Dansk/færøsk sludge, der lyder som et lydmæssigt og kaotisk uvejr? Grava er tilbage med deres andet album, The Great White Nothing, som byder på masser af larm. Men er der mere at komme efter?
Tomme tønder buldrer mest, lyder et gammelt mundheld. Heldigvis synes jeg, at der faktisk der er noget i disse sludge-tønder. Dog ikke noget, der dæmper larmen. Der er tryk på hos Grava, og mange idéer i spil – måske også for mange idéer til nogle lytteres smag.
Bandet debuterede i 2022 med den herligt betitlede The Weight of A God. Det lyder tungt. Og sejt. Det gør Grava stadig, men de har måske fået ryddet en smule op i lydbilledet, selvom der stadig er en del genrer og indflydelser i spil på The Great White Nothing. Begge plader har, så vidt jeg har kunnet se ved et hurtigt, lidt tilfældigt, kig rundt omkring i internettets mange kringlede kroge. Det er nok naturligt, når man lyder som Grava.
9 numre, der kredser om dødende og døden, som en art nedslag i det klassiske tema. Sat i et buldrende, intenst og knusende tungt og turbulent lydlandskab. Modsat mange andre bands i sludge genren, så gør Grava det ofte kort og kontant. De vælter ud på den forblæste kirkegård med “Erebus” og “White Thresher”. Det går over stok og gravsten, mens efterår og vinter trænger sig på både mentalt og uden for de duggede ruder.
Det er dog ikke rent kaos, man fornemmer bevidste valg i det iltre lydbillede, hvor den arrige vokal og de buldrende og skærende instrumenter kæmper om pladsen. Jeg synes klart man kan ane både struktur og melodi, og som albummet skrider frem træder dette stille og roligt endnu tydeligere frem. Da vi når til fjerde nummer, “Breaker”, bliver det ligefrem helt melodisk. Det er stadig forbandet tungt og grumt, men den svajende melodi, som guitaren får fremmanet gør, at nummeret ender med at blive en man går og nynner med på. Et af højdepunkterne på albummet i min optik, og et nummer der bygger videre over til den efterfølgende “The Fall”.
Her bliver sangskrivningen endnu mere ambitiøs, og det episke, næsten 7 minutter lange nummer, ender med en instrumental afslutning, der strækker sig over 2-3 minutter. Grava får vist at de har lidt af hvert med i værktøjskassen og at det hele ikke er brutale trykbor og mukkerter. Der er mere i det her band, og de er ikke bange for at lade det skinne igennem.
Jeg kunne måske godt have ønsket mig, at de gik ud af denne mere eftertænksomme, sørgmodige og i relation til deres andre sider afdæmpede sti. Både ved at inkludere det i mere vilde og voldsomme numre, eller bare over en hel plade for at se hvor det fører dem hen?
Det ville nok også hjælpe på helhedsindtrykket, og give en større fornemmelse af en samlet vision for et album, hvis der blev sorteret lidt i idéerne. Og valgt en mere klar linje. Derfor er det også lidt som Grava kommer til at løbe lidt i cirkler, eller læsser lidt for meget på The Great White Nothing. Pladen falder lidt i to dele for mig, var vi stoppet efter “The Fall”, havde Grava leveret en perle af en EP.
I stedet skruer de igen op for deres mere hårdtslående tendenser på et par numre, hvor de lyder mere og mere som LLNNs onde fætter (noget man aner fra start, og som skinner tydeligt igennem på eksempelvis singlen “Decimate”, som jeg anmelder andetsteds til Repeatlisten på et senere tidspunkt). Slet ikke en dårlig ting, men “Mangled” og “Bayonet” bliver enten en kende rodede midt i al den tunge buldren, eller trættende – noget, som man fornemmer nok kunne være undgået, hvis der lige var blevet holdt lidt igen.
Grava tager nogle interessante valg på de to sidste numre, “Ceasefire”, der nærmest er et ambient synth lydlandskab, og lukkeren “Hinterlands”. Her bliver det helt scifi spacy filmisk og atmosfærisk. Begge dele leder igen tankerne lidt i retning af LLNN, men de har formået at skabe en mere klar vision og helstøbt hybrid mellem det gigantisk tunge og filmiske på deres udgivelser.
Det peger dog i en retning med potentiale, og en masse muligheder for Grava. Nu skal de bare have smeltet det hele sammen til en velfungerende helhed og få enderne til at mødes.
The Great White Nothing siver ingenlunde ud i ingenting. Der er masser af fede momenter og passager, og et par sange, hvor bandet viser, at de har ører for både melodi, riffs og opbygning. Samlet set er det ikke det rene rod, eller overlæsset, det stritter, støjer og skurrer bare hist og her, så helhedsindtrykket bliver en kende mudret.
Selvom billedet flimrer lidt når der zoomes ud, så er det altså stadig en fed plade i de enkelte øjeblikke. Der er masser at komme efter og vende tilbage til, også for bandet selv, som de forhåbentlig formår at udvikle videre på.
Af Ken Damgaard Thomsen
Cover: Jonannes Larsen
