Folk, der havde været så heldige at købe billet til aftenens CPH:DOX-arrangement med og omkring Godspeed You! Black Emperor fik tre ting med for billetprisen: En screening af dokumentarfilmen Godspeed You! Black Emperor, support ved Bhutanesiske Tashi Dorji – og selvfølgelig en koncert med bandet Godspeed You! Black Emperor. Sidstnævnte var decideret fremragende, de 2 andre dele vekslede mellem det bizarre og noget der ikke var godt nok.
Her følger en anmeldelse af de tre delelementer.
Filmen har praktisk talt intet med bandet at gøre, men agerede undskyldning for at booke bandet ind – og al ære og respekt for det!
Inden screeningen foregik et mini-interview med initiativtager til og guitarist i bandet GY!BE, Efrim Menuck, hvor han blandt andet fik lejlighed til at forklare, at han havde set filmen på et meget mørkt tidspunkt i sit liv hvor han var i starten sine 20’ere, boede i Montreal og havde det ad H til.
Derfor gik han i det lokale cinematek og så film, da han ingen penge havde. Og der så han så den japanske dokumentarfilm Godspeed You! Black Emperor – som handler om en nihilistisk japansk ungdoms-motorcykelbande.
Han fremlægger at filmens ringe kvalitet rørte ham, da det gav ham idéen om en ufuldendt dokumentar / dokument. ”Som en dagbog, man finder i regnen, og hvor vigtige sider er blevet udvisket af vandet”. Poetisk.
Han forklarer også, at dette har han fortalt til filmens instruktør / dokumentarist, da han mødte ham efter at have startet GY!BE – og dennes reaktion var ”Bullshit! Du synes bare, det var et cool navn til et band!” Hvilket Efrim måtte erklære sig enig med.
Nevermind. Det har givet CPH:DOX lejlighed til at booke et fedt band. Well done, lads!
Selve filmen er bizar. Den er fra 1976 og giver et øjebliksbillede af nogle uregerlige unge mennesker i Japan, som på den ene side er fanget i japanske familiestrukturer – på den anden side vil være rebeller og udvikle deres egne æres-kodex.
Jeg så ikke det hele, da den varer 1½ time og sulten sendte mig ud på madjagt på Christiania, men lad mig bare sige, at hvis der på et tidspunkt ville have været en dreng, der råbte ‘men han har jo ikke noget på!’ så var screeningen faldet (endnu mere) til jorden.
Fordi selve filmen er så bizar (der er meget om japansk kultur, vi ikke ved!), så virkede det nærmest fuldstændig i tråd med hele oplevelsen, da lyden pludselig gik og blev erstattet af white noise / voldsom skratten, samt at afspilningen af filmen foregik fra en torrent-hentet fil, hvor teknikken drillede.
Bedre blev det ikke af, at underteksterne ikke passede.
Allermest bizar var så afslutningen – hvor der pludselig var lagt voiceover på nogle af scenerne, så der blev indikeret et lederskifte i motorcykelbanden – men altså uden reallyd. BIZAR OPLEVELSE!!!
Men heldigvis kunne man så gå i Den Grå Hal for at se Godspeed You! Black Emperor.
Eller… Først skulle vi lige høre supporten, Tashi Dorji.
Tashi Dorji ★★☆☆☆☆
Supportbandet består af en enkelt bhutansk musiker, der iklædt hættetrøje spiller improvisatorisk noise på sin guitar og effektpedaler – især loops.
Ja, “a man and a guitar” kan være mange ting, og det her var i hvert fald langt fra melodiøst. Der laves rytmer ved at anslå guitaren og disse rytmer lægges så i et loop, hvorpå der lægges yderlige lag.
I klassisk stil for noise bruges der af og til (eller; for det meste) trommestik til at anslå strengene med og det kommer som en stor overraskelse, da Tahsi vælger at stemme sin guitar på et tidspunkt – det har ikke lydt som om det overhovedet har været væsentligt, at noget overhovedet stemte i performancen.
Der er dog noget foruroligende uroligt over hele projektet og i glimt bliver det også brutalt og interessant. Men samtidig er det også så tilfældigt og støjende, at jeg flere gange smilende tænkte, at det også kunne være en live-transmission fra dame-smedjen ved siden af Den Grå Hal – og spørgsmålet om det overhovedet er musik, en lyd-kollage, eller en demonstration af hvad looppedaler kan, der fremlægges, virker nærliggende.
