Album er Gry Harrits debutalbum, men det er en rutineret debutant vi har med at gøre. Hun har været korsangerinde på et væld af albums og live. Hun kan altså synge, men desværre virker sangmaterialet noget anakronistisk, trods spredte gode glimt.
Egentlig havde Gry Harrit forliget sig med at hun ikke skulle udgive et album i eget navn, men producer Finn Verwohlt fik hende på andre tanker, så hun i 2013 begyndte at arbejde med sine egne sange. Og det er al ære værd, at Harrit har taget hul på at være sangskriver og bevæget sig ind i det personlige rum, det er, at udsende sine egne sange med nogle personlige historier.
Der er en umiskendelig fornemmelse af dansk 80’er pop/rock over ‘Bare en dag’, og i øvrigt over de fleste numre på Album. Jeg synes Dan Hemmer’s orgel fylder lidt for meget i lyden her og overdøver nogle af de andre instrumenter, men det er nok en smagssag. Der er mere plads til Gry Harrit’s vokal på ‘En chance at få’, hvor vokaleffekten med en samplet vokal der hopper ind i starten virker malplaceret. Ellers er det egentlig et okay nummer, hvor man også fornemmer at Harrit har noget på hjerte. Slutningen kunne dog godt have været barberet lidt ned.
En mere tilbagelænet vibe sniger sig ind på ‘En hjerteåbner’ (fint ord, i øvrigt), og her virker elementerne i det store hele bedre afstemt. Det er dog her, som flere andre steder undervejs, som om lydbilledet virker overlæsset – måske det bare er mig, der er en instrumentpuritanist, men jeg synes, der kommer lidt for meget instrumentsovs på.
Det fungerer bedst for Gry Harrit og band når det er mere nedbarberet. Det gør det eksempelvis på ‘Hvor går verden hen’, hvor jeg til gengæld ikke er så vild med effekten på vokalen. Effekten er væk igen på ‘Der er så stille her’, der har et dystert anslag, og hvor Harrits vokal også kommer mere til sin ret. I samme kategori er ‘Det er godt nu’, som dog er lidt mere upbeat, og et ganske hæderligt nummer, hvor instrumenterne er velafstemte. ‘Ender hvor du er’ lander også i den relativt velfungerende bunke, med sin let hakkende rytme, og udmærket vokalarbejde, selv om jeg også kører lidt kold i nummeret i længden med den lidt banalistiske lyrik – “Mand, kvinde//At finde//Dig”.
Mere letbenet med “yeah yeah”-kor bliver det også på ‘La’ dem bare komme an’, som også virker noget bagudskuende i kompositionen, men vokalen fungerer egentlig ganske godt og det er ind i mellem også ret fængende – desværre lyder det igen instrumentalt som taget ud af en flad 80’er pop/rock skæring.
Jeg ved ikke helt hvilken kategori jeg skal placere et nummer som ‘Vilde engel’ i, men det er lidt en blanding af relativt velfungerende og ikke synderligt velfungerende ideer. For eksempel synes jeg trommespillet kommer til at virke forstyrrende i perioder, mens der omvendt er udmærkede takter i kompositionen, men samlet bliver det en af den slags humlebier der ikke rigtig flyver. Vi skal også have ‘Rock’n roll i nat’, en kærlighedssang, der også lander lidt i den ambivalente kategori – blandt andet fint guitarspil tæller op, mens jeg igen falder lidt på lyrikken. “Rock’n roll i nat//Rock’n roll min skat”, får i hvert fald ikke mit blod i kog.
Tangenterne får lov at fylde på ‘I dine øjne’, og det giver igen også plads til Harrits vokal, og denne gang er der umiddelbart også lidt mere substans på teksten om at kigge tilbage og overveje hvad der er at sige. Nærmest gospel-agtigt bliver det indledningsvist på ‘Kom nu’, hvor korarbejdet fungerer godt hele vejen, og selv om jeg heller ikke her bliver gode venner med orglet, så er det overvejende et fornuftigt afstemt nummer. Det trækker dog for langt ud, ligesom albummet i det hele taget gør – der kunne godt have været trimmet i spilletiden, der når 47 minutter.
Det er simpelthen for langt, når de fleste af sangene ikke rigtig løfter sig, og lyden kigger for meget tilbage mod 80’ernes pop/rock og ender med at fremstå bedaget. Det kan bestemt ikke afvises at folk med hang til 80’ernes pop/rock vil finde sig godt tilrette med Harrit og band, men jeg lander på to pæne stjerner til Album, som, trods gode elementer undervejs (blandt andet fungerer Gry Harrits vokal generelt fint), samlet set er en for lang og bumlet tilbageskuende musikalsk rejse.
Tjek Gry Harrit ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
