Tidligt lørdag aften havde De Forbandede mulighed for at prøve kræfter med Gutter Stage, teltscenen på Gutter Island Garage Rock Festival, en styrkeprøve det relativt nye orkester slap virkelig godt fra.
Bandet fra Odense har allerede 3 EP’er på samvittigheden, som vi alle fik serveret saftige lunser fra denne tidlige aftenstund – eller, spillede de i virkeligheden samtlige numre fra de 3 udgivelser? Tælle, tælle, 10 numre fik jeg det til. Det stemmer! Lytter man materialet igennem, jeg har forsøgt at få det ind under huden de seneste par uger, så er der i min optik ingen tvivl om, at gruppen har fat i et eller andet der fungerer – og som kunne appellere ret bredt. Det er både psykedelisk, rocket, lidt garage-punket, syret, stenet og så rummer det ikke mindst en eller anden form for ildevarslende mørke, som jeg finder meget tiltalende.
De Forbandede er ikke det tungeste eller mest dystre band i verden, men numrene gennemstrømmes af en eller anden uro, dyster tone og noget hjemsøgt, som både virker dragende og tillokkende, men også urovækkende. Tydeligst er det måske i den fremragende “Evig Ild”, der blev fyret af som næstsidste nummer i sættet og for alvor fik gang i Gutter-skuldrene og bentøjet hos det efterhånden pæne fremmøde. For der var fandeme ikke mange da bandet, et par minutter for tidligt, gik på og satte lagde fra land med den hårdt huggende “Alt og Ingenting”, fra EP’en af samme navn, hvor åbingssalutten lyder “du tager forkerte stoffer, baby, hvor end de kommer fra” – og så er man lige som allerede godt på vej ind De Forbandedes syredryppende univers.
Du introduceres fra start for bandets komponenter, den til tider syre-trippede guitar (der godt kunne have fyldt lidt mere i lydbilledet – skru op), det brusende hippie-orgel, den temmelig bastante bas og så ikke mindst en trommeslager, der måske nok virkede lidt parkeret i baggrunden på den relativt store scene, men som var lidt af et kraftfuldt maskinrum. Han fremstod som epicenteret i en opstilling, som elles godt kunne være stukket af i hver sin retning.
Der var stort set ikke et øje tørt da “Alt og Ingenting” bragede koncerten i gang, men allerede under “Et Glimt af Forventning”, der åbner Evig Ild EP’en, der udkom tidligere i år (hør den, det fee’), var tilstrømningen stor og folk med på, hvor vi skulle hen ad sammen med De Forbandede. Det er sgu’ også en god nosse-hugger rytme bandet har fået banket sammen i det nummer, ja undskyld mig, der lidt lyder som en tungt rockende, og kraftfuldt bølgende, udgave af Spids Nøgenhat. Sammenligningen er måske nem, oplagt og lidt træls, især fordi jeg faktisk synes at bandet her formår at skabe deres egen lyd og stil, bygget op af velkendte elementer. Lige som Spids Nøgenhat har gjort det i øvrigt, men i en direkte sammenligning synes jeg nærmest at De Forbandede har mere nytænkning af noget gammelt at byde på, end Spids Nøgenhat, der nærmere lyder som en hyldest til fortiden.
De Forbandede har et rigtig godt greb om det der med balance og dosering af virkemidler i numrene, så de bare fremstår robuste og godt skrevne. Og så er de bestemt heller ikke uefne på melodifronten, om det så er “Gennemsyret af Glæde” og dens smittende vuggen, kombineret med en følelse af fare på færde, eller et nummer som “Flygtige Saltopløsninger”, fra Forbandet Manifest. Et medrivende nummer med en fængende melodi, et dejligt lag orgel og godt med syre på guitaren, tilsat et dryp af dommedag. At De Forbandede har fat i noget, og at deres rytmer er smittende, forplantede sig også til publikum, der kastede sig lystigt og medlevende ud i crowd surfing disciplinen. Selv om ikke alle deltagende virkede lige trænede eller slap lige godt fra det – men publikum gjorde hvad de kunne for at forhindre, at folk landede med snotten forrest… i langt de fleste tilfælde.
Under “Vi Troede kun På Livet”, der har en mere punket kant, blev det næsten helt rowdy oppe foran, mens bandet viste, at de sandelig også evner bare at spille lige på og hårdt, så det psykedeliske kradser og river i en. I den anden ende af spektret finder vi “Trancebindende Susen”, der lyder STOR og truende, samtidig med at den er, ja, trancebindende, så man stod og tågede lidt væk – men stadig var åndsnærværende nok til at synge med på det messende omkvæd.
Det eneste jeg egentlig stod og manglede, og noget bandet måske kan arbejde lidt med, hvis det ikke kommer med tiden er den visuelle del. Der mangler måske lige det sidste på karisma-fronten, noget udstråling på en scene, der matcher den opslugende mur af lyd bandet formår at skabe. Det behøver ikke være større armbevægelser, men især frontmanden havde et skær af lidt indadvent indie-udstråling i sin tilstedeværelse. På den anden side er sangene så gode, og bandmedlemmerne med deres forskelligartede udtryk på en måde alligevel interessante af betragte som typer, og hvad de hver især bringer til bordet, at man bestemt ikke stod og kedede sig.
Men måske er det den allersidste ingrediens der mangler for, at det kan blive stort for De Forbandede. For det kan blive stort, som de også selv konstaterer på “Det Kan Blive Stort”, der afsluttede koncerten med et godt stener-trip, så crowd surfere og andet godtfolk lige kunne puste og kokse lidt ud på anden vis, inden de skulle ud af Gutter Stage osteklokken igen – og ud i lyset.
Bliver det så stort og hvor stort er stort for De Forbandede? Svært at spå om, det siger sig selv, men både på EP’erne og live synes jeg bandet har fat i noget der fungerer virkelig godt, og allerede er stærkt nok som det er, til at bandet burde kunne nå længere og bredere ud. Og tilmed med en lyd og et univers, der ikke virker leflende eller som et letkøbt opkog af toner der igen er oppe i tiden. Der lurer et eller andet i skyggerne hos De Forbandende og deres musik, eller også trykker den på nogle knapper hos mig som aktiverer noget som allerede var tilstede i forvejen?
Jeg har ikke helt luret det endnu, så det her er et band jeg slet, slet ikke er færdige med og næste gang er det bestemt ikke utænkeligt at de 4 store stjerner her skal opgraderes til 5.
Af Ken Damgaard Thomsen