Det er nok hvad man vil kalde noise-kunst, og skal der være plads til sådan noget på en scene, skal det nok ret beset være i forbindelse med sådan noget som GY!BE. Men jeg kunne ikke slippe tanken om, at mellembegavet teenagebarn, der havde fået en guitar og en røvfuld pedaler i konfirmationsgave kunne have lavet noget lignende.
Jeg er demokrat og bliver altså ikke imponeret over, at en gut kommer fra Bhutan, når han frembringer sådan noget – også selv om dele af performancen lød lidt som buddhistiske klokker. Nej. Det var ærlig talt ikke godt nok…
To stjerner fordi der af og til var glimt af potentiale.
Godspeed You! Black Emperor ★★★★★★
Så meget vildere er det så at konstatere, at man altså skal kigge på aller, allerøverste hylde, når GY!BE skal anmeldes.
Sammen med skotske Mogwai er de bannerførere for den instrumentale post-rock og igennem hele koncerten tænkte jeg; der må da være noget, der kan retfærdiggøre at de ikke får max-karakter. Bandet går helt klassisk på ved at der kører en dyb drone, hvorpå henholdsvis kontrabas og violin så lægger lag.
Det er ostinatbaseret og yderst stærkt! Det er også foruroligende harmonier, der spilles, men der returneres også til mere behagelige tonaliteter – for derefter at smutte ud i det mere kradse igen: Allerede i første nummer erfarer vi altså at GY!BE er mestre i suspense-release.
Da resten af bandet (to slagtøjsfolk, en bassist (mere!), guitarist og en guitarist/altmuligmand) kommer på skifter nummeret karakter og bliver mere potent; pludselig kan man mærke bassen i brystkassen, trommerne pisker ind – og alt dette uden at det har det øredøvende lydniveau, som Mogwai for eksempel er kendt for. Hold nu kæft hvor er det kontrolleret – men samtidig er det også dynamisk, og temaer bygges op for at skvulpe væk i støjen fra det underliggende groove.
Den største kliché i post-rock er at man starter stille og så langsomt bygger op, op, op. Og sådan opererer GY!BE også – men de gør det bare forbandet godt!
Det næste nummer bliver der lige byttet bækkener (for det skal jo lyde ordentligt!), tilføjet et klokkespil og de nye temaer giver ganske enkelt myrepatter på den gode måde. Det er skrøbeligt – og så nænsomt brutalt – potent, men uden at pikken er forrest.
Det er som intet andet.
Klichéerne bliver ved med at dukke op: Der spilles med violinbue på elbas, men det gør ikke noget, for det lyder fantastisk og clichéen drukner i vellyd. De nørdede slagtøjsfolk tuller rundt fra plads til plads for at lægge snart en lille detalje – snart for at tæske bækkener til de mere voldsomme perioder, eller timpani som bygger bund som intet andet.
Numrene varer længe – hvor længe er underordnet, for ingen af dem er ligegyldige – og varierer konstant med nye temaer, der startes, bæres og afløses af andre. Det er ikke improvisatorisk, men det er tydeligt at bandet har nogle bestemte ostinater, som der så kan varieres over.
Peasantry or ‘Light Inside of Light’ – åbningsnummeret fra seneste plade – leveres så potent og skarpt at det næsten virker ude af karakter, men også voldsomt og fedt.
Oven i alt dette kører der så old school visualiseringer fra fire smalfilmsprojektører, som for øvrigt styres ‘live’ og er perfekt afstemt med musikken. Der er stor fascination af sovjetisk byggeri og forfald i den visuelle del – hvilket blot bidrager til oplevelsen.
Vi runder endnu et nummer fra seneste plade og jeg når at reflektere over, at det på én gang er et massivt og luftigt lydbillede, der dannes – men samtid er momentum i koncerten ved at være lidt udfordret: Det er mandag og man begynder at mærke at man også skal op i morgen…
Og så er det der; lydtrykket, der har været holdt tilbage hele aftenen bliver pludselig sluppet løs og volumen får som en sidste, kontrolleret effekt lov til at stige og bogstaveligt talt blæse os bagover.
Godspeed You! Black Emperor vil røre sit publikum og gør det.
Det er for så vidt ikke avanceret musik og meget følger en form for skema. Men det er bare så fedt fremført og sammenspillet kombineret med et ‘trick’ som lige at åbne for de ekstra decibel under slutningen af koncerten gør, at jeg må overgive mig:
Der er ingen undskyldning for ikke at gå på allerhøjeste hylde, når GY!BE skal anmeldes; Jeg forlader Den Grå Hal med noget, jeg ikke havde, da jeg kom derind. Og mere kan man ikke forlange! – og så har der for øvrigt ikke været ytret et ord fra scenen!!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
