Bag navnet GØRL gemmer sig en lidt udefinerbar musikalsk størrelse, hvor alt-rock, pop, western-rock og en funky feeling mødes og skaber noget, der på ganske spændende vis udsender blandede signaler.
GØRL Repair The Girl er egentlig en af den slags små udgivelser, hvor en masse ting spiller, men den samlede pakke lige mangler den allersidste finpudsning og justering for, at vi ender på en af de rigtig høje karakterer. Samtidig er det en udgivelse, der rent musikalsk rummer ekkoer af en hel del, der virker meget velkendt og minder undertegnede om “et eller andet og mere endnu”, som jeg bare liiiige mangler at få sat navne på.
Den der hvad-er-det-nu-det-er følelse går igen, i større eller mindre grad, i samtlige 3 numre på EP’en, men kun sjældent bliver det direkte distraherende – så det er egentlig ikke noget, der trækker ned på det samlede indtryk. Det er velkendt på den rare måde, ikke-konkrete deja vu følelser, som giver noget ro når man lytter numrene igennem.
Og de er gode! Alle tre, på hver deres måde viser de sider at GØRL’s pop-alt/rockede univers. Som smagsprøver og prøveballoner fungerer de fint sammen, men over flere numre end de 3, der er at finde her, så skal udtrykket måske strømlines bare en lille smule – bare så det ikke begynder at stritte i endnu flere retninger.
“Clockwise Love” er sådan lidt 90’er rock-funky, der er en vibe af noget tidlig Kashmir og start 90’er Red Hot Chili Peppers (når de er mest rockede, og mindst funky), men uden følelsen af gymnasie- eller Cali-funk som sådan. Titelnummeret “Repair The Girl” er en mere stort anlagt ballade/anthem, med højt til loftet, mens sidste nummer, “River Child” bevæger sig over i noget mere støvet western-klingende. På en måde. Og alligevel ikke.
Ligesom coveret, med den lidt androgynt udsende skikkelse og den tvetydige titel på EP’en, så er noget af det der gør GØRL til et interessant bekendtskab nemlig de modstridende og ikke helt tydelige eller gennemskuelige signaler band og musik udsender. Det kunne være endt i noget musikalsk rod, eller noget der virker decideret ufærdigt – men det fungerer på en eller anden måde, og man fornemmer en indre logik i det her.
Det er ikke fordi GØRL rent musikalsk gør tingene specielt indviklede, men efter et par lyt begynder man at opdage små, fine detaljer og nogle særpræg i det ellers velkendte lydunivers som gør, at man fornemmer at der er mere på spil her end overfladen måske kunne antyde. Melodien i “Clockwise Lover” er eksempelvis ikke noget, der ikke er hørt mange gange før, den er måske endda lidt tung bagi hist og her, især overgangene mellem vers og omkvæd. Men… så ligger bassen og brummer løs, ret markant, hvilket er med til at give den det tilpas funky, men ikke FOR funky præg, mens guitaren svæver rundt og kører sit eget show af til og laver nogle ret fede ting.
Sidstnævnte går igen i “River Child”, hvor jeg synes guitaren for alvor få lov til at brænde igennem og lave nogle ting der bare lyder godt, gammeldags fede. Der er altså plads til nogle udflugter og små afstikkere i GØRLs musikalske univers, der lige er med til at give det noget personlighed.
Det samme gør sig gældende for vokalen, leveret af Mikala Nørgaard, som et eller andet sted måske lyder en kende uskolet, på den der måde hvor den er lige ved at komme galt af sted med nogle af de højere toner, eller bare fremstår en anelse upoleret – selvom den er “pop pæn”. Det er på den ene side med til, at forstærke følelsen af en lurende skævhed, og at alt ikke er helt pletfrit og poleret, hvilket er fedt, men det er samtidig et punkt, hvor man måske på kommende udgivelser kunne arbejde lidt med præcisionen. Bare for at se, hvor det så tager det samlede indtryk hen.
Et eller andet sted kommer jeg også til at tænke på et glemt/overset/forsvundet band som engelske James, der var lidt i vælten et par år i start 90’erne med deres alt-rock/pop/madchester/danserytme hybrid. Ikke at GØRL direkte lyder som dem, kun i mindre glimt. Men den overordnede stemning af, at at band, musik og generelt udtryk udsender “blandede signaler” og at der er mere at komme efter end det man “bare” ser ved første øjekast.
Det er bestemt ikke nogen dårlig egenskab, men det er på samme tid nok også noget der kunne blive en udfordring for GØRL. For det her er en branche som gerne vil proppe kunstnere i kasser og sætte labels på, så pakken bliver så letforståelig som muligt. Repair The Girl viser en gruppe der på nuværende tidspunkt i hvert fald ikke er klar til kategorisering – på godt og lidt ondt.
Vi lander på 4 af de store stjerner, vi er ikke i mål, måske ved bandet ikke engang helt hvor målet er, og som samlet udgivelse har GØRL stadig et udefinerbart “upcoming” præg over sig. Men det er også det udefinerbare der på andre punkter er en af deres forcer, så spørgsmålet er hvor meget GØRL trænger til at blive repareret?
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg GØRL på Facebook
