udgaven er forlængst udsolgt (hold øje med opslag på deres facebook, folk sælger løbende billetter), også inden der rigtig var offentliggjort nogle navne, det vidner om at festivalen har et godt navn og rygte i visse kredse – og at “brandet” i sig selv er nok til, at sælge billetter. Garagerockens SmukFest?
Følg med i nyheder fra Gutter Island på facebook
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Fribytterdrømme, Lene Damgaard Thomsen/GFR
