Danske Grumpynators har placeret deres hjemmebyggede motorbilly Wonderland på gyngende grund, med et musikalsk fundament som har så mange revner og sprækker, at det hele egentlig burde styrte i grus. Mod alle odds, og ved tilsyneladende at bryde et par af fysikkens love undervejs, lykkes det dog gruppen at holde sammen på skidtet, og få deres hardrock, heavy, rockabilly og pop-punk til at svinge uimodståeligt.
Alt fra sangskrivning, over lyrikken til sammenspillet er lidt flosset i kanterne eller fyldt med løse ender, så bandet ind i mellem lyder som en flok uregerlige teenage-knægte, der har stjålet nøglen til musiklokalet og benytter chancen til at baldre igennem, uden rynkede øjenbryn fra læreren.
Til gengæld gør de det med en uforfalsket energi, begejstring og spilleglæde, så man gang på gang tilgiver, at det af og til lyder lidt sjasket og uterligt. Wonderland gennemstrømmes simpelthen af en oprigtig glæde og vilje, som er svært smittende og vanedannende. Pladen er fyldt med mindeværdige hooks, riffs og melodistumper, stort hjerte, vindende personlighed og charme. Og det er som end ikke fordi bandet ikke kan spille, det lyder bare som om de har valgt, at give den gas som var det en livekoncert, hvor livet er på spil.
Først og fremmest så kan bandet skrive sange man husker, ujævne og spjættende eller ej. Vi kommer helt forrygende fra land med titelnummeret “Wonderland”, der nok er albummets mest afrundede og gennemført gode skæring. Man er straks hooked på nummerets struttende energi, kraft og nærmest ustoppelige fremdrift, vi SKAL simpelthen bare skubbes, hives og moses med frem til det medrivende omkvæd – som har sat sig godt fast i skallerhjernen på mig. Der er kæmpe riff, lidt 80’er powermetal feeling over det, men af en eller anden grund også en klang henad tidlig DAD og deres uhøjtidelige cow-punk heavy-rock? Man bliver sgu’ bare i godt humør af det her møg!
Det for mig DAD’ske element kigger igen frem på 4. nummer, “Walked Away”, der åbner med et forvrænget country sample af en art, inden vi styrer bumlebussen ud på de åbne western-rockin’ vidder. Her huserer samtidig en klang og stil, som drejer mine tanker i retning af noget Bad Religion (de også stikker snotten frem på den beslægtede “Burning In The Snow”), med sit catchy punky hardrock omkvæd. Højdepunkter som dette går lidt hånd i hånd med mere svingende stunder i Wonderland, hvor det af og til føles som om, at sangenes spilletid bliver presset lige rigeligt i vejret.
Eksempelvis på den tempofyldte motorbilly bisse “Walking In The Night”, hvor bandets brug af kontrabas går lige i kickstarter foden. Vrissende vokal, fængende rytme og et godt jagende knallertbølle tempo, som ville være tilpas en 3 minutters tid, men nummeret sniger sig op over de 4. Ret beset burde et nummer eller to måske være skåret fra på pladens 11, eller i hvert fald sendt på carb free kur, men tror Grumpynators elsker deres rock med godt med kulhydrater, og slet ikke kan lade være med at guffe det i sig.
Nu vi var ved vokalen, så er den nærmest et kapitel for sig. I store træk fungerer den i forhold til stilen, tonen og det materiale den omgives af, selv om det ikke er verdens mest storslåede stemmebånd der folder sig ud. Det behøver det bestemt heller ikke være, men af og til er der et par udfald, som eksempelvis på “Speeding”. Musikalsk vrider Grumpynators håndtaget om på episk og knalder en storladen og virkelig vellykket anthem ud, men af ukendte årsager har forsanger Emil pludselig en tyk dansk accent på sit skoleengelsk. Det lyder nærmest (ufrivilligt) komisk i visse passager, men gæt engang – nej, det gør ikke noget. Og i stedet for at trække ned, gør det på en eller anden lidt ubehjælpelig måde det hele endnu mere charmerende og elskværdigt. Du får simpelthen lyst til at stemme i under det store omkvæd, spilde lidt fadøl i skægget og brøle med på det brusende sing-a-long venlige omkvæd – vi kan gøre det her sammen, venner!
På den efterfølgende, og på sin egen måde lige så medrivende, “This Is My Life”, lyder det nærmest som om han er ved at snuble over ordene i omkvædet. Bandet, især trommerne, lyder også som om de har vanskeligt ved at få trukket nummeret rigtigt i gang, men fuck det, så tramper man bare ekstra hårdt, pumper med bentøjet og skubber bagpå indtil man når målstregen. I mens jeg sidder og undrer mig lidt over, hvorfor pokker jeg stadig synes det holder, selv når det, som her, hakker, sprutter og hiver efter vejret for at holde den kørende….
Som man måske kan fornemmer, så er der masser af variation at finde hos Grumpynators, der fordomsfrit går på rov og blander helt efter deres eget hoved. Noget af byggematerialet her burde nærmest ikke kunne sidde, eller arbejde, sammen, men så får den bare med ekstra vilje, kraft og stædighed, som på førnævnte nummer, indtil skidtet sidder nogenlunde sammen.
“The Calling” minder mig lidt om noget 80’er Alice Cooper, med stort tromme schwung, fed guitar, lidt heavy-horror atmosfære og et omkvæd der formår både at være opløftende og samtidig lidt tungt i røven, som en varmluftballon med bly i kurven, som kæmper med at lette. Men igen er jeg solgt. Også på “Pray For Your Life”, der med glimt i øjet bliver mere truende (vi bliver tilsyneladende jagtet af en, hvis kone vi er kommet til at knalde?). Her går der for alvor Volbeat umtji-boogie i den, så skuldrene gynger og hofterne svinger i takt til rytmen.
Den skønne danske accent kigger frem igen på den akustiske albumlukker, “A Life Without You”, som musikalsk gennemstrømmes af en rigtig fin, længselsfuld og let nostalgisk tone. Så Grumpynators når også lige, at få bevist at de ikke kun kan trampe og tromle pointerne hjem, selv om det er lidt mere medrivende når de bare slipper tøjlerne.
Netop bandets hang til bare at give los og lade drifterne få frit løb, er det, der ender med at holde Wonderland oven vande. Godt nok sejler det rundt periodevis, men det er med til at give albummet sin helt egen særegne energi – det føles ganske enkelt frit, levende og hæmningsløst, på en god måde. Bandets momentvise tumlen og tromlen vil muligvis gøre, at nogle ryger af i svinget eller slet ikke kan se fidusen i det – men jeg er faldet pladask for udskejelserne.
Jeg synes i hvert fald ikke Wonderland er et album man bare sådan glemmer, Grumpynators tør være sig selv og har en næsten naiv tro på, at det nok skal gå i sidste ende. Det gør det også, mod alle odds. 4 ustyrlige og glade stjerner, det er måske ikke lige kønt det hele, men det er kraftedeme sjovt at tage en tur til Wonderland.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Grumpynators på Facebook
