Grumpynators er aktuelle med albummet City of Sin, der følger op på den 2 år gamle Wonderland. Forgængeren var en bumlende rockabilly rock ‘n metal affære, der lige nåede over målstregen på grund af dens skramlende charme. Det nye album er mere strømlinet og tøjlet, og desværre også uden forgængerens charme.
Det har krævet nogle tilløb, at komme igennem City of Sin nok gange til, at jeg synes man kunne være en anmeldelse bekendt. Det har kort og godt været lidt af en kamp for mig, at komme igennem pladens 12 charmeforladte numre gentagende gange, men jeg har kæmpet mig igennem – for at være helt sikker på, at der ikke gemte sig en god plade derinde et sted.
Det gør der muligvis, for nogle lyttere, for City of Sin har generelt fået en noget bedre modtagelse end forgængeren Wonderland. På en måde forstår jeg det, og det her kommer til at lyde lidt bagvendt eller selvmodsigende. For Grumpynators er blevet bedre sangskrivere og stilen er mere ren og målrettet på denne plade, men også i en grad hvor det bare virker for poleret, uden knaster og uden den skæve charme jeg synes Wonderland havde.
Hvor Wonderland virkede både lidt blåøjet og “klodset”, på sådan en “vi kører den hjem på tyrkertro på os selv, skide med at det hele er lidt uregerlig og løst i kanterne”, så er City of Sin en meget mere lige ud af landevejen oplevelse. Og meget mere kedelig og steril af samme grund. Man kan næsten sammenligne med udviklingen fra første Volbeat album til de senere, ja, det var måske ikke lige kønt eller elegant det hele, men det virkede oprigtigt og behjertet – noget der kom i mål med sved på panden.
Og sammenligningen hører ikke op der, for nogle af numrene følger endda en temmelig Volbeat’sk opskrift, eller klinger lidt derhen af. “Now I know” har et omkvæd, og en opbygning dertil, der lugter noget af boogie-metallernes fremgangsmåde, eller “Then We Cried”, hvor det igen er det synge-med venlige omkvæd der lugter af Volbeat. Det er jo ikke nogen synd i sig selv, men det er temmelig forstyrrende for mit indtryk af Grumpynators som et band med en selvstændig karakter og lyd. Hvad sker der forresten for det monotont huggende trommespil på “Then We Cried”? Duk-da-duk-da-duk…
Andre steder er det titler som “St. Elvis Day” der bringer Michael Poulsen associationer frem, og bliver vi i kategorien for det lidt uselvstændige, så lyder indledningen af “Hotel 2nd Age”, som “Ace Of Spades” spillet af The Ramones, mens det indledende guitarstykke på “Fame” minder mig Sort Sol’s “Let Your Fingers Do The Walking” i en lidt anden toneart.
Men hvor er Grumpynators i alt det her? På numre som den ordinært rockende outsider-rocker “The Outcasts” og “Pretty Little Devils”, er stilen og klangen hårdere og tungere, flirtende med noget heavy rock. Men især sidstnævnte hæmmes lidt af en flad og lidt kikset vokal, samt en produktion der bare er lidt tynd og komprimeret i det. Generelt er der sgu lidt metervare fra pølsefabrikken over produktionen på City of Sin, men det kan også skyldes, at lydfilerne er sendt i en halv-tam bitrate.
Numre som den energiske åbner “Tears Of Whiskey”, den fængende førstesingle “Take The Last Dance With Me” og det kraftfulde, lige på og hårdt rockende titelnummer, viser dog, at Grumpynators sagtens kan få det til at spille fint. Og det gør det jo sådan set også på mange af numrene, rent teknisk, det virker bare som om bandet har mistet noget personlighed i processen.
Og så bliver det ærlig talt en ret kedelig og intetsigende omgang, at sidde igennem et helt dusin numre, med for få højdepunkter, knaster og noget der virkelig bider sig fast – eller fra sig.
Så vi ender under middel for den samlede oplevelse, til et band der, paradoksalt nok, muligvis er blevet dygtigere musikere siden sidst. Men det sker på bekostning af den skæve og bumlende charme, som hev det samlede indtryk op sidste gang.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Grumpynators på facebook
