Søndag aften indtog Grant-Lee Phillips Atlas ene mand, kun bevæbnet med sin guitar og sin glimrende vokal. Og selvfølgelig en god bunke sange fra det store bagkatalog.
Mens Breeders rock-rumsterede på nabospillestedet VoxHall, var der sid-ned koncert på Atlas. Grant-Lee Phillips var bogstaveligt talt solo, alene på scenen.
Der var fyldt godt op på klap-ud stolene, der var stillet i tætte rækker på Atlas. En opstilling, der stort set umuliggjorde en tur til baren eller på toilettet for dem, der sad i midten. Så havde man til gengæld udsyn lige ud til Grant-Lee Phillips, som indfandt sig på scenen lidt efter klokken 20, med en flaske vand og en akustisk guitar, iført sort skjorte og bolo tie.
Grant-Lee Phillips er et navn, jeg længe har haft på listen over kunstnere, jeg gerne ville opleve live, men selv om han flere gange har lagt vejen forbi Danmark, var det mit første møde med amerikaneren, der for alvor slog igennem med Grant-Lee Buffalo i 90’erne. Mange fra min generation, og ældre, husker nok hittet ‘Fuzzy’. Det er også et af relativt få numre, jeg kan nævne fra Phillips’ hånd, ud over nogle stykker fra hans seneste album, for ligesom jeg ikke har fanget ham live, har jeg heller ikke for alvor fået dykket ned i hans bagkatalog.
Så var det jo sådan set heldigt nok han startede med nogle sange fra hans seneste album Widdershins, først ‘The Wilderness’ og derefter først ‘Walk in Circles’ og så den energiske ‘Something’s Gotta Give’. Efter det udlæg begyndte Phillips at grave længere tilbage i bagkataloget, først med en sag han konstaterede var “More gloomy”, og herefter ‘Lily-a-Passion’ og ‘Mona Lisa’, begge fra Virginia Creeper albummet.
Når man står helt alene på scenen, så kræver det noget at fange og fastholde publikums opmærksomhed. Og hvor det måske var lige ved, at jeg begyndte at tænke, at det lignede sådan en sikker middle-of-the-road performance fra Phillips, var det som om han strammede grebet med først ‘Mighty Joe Moon’, tilbage fra Grant-Lee Buffalo-dagene, og så jordskælvshymnen ‘San Andreas’ fra 2016’s The Narrows.
Og så var det som om han for alvor var varmet op. Det markerede Phillips ved at spørge publikum om der var noget, de ville høre, og så fik vi først ‘Rock of Ages’ på opfordring, og senere også den fine ‘Buried Treasure’, af en Phillips, som både formåede at synge kraftfuldt og følsomt, og variere sit guitarspil nok til at der var dynamik i koncerten.
For eksempel blev ‘Loaded Gun’ leveret i en tempofyldt og intens version, mens den mere følsomme ‘See America’ fik ro til at udfolde sig. Og så sluttede han af med “a song that has followed me for a long time”, tidligere nævnte ‘Fuzzy’, som sidste nummer i det ordinære sæt, med endnu mere rækkevidde i vokalen end på originalindspilningen.
Et godt tilfreds publikum fik ham klappet ind igen og vi fik fire ekstranumre, blandt andre den stærke ‘Jupiter and Teardrop’ og til allersidst ‘Heavenly’, inden han med et smil og et tak gik af scenen. Tidligere i koncerten havde han opfordret folk til at tage toget sammen med ham til hans næste job i “Odens”, og det virkede faktisk helt oprigtigt, når Phillips takkede publikum for at være dukket op en regnfuld søndag aften i november.
En solo akustisk koncert som ikke-kender kunne potentielt være udfordrende som anmelder, men der var ikke tidspunkter, hvor koncerten for alvor tabte højde. Ud over stadig at være en glimrende sanger med et stort register, så viste Grant-Lee Phillips at han også er en ganske habil guitarist og kan underholde uden at lefle. Der blev leveret med overskud og lidt ironi, og så viser det klasse at kunne spille sange på opfordring. Det kunne være blevet for indforstået, men virkede sådan set ret godt. Og så skal et næsten andægtigt lyttende publikum da også roses.
Jeg kan ikke komme i tanke om så meget andet bedre at bruge halvanden times tid en søndag aften på, og selv om det har sine begrænsninger at stille op alene på scenen, så fungerede det i det store hele rigtig godt for Phillips. Vi lander på 5 af de gode.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
