Januar blev lukket ned med et rock-drøn på Radar lørdag aften, men selv om aftenens 3 bands gav den hvad de kunne, så kom aftenen aldrig helt op at flyve.
Aftenens tre navne skabte ikke just kø ved Radars indgang, og spillestedet havde fornuftigt nok begrænset sig til dørsalg til aftenens koncert. Omkring 25 publikummer havde fundet vej, da den engelske duo God Damn begyndte deres sæt. På forhånd begrænsede mit kendskab til bandet sig til et enkelt nummer på youtube, men de skuffede ikke med deres ligefremme, tunge rockangreb udført på guitar/vokal og trommer. Selv om jeg ikke ville beskylde frontmand Thom for at have en stærk vokal, så fungerede den på sin vis glimrende til God Damn’s energiske, dynamiske og tunge lydbillede. Det er begrænset med snak til publikum, men før de sidste 3 numre siger frontmanden “We’re God Damn and we’re from Wolverhampton. Do you know where that is?”. Det bliver besvaret med “The football team!” af en publikummer, hvorefter Thom konstaterer: “Yeah, it’s always where the football team is from when we’re on tour”.
Bandet kører ufortrødent på, og selv om jeg ikke lige kan ryste nogle sangtitler ud af ærmet, så gør bandet et ganske fint indtryk. Masser af tyngde, gode riffs, energisk trommespil og god dynamik. God Damn leverer naturligvis også en smadre-afslutning, med masser af feed og trommebonanza, og endda noget så relativt sjældent som en tight én af slagsen.
Drön
Aftenens andet band er lokale Drön, også en duo, bestående af Anders Birkekær på guitar og vokal og Henrik Lauritsen på trommer. Heller ikke Drön er de mest snakkesaglige på scenen, men de to herrer får alligevel trukket publikum lidt tættere på undervejs, og især i starten af sættet fungerer det mere bluesede tag på tungrocken rigtig godt. Anders Birkekær lidt hæse og dybe vokal står godt til sangene, og der bliver hamret godt igennem. God halvvejs i sættet begynder kompositionerne at blive langsommere og tungere, og selv om Drön spiller godt, så bliver det simpelthen en smule stillestående og stenet i en periode af koncerten.
Heldigvis skruer Drön op for tempoet igen på sidste nummer, hvor der sendt fine tunge riffs afsted fra Birkekær’s guitar og slået gnister på Lauritsens trommesæt. Desværre tog den mindre dynamiske halvdel af sættet lidt energien ud af det samlede indtryk, men omvendt viser det også at Drön har flere facetter at spille på end bare det tungt blues-rockende. Måske var det bare opbygningen og doseringen, der ikke gik rent hjem hos mig.
Hjortene
Sidste navn på scenen denne lørdag aften er københavnske Hjortene, som sidste år udgav et udmærket selvbetitlet album, efter der ellers havde været relativt stille om bandet siden de vandt P3 Guld-øverprisen i 2004. Trioen har på albummet besøg af prominente gæster som President Fetch, Valient Himself fra Valient Thorr og Lorenzo Woodrose, men live er Hjortene denne aften uden ekstern forstærkning. Det gør dog ikke det store, for Hjortene lægger ud med enorm energi og tænding, da de sætter i gang efter at være gået på scenen til tonerne af ‘Convoy’. Der bliver lagt ud med et par instrumentale baskere, inden vi får ‘Gennem hårde tider’, en af mine favoritter fra sidste års album.
Desværre begynder det herefter at blive lidt mere ujævnt hjorte-trav, hvor et mere stenet nummer dræner lidt af den stemning, der ellers var bygget op, inden den tordenbuldrende og bragende ‘Pounding Hammer’ vækker publikum lidt til live igen. Der begynder dog at gå lidt dødvande i den igen kort efter, og jeg kommer i hvert fald undervejs til at savne de vilde vokalleveringer fra Valient Himself og President Fetch som er med til at tegne album-lyden. Det er nu ikke fordi Hjortene ikke giver den, hvad den kan trække, for der absolut intet at udsætte på sammenspillet og de instrumentale udfoldelser fra hverken Palle Hjort på guitar og ind i mellem vokal, energiske Claus Doomhammer på bas, som bevæger sig livligt rundt på scenen og Kim of Death bag trommerne, der sørger for en dundrende bund.
Efter den lidt ujævne midterdel får vi en stærk afslutning, med først et nyt nummer, ‘Manden i sort’, som ræser hæsblæsende afsted båret af et stærkt riff, og endelig ‘Canada’, der med sin mere atmosfæriske og dæmpet ildevarslende opbygning rører ved lidt mere end min nakkemuskel – kombineret med den eksplosive afslutning, hvor trommer og mikrofoner væltes, giver det en solid afslutning på aftenens koncerter.
Trods de intense energiudladninger på scenen, ender jeg alligevel med en lidt ambivalent fornemmelse. Måske var det bare en af de aftener, hvor det hele ikke helt gik op i en højere enhed, selv om alle 3 bands leverede hvad de kunne. Måske var det det begrænsede fremmøde, der sugede lidt energi ud af lokalet. Rå rock var der i hvert fald for alle pengene, og det er sgu også mere end okay. Magien og det sidste løft skal nok komme en anden gang. Karakteren ender med at blive trukket op på 4 små stjerner for den samlede oplevelse, især fordi alle tre bands svedte forbilledligt for sagen.
Anmeldelse og foto:Jonas Strandholdt Bach
