Moderne pop, ungdommelig pop, HYPERPOP! Sært barn har mange navne, Glitchi viser mange sider af talentet på kun 26 flimrende og ganske glimrende minutter. Vi savner, måske, bare en vaskeægte ørehænger?
Hvis man altså er til den slags populistisk pjat… Det er jeg ikke helt sikker på, at den kære Glitchi er. Eller også er hun bare fra en nyere musikalsk generation, der forstår noget andet ved det udtryk end undertegnede? Nina Larsen, der gemmer sig bag Glitchi-kunstnernavnet, er aktuel med EP nummer 2 i år, efter 15 hæsblæsende minutter på forårets Welcome To The Twenties.
Glitchi vedkender sig, at der sigtes mod den i vor tid populære hyperpop. Hvor et navn som Charli XCX har været bannerfører inden for den fragmenterede og klippe-klistre prægede genre. Der sigtes altså helt klart bredt, og hun orienterer sig mod et moderne mainstream publikum. Med toner, som for mine gamle ører kan virke smårodet, utålmodigt og gearet til sounds bites på Tik Tok, fremfor et længere, fængende omkvæd. Det er nærmest rent hook, hvor omkvæd er reduceret til små “jingler”.
Glitchen hos Glitchi resulterer i en flimrende, hakkende og på sin vis stilforvirrende stil og stemning. Fordelt på hele 9 numre med en samlet spilletid på kun 26 minutter. Som man måske kan fornemme, eller gætte, så er cut ‘n paste strukturen og følelsen af, at der er en Glitch i systemet, noget som præger Cats Have Nine Lives hele vejen rundt. Lander vi, og Glitchi, så sikkert på alle 4 poter?
Nogenlunde. Selvom Glitchi på den skiftevis dunkelt dunkende underside, og poppet glimtende overflade, kan virke eksperimenterne og for en lytter som mig ret fremmedartet, så er tanker og budskaber relativt velkendte. Her overrasker det søgende unge menneske kun, hvis man befinder sig i, eller kan spejle sig i, samme situationer.
Sangtitler som åbningsnummeret “Dear Diary”, de efterfølgende “Psycho Bitch”, “Me, Myself and I” og “Paranoid” overlader umiddelbart ikke meget til ens egen forestillingsevne. Det lyder på overfladen meget 1:1. Der er endda et kort interlude kaldet “Meow”… Fordi “katte”. Men, der hvor Glitchi vinder og får vist, at der ikke er tale om en gammel kat i nye, spændende klæder, er at man fornemmer der er noget på spil.
Både indadtil og ud mod verden og lytterne. “Dear Diary” er aggressiv, bister, sammenbidt og emner af noget indestængt vrede og frustration. Hvem ønsker du at være, kære dagbog? Sådan lyder det gentagne mantra, mens musikken knitrer, brummer, viser sylespidse klør og tænder. Det kradser, bider og slår uforsonlige gnister, vrider og værger dig. Mens Glitchi krænger og vrisser sjælen og dagbogsnotaterne ud fra et mørkt, Indelukke og trykkende rum.
“Psycho Bitch” er helt anderledes i opbygning , meget mere rocket i lyd og stil, med vers og omkvæd. Mørk, faretruende og ildevarslende. Det rockede har den til fælles med “Like 5”, der dukker op senere på EP’en. Her bliver det helt genkendeligt med radiovenlig vers/omkvæd struktur. Indtil det alligevel bryder lidt sammen og truer med, at falde fra hinanden mod slut. Det varer ofte ikke længe før, der viser sig sprækker og løse syninger i Glitchis sind og lydtæppe. Konstant på kanten af sammenbrud og en verden der krakelerer.
Det gør det næsten på den emotionelle og mere blottede “Me, Myself and I”. Her får man indtryk af, at paraderne sænkes og Glitchi lader os komme lidt tættere på end “bare” dagbogsbekendelser. Men der er ikke kun sårbarhed, kontrasterne ligger konstant på lur i den skarpe, huggende og afvekslende lyd og matchende produktion. Nummeret, og Glitchi, har en skyggeside, noget mere twisted. Der igen siver ud i sangen og til sidst presser sig frem og overtager sangen mod slut.
Det giver noget spænding, men trods alsidigheden er der også plads til gentagelser på den korte spilletid. Et nummer som “paranoid” virker klang- og stemningsmæssigt, som en gentagelse af noget vi lige har hørt. Andre steder er det en skævert af en passage i et nummer, som kan virke en smule enerverende. Eller bare for meget. Som afslutningen af “Thyself”, hvor vokalen slår over i noget digital moduleret mandestemme imitation. Jeg forstår pointen, men selvom det kun er kortvarigt, går det lige i mine satte nervebaner.
“I don’t, i don’t know what I am anymore, I feel like a lie”, lyder det i den blipbloppede “WTF?”. Hvor tvivlen, rådvildheden og det kunstige i Glitchis’ udtryk understreges ved, at vokalen i korte glimt forvrænges. Er Glitchi distanceret, rodløs og meget søgende? Eller måske distancerende, musikalsk forvirret og ubeslutsom? Katte har 9 liv, i hvert i følge et gammelt mundheld. Glitchi har 9 numre, så meget er helt sikkert.
Hun synger også med mindst 9 stemmer, har tydeligvis noget på hjerte, der skal ud. Det rimer måske endda på smerte, men hun er dygtig nok til, at styre udenom de værste klichéer på det punkt. Alligevel, trods den tilsyneladende store variation, er det som om Glitchi ikke helt har fundet sin helt egen stemme endnu. Men jeg tror den gemmer sig derinde et sted. Begravet i, måske, lidt for mange skæve Miauwer og frække kattestreger?
Glitchi stryger ikke nogen ved hårene, det mod og den modenhed bør hun roses for. Resten skal nok komme, og så kommer hele pakken til, at spinne som en mis. Og så er gammelfar færdig med at knurre og hive sig lidt i pelsen over ungdommens uforståelige musik for denne gang!
Af Ken Damgaard Thomsen
Artwork: Anika Larsen
