Mens man i København afholdt et arrangement kaldet ‘P6 Rocker Koncerthuset’ havde Aarhus valgt at rocke ud på en anden vis: På Train underholdt Magtens Korridorer, mens Voxhall blev indtaget af Go Go Berlin med support fra Bite The Bullet. Det resulterede i en glimrende aften i rockens tegn!
To ting skal fastslås, inden du læser denne anmeldelse; anmelderen var ramt af middelsvære tømmermænd inden koncerten (og når man er i midt-30’erne, så er det ingen spøg!). Og førnævnte anmelder har aldrig hørt en Go Go Berlin-plade, inden ugen op til koncerten.
Begge parametre er rimelige nok at have med, og det kan på ingen måde afvises, at de – på den ene eller anden måde – har påvirket bedømmelsen.
Nuvel. Koncerten med Go Go Berlin var lige indtil den startede anført på Voxhalls hjemmeside som havende ‘få billetter tilbage’. Med tidligere koncert med Kurt Vile in mente vil jeg sige, at dette er KLART at anbefale frem for ‘udsolgt’, da Voxhall summede hele aftenen af at vi var mange – men at man også kunne bevæge sig rundt uden at føle at man var en stor belastning for sine med-koncertgængere.
Publikum var en virkelig underfundig blanding af folk i starten/midten af universitets-alderen – og folk, der har radikalt mere gråt hår end undertegnede. Gode anmeldelser til head-lineren spiller selvfølgelig ind, men det vidner også om at rocken ikke er død, og både folk der har alle Rolling Stones’ plader og lyttere, der ikke nødvendigvis har den samme sentimentale baggrund, kan opsøge denne type koncerter.
Og det er stærkt!
Men lad os få kigget på koncerterne:
Bite the Bullet ★★★★☆☆
Opvarmningen lod sig ikke stå i skyggen af hovednavnet og leverede en intens rock-oplevelse.
De stillede op i en stærk 3-0-(1) opstilling, forstået på den måde at helt ude på kanten af scenen fandt vi en guitarist, en forsanger (med en Theremin) og en trommeslager. På et backtrack lå så bassen.
Især frontmanden brænder igennem og synger med en klassisk halv-hæs rock-klang som man kender fra Doors eller tidlig Queen (de numre, hvor Taylor synger). Det er enkle sange, spillet fedt og tight – og med al den energi, som den type rock lever af.
Guitaristen springer op og ned af flight-cases og der leveres hele vejen igennem energi, som alt andet lige er imponerende, dansabelt, rocket og overbevisende. Der forfaldes ikke til lange guitarsoloer, og der er hele tiden fokus på den stærke rockstemme hos forsangeren, stærke melodier og en sammenspillet energi.
Stor kredit for at køre alle tre medlemmer frem forrest på scenen – men jeg kan ikke i min vildeste fantasi begribe, hvorfor man i et band med sådan en kvalitet og energi ikke har kunnet finde en bassist, så man kunne spille mere frit, end bassporet definerer.
Bite the Bullet giver en energisk koncert, og de er på stort set alle parametre den perfekte opvarmning for Go Go Berlin. Men jeg begriber ikke dispositionen med at have et track i stedet for en rigtig bas. Fire stjerner er måske så også lidt fedtet – for både numre og fremførsel er stærke – men det er der, vi ender.
Go Go Berlin ★★★★★☆
Af indledningen kan man måske få den fornemmelse, at Voxhall ikke var fyldt. Det var spillestedet nu, og både på balkonen og gulvet var der godt fyldt op. Og folk kendte headlineren! Under koncerten spørger forsanger Christian Vium hvor mange, der har set bandet mere end to gange, og de fleste råber energisk ‘yeah’ tilbage: Go Go Berlin er et etableret navn.
Og med berettigelse; de formår både at holde fast i rockens anarki (og klicheer!) – og stadig have fokus på at skrive og performe stærke numre.
Der lægges stærkt fra land med ‘Kill me first’, som – for øvrigt som en del af numrene fra Elecric Lives-pladen fra 2015 – tåler sammenligning med Artic Monkeys’ coolness og lyd. Men hvor englænderne nogle gange har lidt for travlt med at være cool, så leverer Go Go Berlin med energi og spilleglæde, som er en fornøjelse at være vidne til.
Der følges op med ‘Darkness’, som med sin skamløse pop-appeal vidner om, at vi også er kommet for at danse. Da titelnummeret fra årets plade falder som tredje nummer – med ikke-uvæsentlig deltagelse fra publikum – og mildest talt fyres af, ja, så er barren også sat for en cool, dansende og gennemført rock-oplevelse.
Bandet lyser af spilleglæde til trods for at det vidst er sidste koncert på turneen og alt bliver fremført med grov, flabet charme og energi. Selvfølgelig er det forsanger Vium, der er i fokus, men bandet virker for øvrigt også til at nyde at spille foran et publikum, der også gør deres for at give noget igen til scenen. Jeg har tidligere påpeget hvor langt man kommer med en god vokal, når man spiller rock. Go Go Berlin har fat i den lange ende med Vium, der lyder som en horny angel og fremstår en hel del mere energisk live end på pladen – hvilket i sig selv er imponerende!
Det er også et live-band, der ved, hvad de gør. Når der er en tangent-solo, støtter bandet op og stiller sig omkring tangent-kravlegården, så fokus ligger både visuelt og i lyden, hvor den skal. Når der er guitarsolo – hvilket der forholdsvis ofte er, uden at de bliver for lange – bygges der op og brydes ned i dynamikken, så man hele tiden er med som publikum.
Det hører også med til oplevelsen, at man nærmest konstant kan høre salen synge med. Dette vidner om, at Go Go Berlin har masser af fans – men også at lydtrykket aldrig bliver voldsomt og ubehageligt. Go Go Berlin er et band, er ikke behøver at skrue voldsomt op for at vise deres energi. Og især under balladerne (og selvfølgelig stor-radiohittet ‘Castles Made of Sand’) spiller publikum en stor rolle med deres sang.
Og Go Go Berlin ER et live-band. Under ‘Raise Your Head’ har vi allerede flere gange set folk sidde på skuldrene af andre. Og under nummeret har en fyr endda taget sin t-shirt af og svinger den energisk fra sin skulder-position. Det koger i Århus!
Der bruges masser af små-billige tricks som call-response med publikum, men da både kvaliteten på numrene og fremførslen er i top, gør det mindre. Så da Vium tager en tur ud som crowdsurfer under ekstranumrene er det på én gang en stor rock-kliché, men også helt rigtigt, da energien kan bære det og gør det næsten naturligt. Stikkene tages ikke hjem på billige gimmicks. Men gimmicks’ene giver mening, fordi grundlaget er så solidt.
Som sidste ekstranummer kommer Bite the Bullet med på scenen og der fremføres et nærmest Status Quo (eller all right; Neil Young)-agtigt nummer, hvor de to stærke frontstemmer får lov både at stå frem i versene hver for sig – og sammen i et lidt røvbaldet omkvæd.
Måske ikke den optimale afslutning på en god koncert.
Imponerende nok så kunne både Bite The Bullet og Go Go Berlin have lavet det samme for 30 eller 40 år siden. Men det holder stadigvæk og selv om opskriften måske ikke er innovativ, så giver det altså stadig mening at danse til og kaste hænderne i vejret til rock af den gamle skuffe anno 2015.
Fem stjerner til Go Go Berlin!
Troels-Henrik Balslev Krag
Foto: Sebastian Dammark/Fonden Voxhall
