Gurli Octavia albumdebuterer med et smukt og varieret dobbeltalbum, der bør sikre hende både radiospilletid og nye lyttere.
Gurli Octavia har tidligere markeret sig stærkt med både EP’er og koncerter på blandt andet Spot. Nu er hun så klar med et dobbeltalbum med hele 19 numre (i vinyludgaven). I forhold til de 15 på den digitale udgave, er der 3 gengangere i alternative såkaldte “stripped” versioner, og så epilogen ‘Hush Little Soul’.
Seneste udgivelse fra Octavia var 2019-EP’en Metanoia, der kredsede om faderens sygdom og død. Da jeg interviewede hende i august samme år havde hun allerede skrevet en del nyt materiale, og fortalte at hun havde en del overvejelser omkring det kommende album og hvordan det skulle lyde: “Jeg er lidt i gang med at eksperimentere med lyden på alle mulige måder” (interviewet kan læses HER).
Resultatet er altså blevet dobbeltalbummet I Could Be Blossoming Instead, og på et dobbeltalbum er der netop plads til at eksperimentere med lyden. Det betyder også, at vi både får den meget nære, intime akustiske lyd, og mere fyldige arrangementer undervejs. Der er også numre, der rummer begge dele, som for eksempel ‘Slow Life’, der i en flot eksekvering vokser fra det tyste til noget mere storladent.
World-musik elementerne, der blandt andet gjorde at Gurli Octavia blev booket til Roots & Hybrid-festivalen (som del af Spot) i 2018, dukker blandt andet op på ‘Drinks’, men er ellers ret underspillede, og samlet er lyden mere en sammensmeltning af singer/songwriter og, ind i mellem storladen, alternativ pop.
Titlen på albummet henviser til, at Octavia gennemgik en svær tid, hvor hun ikke behandlede sig selv særlig godt – det fik hende til at tænke, at hun, i mange tilfælde, kunne vælge at gøre tingene anderledes, at det, i hvert fald i et eller andet omfang, var hendes eget valg. Det er tydeligvis et personligt og nærmest sine steder intimt album, hvor man mærker Octavia’s vokal helt tæt på. Det kan den heldigvis også sagtens bære – hun har nemlig en varm og vibrerende vokal, der altid føles nærværende og som kan bære de store følelser.
Samtidig er det også et ambitiøst album, der som tidligere nævnt afsøger flere forskellige sider af Gurli Octavia’s lyd. Albumåbneren ‘Chain’ har en både afdæmpet og intens indledning, hvor Octavia’s vokal ledsages af Aksel Friis’ bas, inden de øvrige instrumenter træder ind på første omkvæd, og giver nummeret en anden karakter. Sammen med ‘Slow Life’ og den melankolsk pulserende ‘I Wasn’t Ready’ demonstrerer den Octavia’s spændvidde som sangskriver og sanger allerede på den første LP’s A-side, hvor den lidt mere poppede ‘Party’ og ‘Night (Interlude)’ gør en smule mindre væsen af sig, men stadig holder et flot niveau.
Første nummer på B-siden er den flot og fyldigt instrumenterede ‘Keep Your Ambitions in Stock’, og her finder vi også ‘Tomorrow I’m a Man’, der er et dæmpet anklageskrift mod en mand, og måske mænd i det hele taget. Her lyder ordene blandt andet: “Man takes what he needs to be taken/My face, my grace, my will/Left an empty shell of me”. Lyrikken lader til at veksle mellem et konkret og et mere metaforisk plan, en konkret mand og mænd generelt, for eksempel med linierne: ”
Den sårbare ‘Have Hold’ behandler også et brud og et savn, men med et andet udtryk for sårbarhed. Her er det tabet, det at føle sig efterladt, der er omdrejningspunktet, og anklagen, hvis der er en sådan, virker mere indadvendt. ‘Most of All’, der følger efter, og i øvrigt er optaget live på Atlas i Aarhus, behandler også et konkret tab, direkte henvendt til faderen som nu er væk. “Dear father/I know you tried to mend everything/Till your very last day”. Den giver kuldegysninger, når man hører den med et par gode hovedtelefoner, hvor man for alvor kan høre Octavia’s vokal dirre, kun suppleret af tangenter og rummets stilhed på spillestedet.
‘Vulnerable (Interlude)’ markerer afslutningen på første LP, mens anden LP indledes af ‘Spinning’. Et fællestræk, for numrene på anden LP’s første side er, at de alle har poppede kvaliteter, der kunne retfærdiggøre radiospilletid. ‘Spinning’ har et smittende, langsomt groove, og er stærkt og lækkert produceret – flot nummer. Også ‘Drinks’ er fængende, med sin insisterende bas, og diskrete elektriske riff, mens ‘Lilac Rose’ er flot udfoldet, men næsten også for pæn. Man kan stadig høre en dirren i Octavia’s vokal, instrumenteringen smagfuld (Julie Baggesen’s trompet sættes flot i scene), og et eller andet sted føles det også næsten lidt småligt at bemærke – men i forhold til mange af de andre numre, er kompositionen mindre eksperimenterende. Men det er til gengæld virkelig flot udført.
Rytmesektionen pulserer på ‘We Leave the Night Young’, der har et fængende omkvæd, mens ‘X-Ray’ indledes med tangenter og Octavia’s vokal og vokser derfra til et boblende popnummer, der bør blive luftet regelmæssigt på for eksempel P6 – men også lige så godt kunne gå i P4 eller P5, uden det af den grund virker glat eller poleret. Octavia’s vokal emmer fortsat af smerten, men musikalsk er det alligevel som om, der er noget, der letter og løsnes op her, ved slutningen af den digitale version af albummet, hvor blandt andet violin og trompet er med til at løfte slutningen.
Investerer man i albummet på LP får man altså endnu en LP-sides musik, med nedbarberede versioner af ‘Party’, ‘Have Hold’ og ‘Lilac Rose’, hvor af især ‘Have Hold’ understreger, at sangene også fint holder uden ret meget staffage, og til sidst den dæmpede ‘Hush Little Soul’, som ender på en håbefuld note: “Hush little soul/You will find peace I know/Just watch it all grow”.
I Could Be Blossoming Instead er endnu et skridt frem for Octavia, og indeholder både sange, man kan dykke ned i, og finde nye nuancer af med gennemlytningerne, og sange, der bør få godt med radiospilletid – og endda flere, der rummer begge dele. For dem, der ikke har stiftet bekendtskab med Gurli Octavia endnu er det et godt sted at stige på – for dem, der har, er der progression og nye sider af Octavia’s lyd at gå på opdagelse i. Det giver 5 store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
