Uhæmmet fransk raserianfald, med masser af fine detaljer, fremragende teknik og velmenende følelser bag det umiddelbart brutale overfald. Det er hvad man får på Gojira’s konge metalplade, der udkom i sommer.
I nærheden af Bayonne, i Frankrig, rejste der sig i 1996 et metalmonster på bagbenene og begyndte at hærge løs, Godzilla var bæstets navn. Indtil bandet på grund af ejerne af Godzilla-varemærket blev tvunget til, at skifte til den alternative stavemåde Gojira (rõmaji). Bandets udbredelse og popularitet er steget støt over 4 roste albums det seneste årti, og de nævnes ofte som en af bannerførerne i en ny bølge af metalbands, som er klar til at erobre verden fra den gamle garde. Gojira’s version af tung og aggressiv metal, er svær at sætte i bås – de blander fra genrer som progressiv, ekstrem, thrash, groove, en smule mathcore (uden at det tager overhånd) og teknisk dødsmetal. Deres ganske unikke lyd toppede på deres måske bedste udgivelse hidtil, L’Enfant Sauvage der udkom i juni måned i år.
Titlen kan vel oversættes til noget i retning af “det vilde barn”, og vild det er nøjagtig hvad L’Enfant Sauvage er, næsten fra ende til anden. En bidsk klingende og udfarende plade, der kun tøjles af bandets overlegne spilletekniske formåen – for uden den, så ville barnet være flippet totalt ud og ikke have været til at holde ud at høre på. 11 skæringer, inkl et enkelt kort instrumentalt mellemspil cirka midt på albummet, hvoraf de 8 afvikles i et rasende og hæsblæsende tempo. De eneste nogenlunde stille stunder den stakkels lytter får, er to mere afdæmpede numre, som er placeret som de sidste to på pladen.
Det lyder muligvis ikke som en særlig rar oplevelse, sådan at får hele kraniet bidt af, af et utæmmeligt fransk metalmonster, men Gojira er faktisk hverken et stressende eller FOR tempofyldt et bekendtskab. De tøjler raseriet og lysten til at fræse løs, lige tilpas nok til, at man kan følge med, men altid føler at man lige er nødt til, at være på vagt i tilfælde af at de snapper ud efter én. L’Enfant Sauvage åbnes med “Explosia”, der bogstaveligt talt eksploderer ud af starthullerne og ryster højtalerne, så støvet hvirvles op. Forsanger Joe Duplantier skriger som en besat kæmpeøgle, lige på kanten af det hysteriske, men holder sig til hysterisk vrede, hvor især de mere intense og stemningsmættede “stille” passager i sangen fungerer fortrinligt. Førnævnte støv når ikke at lægge sig igen, inden titelnummeret “L’Enfant Sauvage” spyr ild og svovl ud. Nummeret gennemstrømmes af en dirrende desperation, der kigger frem i Duplantier’s grænse-psykotiske, hæse råb. Musikken fræser af sted, som et faretruende vanvidsudbrud, men så veludført at det aldrig eskalerer til retningsløs tons og hul buldren.
“The Axe” hugger endnu en flis af ens hørelse, med en åbning der er et sandt sonisk sansebombardement, hvor især trommeslager Mario Duplantier imponerer med konsekvente tæv i et helt afsindigt opskruet tempo. Endnu et virkeligt stærkt og ekstremt hårdtslående nummer fra det franske monster. Samtidig et, hvor de igen formår ikke at lade hverken tempo, sangstruktur eller aggressionerne løbe af med dem, de gør helvede hedt, men som lytter føler man sig ikke tromlet og får lige nøjagtig lov til at hænge på. Netop strukturen i numrene, er noget der gør Gojira til en lidt speciel oplevelse, for de følger ofte ikke gængse “regler” eller den normale progression for vers/omkvæd. Det hele flyder lidt rundt i en fortættet, atmosfærisk masse. Det til trods, så kan man sagtens følge med i et ellers hektisk nummer som “Liquid Fire”, der ellers indeholder en del retningsskift – jeg ved ikke helt hvordan de gør det, men ligegyldigt hvor kaotisk deres sange bliver, så mister man aldrig helt orienteringen.
