Gottschalk er kompetent udført og smagfuld slumre pop, med nydeligt vokalarbejde, der uden de store armbevægelser svæver igennem 10 atmosfæriske numre. Men det er som om man lige savner lidt mere musikalsk drama for at Common Ground for alvor løfter sig over jordoverfladen.
I kender sikkert det der med at ligge og gasse den halv-vågen under dynen, en af de dage hvor den af uforklarlige årsager bare har den helt rette temperatur. Hovedet ligger perfekt på puden og selv madrassen er lige lidt mere inviterende end ellers. Men på et tidspunkt melder der sig alligevel en rastløshed i kroppen, man trænger til at der sker noget. Sådan er Gottschalk’s album Common Ground i vid udstrækning for mig.
Ikke at der ikke er fine tekster om kærligheden og dens kvaler og lignende til de små grå, de er generelt i den bedre ende, men Gottschalks udramatiske stemmeføring og endnu mindre dramatiske, udsvævende lydtæppe-pop bliver desværre lidt en sovepille over 10 numre. Der er masser af kvalitet at finde isoleret set i de enkelte, overordnet velkomponerede og vellydende numre, men over et helt album savner jeg kort og godt nogle flere slag i dynen.
Det gør også, variation i tempo og stemninger til trods, i hvert fald i det små, at jeg har lidt vanskeligt ved at huske enkelte numre efterfølgende – det hele flyder, ærgerligt nok, lidt sammen i en døsig, men bestemt behagelig, suppe. Det har, naturligvis, også sin charme og kvaliteter, men igen, så bliver det ganske enkelt for langt et forløb med nær-stilstand over 10 numre, hvor eksempelvis den lavmælte afslutter, “You Got Me On Board”, ikke rigtig kommer ud af stedet i de 6 minutter den er om at strække sig.
Og strække sig gør den, for skal vi blive ved søvn-metaforen, og lige vende pladen lidt på hovedet, så virker netop dette nummer som en “vågne op morgensang”, hvor kroppen strækkes og det hele lysner lidt, efter 9 numre der hovedsageligt har bevæget sig i søvnes rige, drømmeland og kærlighedens mindre lyse stunder. Det peger samtidig tilbage på album-åbneren “Open Door”, der virker som døren ind i til drømmeland med åbningslinjen “I’m not sure that I’m awake”.
Det sætter jo en fin ramme, der heller ikke virker FOR konstrueret, men desværre er ovennævnte linje lidt profetorisk på den uheldige måde – jeg er kommer nemlig også i tvivl om jeg egentlig er vågen, eller faldet lidt hen, som pladen skrider frem. Det kan der momentvis være en meditativ kvalitet i, men lidt for ofte bliver Gottschalk og hendes lyse, lidt bedøvede vokal, samt den diskrete musik, til et baggrunds- eller slumretæppe.
Der forsøges ellers med klangmæssig variation, som vi kommer dybere ind i pladen og søvnen, med den lette indie-stemning på “Common Ground”, en stille og sagte kinddans på “We Move With Different Speed”, noget der lyder som en trommemaskine og lidt tangenter på den bittersøde “I See You Go” og mere elektroniske strømninger på den dvaske “Wake Up”. Fælles for numre som disse er, at de sådan set er fine sange, rare at lytte til og egentlig også ganske stemningsfulde i øjeblikket. Men det er som om de, og pladen som helhed, mangler noget fremdrift. Der sker ikke helt nok til at min holde min opmærksomhed fanget numrene ud.
Så er det paradoksalt, at de numre jeg synes er allermest vellykket på Common Ground, er dem hvor Gottschalk næsten gør mindst og barberer tempo og udtrykket helt ned?! Og så falder de endda lige efter hinanden hen over midten på pladen.
Først suges vi ind i en mystisk, eventyrlig og lidt overnaturlig musikalsk skov på “A Bite Of The Moon”, der bobler og svæver ud og op med en lidt fjern atmosfære og et sløret lydbillede. “Give me all of you”, lyder det længselsfuldt og hengivent ud af tågen, og senere “tell me why I fight for you?”. “Truely we are lost // In each other and in our selves” hviskes der tyst ud af skyggerne på den efterfølgende “Need To Belong”, hvor der for alvor er skruet ned for virkemidler. Der er nærmest tale om et lyddigt, men det er uhyre velfungerende og fængende. Der følges op med den om muligt endnu mere musikalske afklædte og vokalmæssigt nøgne “Do You Feel Your Feet”. Stemmen er helt fremme i forgrunden, mere markant og fyldig, mens musikken reduceres til noget soundscape i baggrunden. Det virker indledningsvis, men så sætter den fatigue jeg har overfor pladen som helhed ind og det hele flader lidt ud.
Det er en forbandet skam, at jeg har det med at døse hen, blive lidt rastløs og savne at der sker noget mere på Common Ground. Og det KAN jo ikke udelukkes, at det er mig der har et problem her. “Det stille drama” kan rumme masser af kvaliteter, og nogle gange næsten et større drama i det usagte og antydede, end hvis man bare fægter med arme og ben og skruer helt op for effekterne. Men hos Gottschalk er det lige i lidt for få glimt jeg føler, at dette stille drama virkelig åbenbarer sig for mig, river mig med og gør mig nysgerrig efter hvad der gemmer sig i de mange, afdæmpede lag i musikken.
Vi ender på en positivt stemt middelkarakter for albummet som samlet oplevelse.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Gottschalk på Facebook
