Goodbye Kitty K spiller efter eget udsagn høj-oktan “scrap rock”, ordene virker meget dækkende for bandets garage skramlende “affalds” rock, med hidsig kvindevokal i front.
Anført af Kat Van Ville, kaster Goodbye Kitty K sig på Scrapped ud i en nytappet blanding af Iggy and The Stooges, White Stripes, Led Zeppelin,Juliette and The Licks og riot grrrrl bands som Bikini Kill – det gælder både vokalen og den rustikt ruskende musik, frembragt af Hick Corea (guitar), Hoff (bas) og Wolfman (trommer og koklokke). Sangene handler om Kat Van Ville’s sociale og personlige deroute, en historie der omhandler frygt, manglende selvrespekt og lyster. Musikken gennemstrømmes af synd, laster, ubehag og livets skyggesider, men Katten kom åbenbart ud på den anden side – vi befinder os altså, som både navne og historien antyder, i et univers befolket af mere eller mindre opdigtede karakterer, dæknavne og med en klassisk fortælling om at vende nederlag til sejr. Det fremgår ikke tydeligt, om historien er helt eller delvist opdigtet eller selvbiografisk, hvilket bare er med til at give hele pakken et skær af mystik.
Det er i hvert fald et meget ekspressivt og udfarende band vi har med at gøre, ikke mindst på grund af sangerinde Kat Van Ville, der stønner, skriger, hviner, hvæser, råber og hyler sig igennem de 12 numre som en blanding af en kat i løbetid og én i slagsmål med en lige så arrig artsfælle. Det er nok ikke en stil der er for alle, og selvom de fleste numre er ret skarpt skåret, så bliver det også en lille smule ensformigt/anstrengende for mig at lægge hørelse til over 12 numre – da kunne man måske godt have skåret et par numre fra og endt med et mere lytte-venligt produkt. Nå det er sagt, så er Kat van Ville’s vokale udflugter samtidig også vældigt medrivende, skræmmende, forførende og lettere forbløffende, på samme tid. Som et ægte kattedyr, så ved man aldrig helt hvor man har hende, og hvornår temperamentet skifter, så vær på vagt for hvæssede kløer!
Numrene falder lidt i to kategorier, de aggressivt udfarende og de mere tilbagetrukne, begge dele rummer dog den gennemgående dirrende intensitet, der er en af albummets markante karakteristika. Kanaliseret ud via en rå og upoleret lyd, som den slags nu skal lyde, umiddelbart simpelt, ligetil og ikke så meget pis. Blandt førstnævnte hører åbningsnummeret “Light”, “Goodbye Kitty K”, “Boyfriend” og “Alive N’ Kickn'”. Fælles for dem, er at bandet hurtigt zoomer ind på en stram og simpel rytme, og så buldrer de ellers ud af det spor nummeret ud, uden for mange udflugter. Det giver numrene en følelse af at være små, koncentrerede, retningsbestemte energibomber, som detonerer rundt om Kat Van Ville’s furie-vokal, der gør sit ypperste for at krænge sjæl og følelser ud i teksterne. Det kan til tider lyde lidt små-hysterisk, når fraseringerne nærmest ender i rene skrig, men tilgengæld er det noget der tiltvinger sig lytternes opmærksomhed.
Bedst lykkes optempo øvelserne på “Don’t” og “Driving Miss Mercy”, “Don’t” brummer brunt og olmt afsted, imens Ville’s vokal farer fra det ene yderpunkt til det andet, nogle gange føler man næsten at man får skældud af hende. Musikalsk får gruppen her fat i grumset, punket garage rock af den klassiske skuffe, med en fint smittende trommerytme, som det er svært ikke at sidde og rasle med skallen til. Alt det og lige lidt mere får man på “Driving Miss Mercy”, der lyder som en firehjulstrækker, som har forladt garagen og tromler ud af en støvet landevej med gaspedalen i bund.
I de tidligere nævnte mere tilbagetrukne og “lavmælte” numre, for rigtig afdæmpet bliver det på grund af skrige-katten i front aldrig helt, skinner White Stripes og Led Zeppelin inspirationen igennem i form af beskidt blues, som på “Mama Said” og “Dirty Blues” (ja, det er endda med i titlen). “Mama Said” er en ildevarslende og rumlende sag, der ruller tungt fremad med en fornemmelse af desperation, raseri og frustration. Hvor det på “Dirty Blues” bliver endnu mere dystert og slæbende, men også mere betonrocket i sin klang. I numre som disse, er Goodbye Kitty K og ikke mindst Ville’s, virkemidler mere effektive end i de mere tempofyldte skæringer. Den udtryksfulde vokal får lov til at fylde godt i lydbilledet, og det er nemmere at høre og tage linjer som “I’ve been with another guy // Go ahead and say goodbye” ind, end når man lydbombarderes på alle fronter. Det har også sin effekt, især til at sætte gang i adrenalinen, men den sitrende energi i disse mere “stille” numre er næsten mere virkningsfuld.
Den optimale balance finder bandet i “Just Be Around When I Want It” og afslutningsnummeret “1 2 3 You & Me”. Førstnævnte er muligvis Scrapped’s mest åbenlyse hitsang, med en uimodståeligt boblende rytme, der stepper koket derudaf og byder op til dans og hop. “1 2 3 You & Me” bygger mere diskret og stemningsfuldt op fra det helt nedbarberede og tyste, hvor Kat Van Ville’s vokal lige får strejfet det mere indfølte, inden hun sammen med musikken arbejder sig hen imod afslutningen, hvor de sidste kræfter brændes af i et sydende højdepunkt, inden nummeret stille rinder ud. Godt skruet sammen og effektivt leveret.
Og noget der måske skulle have været en lille smule mere af blandt albummets 12 sange, selvom der er en del variation i bandets minimalistiske og råt skramlende lydbillede, så savner man i sidste ende lidt flere eksperimenter i løbet af de 46 minutter, Scrapped varer.
Goodbye Kitty K er dog det meste af tiden en ustyrlig og egenrådig, men stadig tillokkende, rock-kat som kradser og bider fra sig på den helt rigtige måde. Den lader sig tydeligvis ikke stryge med hårene, og er du ikke lige katte-menneske, så kan det godt være at Goodbye Kitty K og Kat Van Ville får dig til at skyde lidt ryg. For folk med hang til “scrappy” rock med en temperamentsfuld kvindevokal i front, burde Scrapped dog være et sikkert køb. Såfremt du kan tøjle en små-psykotisk catwoman.
Anmeldt af Kodi
Besøg Goodbye Kitty K på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
