Go Go Berlin fortsætter transformationen mod at blive et synth-pop band, og selv om den transformation på mange måder lykkes og fungerer for bandet, så mangler der mere drive og flere hooks på Lyfe. Et lille hit eller to kan der dog nok komme ud af EP’en.
Go Go Berlin har gennemgået en mindre transformation fra et retrorocket udgangspunkt til en mere synth pop/rocket lyd – som faktisk generelt klæder bandet ganske godt. Sidste års album, The Ocean, markerede det retningsskifte, og Lyfe følger op i samme boldgade.
En håndfuld numre er der blevet plads til på Lyfe, og lad det være sagt med det samme, at selv om bandet sigter efter pophooks, så rammer ingen af numrene så stærkt som ‘Love Me’ fra The Ocean.
Singleforløberen ‘I Never Meant To’ har bestemt noget, med sin relativt pågående melodi, og vi kastes nærmest direkte ud i sangens hook efter en lille guitarintro. “I never meant to hurt you/But maybe I meant to”, synger Christian Vium, på et nummer, der sagtens kunne snige sig til noget radio-tid.
Den efterfølgende ‘Changes (You Want It)’ går fuld synth-pop, og hakker sig en smule langsommeligt gennem sine over 5 minutters spilletid. Det er bestemt ikke fordi den er blottet for kvaliteter, for der er fængende passager, men den kunne godt have været skåret skarpere i min optik. Det er fint med en saxofon-solo, men ikke det nyeste trick i bogen, og selv om den er solidt udført, så ender det sådan lidt easy listening-agtigt.
Der er til gengæld slowburner kvaliteter over ‘Welcome to the Hills’, der især mod slutningen vokser og med gennemlytningerne sniger sig ind på én med refrænet “Hollywood forgives you too”. Her giver spilletiden mening og sammen med ‘I Never Meant To’ er det EP’ens stærkeste.
Jeg savner lidt mere power på synths’ene i den lidt gumpetunge ‘Nervous’, der, trods at den ubetinget er veludført musikalsk, er forglemmelig (et lille pun til teksten), og den bidrager til indtrykket af en lidt ujævn EP, hvor der måske godt kunne have været skåret et nummer, eller måske endda to, fra.
Synths’ene smager for alvor af 80’erne på ‘Struggle Is Real’, men selv om Christian Vium i front gør sit og har en interessant vokal, og der spilles helt efter bogen, og melodien er hæderlig, så savner jeg mere drive på det her tidspunkt af EP’en. Det er egentlig ikke ‘Struggle Is Real’s skyld, for isoleret set er det faktisk et nummer, man godt kan vende tilbage til og få mere ud af med gennemlytningerne.
Så selv om Go Go Berlin’s lydmæssige transformation overordnet set er vellykket, savner jeg mere af det drive, der var på den tidligere nævnte ‘Love Me’, for det bliver lidt for pænt midttempo electro-pop/rocket EP’en hele vejen igennem på Lyfe. Man kan sige at operationen med at gennemføre det musikalske stilskifte er lykkedes, men patienten virker alligevel lidt halvdød i sværen. Der mangler flere skarpe hooks, mere, der stikker lidt ud. Det musikalsk håndværksmæssige og produktionen er det til gengæld svært at brokke sig over, ud over det måske ikke lige er nede ad min personlige boldgade.
3 stjerner virker lidt nærigt, for udførelsen og et par af numrene er helt sikkert til mere, men helheden ender med at føles lidt gumpetung, og så føles det hele næsten lidt for pænt. Også når man ved hvilken energi og drive bandet også besidder.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