Tid til en instrumental puster med “The Wild Healer”, som vi lige kan bruge på at se hvad Joe Duplantier har udtalt, at L’Enfant Sauvage overordnet handler om: “With freedom comes responsibility, so I’m asking myself, ‘What is freedom? What does it mean to me?’ L’Enfant Sauvage reflects on that. There’s no answer though. There’s just life and questions.” Ingen svar… og The Wild Healer får heller ikke helbredt eller tæmmet det frådende franske udyr, der trykker max igennem igen efter den lille puster med “Planned Obsolescence”, hvor der brøles:
Created weakness for the numbers on the board
Absurd amount of things, obsolete creation
The lust for always more, indulgence in hunger
A greed for power, the demon needs to feed
From cradle you’ve been taught how to rule and conquer
The devil smiling, no this isn’t real
Black vultures in the mist approaching, now closer
The end is coming, we’ll take it from here
Gojira besynger den form for ødelæggelse som truer med at æde samfund og mennesker op indefra, og ikke den krigsmaskine som musikken til tider lyder som.
“Mouth Of kala” trækker lyden i en mere groove-thrashet retning, det melodiske får mere spillerum, også DET behersker de franske stormtropper til fulde. Selvom om der er en mere svævende fornemmelse i musikken, så står guitarer og trommer periodevis i flammer og lyder som om de er i åben kamp mod en unavngiven fjende. Et af pladens absolutte højdepunkter, på en plade spækket med dem. I sidste halvdel af sangen gives der plads til mere progressive elementer, uden vokal, inden “The Gift Of Guilt” indledes med et langt instrumentalt stykke, der forholder sig afdæmpet et minuts tid, inden helvede igen bryder løs. “These vultures from the past, coming / In all the hells and worlds, the time has come..” lyder råbekoret, nærmest sing-a-long venligt, over en cirklende melodi der omkredser en. Ildevarslende og episk klingende, variation er der masser af i Gojira’s larmende udladninger.
Faktisk varierer Gojira deres udtryk, eller tilføjer nye elementer og detaljer, mere og mere i løbet af L’Enfant Sauvage, så albummet føles som en tiltagende spændende og interessant rejse. Udviklingen forsætter med “Pain Is A Master”, hvis indledning indeholder noget utydelig fransk voice-over et sted i baggrunden, imens musikken nedtonet og meditativt sniger sig hen mod et voldsomt tempo- og stilskifte. Det er hele tiden småting Gojira lægger på, eller diskret tilføjer i produktionen, og det hele føles som en naturlig udvikling af lyden pladen igennem.
Efter en passage, hvor instrumenterne basker løs som rotorbladet på en tung kamphelikopter, lander de i mudderet og drejer musikken i en mere sludge’t retning, en næsten Alice In Chain’sk lyd? Igen et yderst vellykket retningsskifte, der ikke lyder forceret eller påklistret.
Begyndelsen på ende indledes med “Born In Winter”, der overrasker med afdæmpet vokal og en mere afventende og tilbageholdende stil fra bandet. En kærkommen afveksling og endnu engang et utroligt vellykket twist i Gojira’s univers. Der bygges langsomt op og lyden bliver mere sammenbidt, desperationen sniger sig ind igen. Sangen føles som en bro over til den fænomenale afslutningssalut “The Fall”. Alt står i bål og brand, på en gement storslået måde, imens den franske Godzilla river hele møget ned med tungt kværnende tramp.
Leaves are falling, the wind is blowing so cold
The end, cycle, peel to the core
L’Enfant Sauvage er et mesterværk, der er ingen vej udenom, og havde jeg nosset mig sammen til, at få lyttet den ordenligt igennem lidt tidligere, så måtte et par metaludgivelser jeg roste til skyerne tidligere i år, finde sig i at blive tromlet omkuld af dette monster af en udgivelse. Nuvel, bedre sent en aldrig, denne plade hører hjemme i top 5 for året, og bliver muligvis også et pejlemærke i årene der kommer. Enkeltdelene er set før, men den måde Gojira sætter dem sammen på, skaber en ganske original lyd. Pladen føles gennemarbejdet fra ende til anden, og kunne signalere et nybrud indenfor metalmusikken, only time will tell. Dele af det er sikkert hørt før, eller har ulmet i undergrunden, men Gojira formår at hive det op på et niveau, hvor flere kan være med. Det har kant og gennemslagskraft, men er indbydende nok til at bredere masser burde kunne hoppe på.
Sidst, men bestemt ikke mindst, er det bare en samling forbandet formidable sange og fremstår som et helstøbt album.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
