Svenborgenserne Grusom er klar med album nummer to, blot kaldet Grusom II. Som titlen måske antyder, så ligger den i naturlig forlængelse af heavyrock debutten. Bestemt ikke en dårlig ting.
Slet ikke faktisk, for nok har Grusom måske ikke rykket sig meget hvad deres lyd angår, vi befinder os stadig i et 70’er klingende heavyrock univers, men til gengæld er sangskrivningen styrket. Ja, faktisk er det som om, at hele den rustikke pakke lige har fået et ekstra løft, så Grusom nu vitterlig lyder som et toptunet band fra det brune årti.
Grusom II består af 7 mestendels længere numre med en samlet spilletid på knap tre kvarter. Længden af numrene bliver heldigvis ikke et problem for det velspillende band, de formår i stedet for at fylde spilletiden effektivt ud, så pladen faktisk føles hurtigere oversået end tilfældet er.
Den overordnede følelse jeg får af at lytte pladen igennem, er en fornemmelse af bevægelse, at flytte sig, at rejse, at komme væk og på en eller anden måde en fornemmelse af at være… til søs? Som en erfaren skibsfarer/eventyrer på togt eller udkig efter nye horisonter i spidsen for et gammelt træskib.
Det er temmelig udtalt i et nummer som “Skeletons”, hvor der synges noget om “treasures of the sea”. Det kan jo så betyde mange ting, jeg påstår ikke, at det er tale om en bogstavelig skattekiste på bunden af havet, det kan jo være en metafor, men ordene sender alligevel tankerne og de mentale billeder til søs. Eller rejsen over og til det ukendte, som allerede etableres fra start i åbneren “Beyond The Land”, der skvulpes i gang med et klassisk rock-orgel, inden nummeret begynder at gynge fremad i halv-tunge ryk. “.. there is magic beyond this land”, lyder det fra den velsyngende vokal, mens der bygges op med den rette mænge brusende skumsprøjt og summende orgel-flader.
“Beyond The Land” er Grusom i mere komprimeret form, hvor vi introduceres for deres klang og pladens stemning i løbet af omkring 4 ½ ret trimmede minutter. Der bygges ovenpå og kommer mere gang i skuden på den efterfølgende “Peace of Mind”, hvor vi nærmer os en ægte heavyrock hymne, inklusive et fedt instrumentalstykke mod slut i sangen. Spilletiden sniger sig også op og nærmer sig de 6 minutter, så vi er varmet op til nævnte “Skeletons”, hvor Grusom skruer lidt op for det hele. Tyngden, intensiteten, opbygningen og stemningen, der bliver mere ildevarslende, så der er rigeligt til, at holde ens opmærksomhed fanget i over 8 minutter.
Her hælder Grusom mod det mere stenede i 70’er rocken, hvilket måske kunne gøre pladen lidt lang i spyttet som den skrider frem mod anden halvdel. Men Grusom blæser lidt mere vind i sejlene med et nummer som “Embers”, der egentlig pumper fremad i et relativt simpelt og monotont tempo. Men, rytmen er god og fængende, omkvædet ligeså og nummeret går aldrig i tomgang.
“I am a man in need, I feed on lust and greed”, lyder det indledningsvist i næstsidste nummer, “Dead End Valley”, hvor der kommer lidt mere “swagger” ind i melodien. Hvis det ikke er høj bølgegang, som får det gode skib til at vippe fra side til side, så er det i hvert fald lige til de dybe hoftestød. og lige et shout out til vokalen igen, som finder en god balance mellem det udtryksfulde og emotionelle, uden at det kammer over i for følelsesladet vrælen.
Højdepunktet på pladen er for mig dog nok den dansksprogede single “Vågn Op”, som tager sig god tid til at bygge op og får leveret den nødvendige forløsning i nummerets anden halvdel. Samtidig fungerer det danske sprog glimrende her, så det hverken virker for bovlamt, eller malplaceret på en ellers engelsksproget plade. Det kan godt være lidt tricky med sange på flere sprog, på samme udgivelse, men “Vågn Op” kommer ikke til at stikke ud på nogen negativ måde – tværtimod, lad os da endelig hører flere numre på dansk fra Grusom.
I det hele taget giver Grusom II smag på mere. Det er en plade man glædeligt stikker til søs med flere gange, både fordi den bare flyder så ubesværet og medrivende men også fordi man rent faktisk føler, at der her er noget at komme efter, under havoverfladen, så at sige. Der er en del bands som de seneste år har kastet deres kærlighed over denne form for 70’er klingende tungrock, med blandet succes (De Forbandede er et andet eksempel på, hvordan det skal gøres). Af og til kan det godt lyde lidt hen ad en stiløvelse, hvilket jeg måske også syntes Grusoms første, ellers virkelig solide, album led lidt under.
På album nummer to lyder det stadig som noget vi et eller andet sted har hørt mange gange tidligere, men det hele virker bare bedre og med mere… personlighed? Måske skyldes det bare, at Grusom har skrevet nogle endnu bedre sange denne gang?
Hvor om alting er, så er det her en af, hvis ikke den bedste, “klassiske” danske heavyrock plade i år.
Af Ken Damgaard Thomsen
